Troskab

Du er så vred og du siger det højt

For regeringen betyder det ikke en døjt

Pres og diktater dem skal du jo lystre

For de ser os som faglige krystrer´

Måske har de ret fordi vi gør

Lige det loven siger vi bør

Imod etik og sund fornuft

Stoltheden væk i den tynde luft

Nakken bøjet og et skridt mer´

Din sjæl gør ondt hver gang du ta´r fler´

Hvad er dit valg – vil du lide i fred

Eller til sidst sætte foden ned

Sammen med andre der har det som dig

Som ikke kan andet end sige nej

Til regler, diktat og umenneskelighed

Imod professionel kærlighed

Min troskab til barnet, den unge, den ældre

Ikke til had og til tvang tænkt i kældre

Så sig hvad du mener og sig det med ånd

Sig fra så det larmer og tag min hånd

 

5.december. Ord på standby

Stop… bare stop… lad mig sidde lidt alene for en kort bemærkning, for jeg magter virkelig ikke at lytte til mere af DF´s fremmedhad. Jeg har de sidste dage været så frustreret og chokeret, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle skrive, fordi ordene kæmper med hinanden om pladsen og derfor ikke rigtigt evner at komme ud i helsætninger, der giver mening.

Det er umuligt for mig at kommentere konkret på deres umenneskelige krav om stramninger på flygtningeområdet…dels fordi jeg er vred – og dels fordi den slags lort, som DF lukker ud, bare slet ikke fortjener luft nok til at “berige” nogen med stanken af xenophobisk nær-ved-racisme pakket ind i “fædrelandskærlighed” og “sund fornuft”.

Det kan godt være, jeg er et vidunderligt naivt barn af sen-70´erne og derfor er vokset op med den her tro på, at Danmark var noget særligt – på en god måde. At vi støttede op om ulighed var noget pis, ikke bare herhjemme, men også rundt om i verden. Måske var det bare, fordi jeg levede i min egen boble i en familie, hvor mine bedsteforældre havde boet i Sydafrika under apartheid-styret, og jeg derfor fik en naturlig interesse for landet sydpå, og dermed naturligt for kampen mod apartheid og for Mandela´s befrielse. Jeg fik, i det her meget sanselige bedsteforældre-univers med maskerne, farmors farvestrålende kjoler, impala-skindene og det fremmedartede, plantet et kiim til min, noget senere næsten konstante indignation over at nogle mennesker åbenbart skal behandles mindre værdigt end andre, alene på baggrund af køn, udseende, seksualitet, handicap, religion mv…

Jeg voksede op i en verden, hvor man stod sammen mod ulighed, om det så var herhjemme, hvor fagforeningerne og deres medlemmer stillede krav til en morgendag bedre end i går. Jeg voksede op med en kæmpe familie, hvor det var federe at være NOGEN frem for NOGET, og hvor det at være NOGEN i øvrigt ikke var en skid værd, hvis det blev opnået i kraft af at træde på andre.

Men vi lever i en anden virkelighed i dag… og jeg ved godt, det hele ville være meget nemmere, hvis jeg bare accepterede det blindt, men jeg kan sgu ikke…

Nå, klokken blev sent… igen… da jeg har været til bestyrelsesmøde i regionen… så nu… skal der soves – når engang hunden er færdig med at klynke, den lille pruttemås…

Men I skal da ikke snydes… for Sydafrikas nationalsang (som jeg kan næsten lige så godt som den danske…)

 

 

 

 

 

 

 

 

3. december. Men de er jo bange…

Jeg deltog som gæst i Enhedslistens Faglige Landsudvalg i går, fordi de var interesserede i at høre lidt om det, vi har gjort i Vejen det sidste halvandet år. Måske fik jeg blandet mig i noget, der ikke var mit bord, men jeg valgte altså at deltage i debatten, i diskussionen… uden at være egentligt medlem af udvalget, jeg kunne bare mærke den her indignation, som jeg har skrevet om før, så jeg blandede mig et par gange, fordi det er sådan noget jeg gør – også selvom jeg ikke altid er lige vel-informeret på området.

Nuvel… jeg ville have skrevet noget om nogle virkeligt fæle dukker, jeg så på Vesterbro, og måske er det i virkeligheden også det, jeg gør i overført betydning, da de på en eller anden måde repræsenterer måden vi er mennesker på i dag…angst og… ja…  døm selv til sidst – om billedet passer til eller ej. Klokken er mange, og jeg skal nå min deadline, da jeg jo skal skrive 24 blogindlæg  december…et hver dag.

Here goes:

Vi går ind til OK18 lige om lidt, og selvom man kan sige meget nederen om den nuværende regering og diskutere krav og detaljer og have holdninger til dem, så er det som om, fagforeningerne har glemt noget helt basalt… nemlig deres medlemmer. Jeg blev faktisk enormt provokeret af at høre nogle tale om, at “bevægelserne skulle komme nedefra”, og så skulle fagforeningerne nok støtte op om det… Jeg blev ikke bare provokeret, jeg tror faktisk, jeg blev en lille smule syrlig og vred, for jeg tror ikke helt, fagforeningerne har forstået, hvem deres medlemmer er.

Det er mennesker, der måske nok har et arbejde, men også er ved at opdage, hvad det betyder, hvis de mister det. Det er mennesker, der godt kan se kontanthjælpsloftet ligge og lure ikke ret langt ude i horisonten, hvis de rumsterer for meget og gør oprør. Det er mennesker, der er blevet vant til at høre (og måske endda tale) om de ledige som en paria, og hvem gider egentlig være en af dem, man taler dårligt om? Det er mennesker, der ikke VED hvordan man gør oprør, fordi vi de sidste 20 år har glemt, hvad solidaritet er og betyder. Det er mennesker, der har set, hvordan man behandler faggrupper, der ikke lystrer… og derfor ikke tør kræve mere end et minimum – og acceptere et nederlag. For de står alene.

Jeg elsker fagforeningerne tag ikke fejl – men jeg elsker dem, som den oprindelige institution de engang var…

…men jeg mener virkelig, de fucking svigter deres medlemmer lige nu ved at kræve, at oprøret skal komme fra bunden, når virkeligheden er den, at man har gjort alt hvad man kan for at sætte sammenhængskraften og solidariteten over styr de sidste mange år – og er lykkedes med det. Folk er bange, og det kræver fandeme godt nok mere end almindeligt mod at stille sig op og sige noget skidt om sin arbejdsgiver – især hvis man står alene – og det gør man, hvis man er den første, der siger noget, og skal starte den he såkaldte bevægelse fra bunden.

Jeg synes, helt ærligt, at fagforeningerne er nogle magelige vatpikke, hvis de tror, deres opgave er at forhandle overenskomster og så først DERNÆST støtte op om en eventuel bevægelse, der aldrig kommer til at ske, fordi vi som individer er bange. Jeg SAVNER virkelig at se vrede fagforeningsbosser, der laver andet end at sætte latterlige annoncer i aviserne, hvor de brokker sig over velfærdens deroute, mens de siger “men oprøret skal komme nedefra”… og puttegemmer sig og fralægger sig ethvert ansvar for at være vredens samlingspunkt omkring deres medlemmer.

Måske tager jeg fejl, men jeg troede, at en fagforening var en organisation, der netop samler folk under fanerne og siger “denne vej”, så fællesskabet var stærkere, fordi de har midlerne, pengene, gennemslagskraften og medlemmerne der bakker op… Jeg troede, at fagforeningernes fornemste opgave netop er at koordinere et fælles oprør mod de arbejdsgivere, der forsøger at udnytte deres medlemmer. Jeg havde en eller anden vild idé om, at fagforeningernes opgave netop er at give folk den tryghed der skal til, så de TØR sige fra i fællesskab…

Folk er afmægtige, kære fagforeninger. For JO GU FANDEN snakkes der i krogene, men seriøst? Med alt at miste – og ingen at stå sammen med – så er der ingen der tør. Og helt seriøst –  så synes jeg faktisk, det er på tide, at I nosser jer lidt sammen og begynder at tage jeres opgave alvorligt og reelt koordinere det oprør, som folk hungrer efter.

I har ikke længere ret til at sidde og lurepasse og vente på at privatpersoner råber røv, for at kunne komme ind fra højre og tage æren når først bolden ruller. Nej!… Det er jeres ansvar AT bolden ruller. I har et ansvar over for fællesskabet – og det skal I sgu tage på jer – for det betaler vi jer for.

Jeg ved godt, det er uhørt og sikkert også uset, at jeg, som erklæret medlem af et politisk ræve-rødt parti, melder så hårdt ud over for fagforeningerne,  men der er sgu ikke rigtig andre, der gør det, synes jeg. Der tales alt for pænt og ordentligt til jer – men jeg elsker jer så meget, at jeg synes, I fortjener at få at vide, at I er ved at tabe folk på gulvet, og det er på tide, at I tager jer sammen.

Brune bodegaer er fantastiske, for man møder “mændene på gulvet”, hvis ansigter er så furede, at de ville passe perfekt ind i et Erik Clausen´sk parallel-univers, og de savner jer! Jeg hører på SOSU´er og lærere, der ikke ved, hvad fanden de skal med jer, fordi I ikke reagerer autentisk på den vrede og frustration, som de ikke bare går rundt med – men LEVER med..

De vil jer gerne… men de er bange for at stå alene. Kortvarigt indgød I dem mod med TR-stormødet i Oktober, men… hvad er der sket siden? Hvem tager teten herfra? Hvem rykker ved tingene – hvis ikke I? Er det Karen og Kenny, der alene skal stille sig op og råbe “stop!”… eller er det jer?

Vi har brug for jer… brug for at I er katalysatorerne for et fællesskab og minder os om, hvad solidaritet er – og hvad vi kan udrette sammen. Og nu skal jeg nok stoppe…

Nå nej… mens jeg har jeres opmærksomhed… lad lige være med at sælge ALKA! – gider I? Det er sateme en dårlig idé – og den kommer til at koste jer medlemmer. Jeg siger det bare… fællesskabet er altså vigtigere end private firmaers profit… just sayin´…

20171202_1727291998265379.jpgJa.. det er dukker i en børnetøjsbutik… og jeg blev oprigtigt bange. De viser ret godt, hvad det er for et samfund, vi lever i. Børn skal åbenbart allerede fra barnsben lære, at verden er et disharmonisk sted… ret ind, opfør dig pænt og vær bange, junior… Nej. Jeg kan slet ikke magte det.