“Somebody´s miracle”.

Jeg synger gospel, og jeg er lige kommet hjem fra en fantastisk koncert i Harte, hvor “mit” kor Living Joy sang sammen med Hartekoret og Tønder Gospelkor. Det gør et eller andet ved mig – og lige i dag trængte jeg virkelig til det. Jeg trængte så inderligt til at mærke glæde og fyldes af håb.

Om jeg er reelt troende på en udelukkende kristen gud, er jeg ikke så sikker på, men jeg kan godt bruge løftet om “det gode”, og jeg finder stor trøst i glædes- og kærlighedsbudskaberne, der er i stort set alle de større religioner.

Jeg var til borgermøde med borgergruppen Syg i Vejen i går (læs artikel her) som paneldebat-deltager for Enhedslisten, og mit hjerte brast hundrede gange i løbet af aftenen. Indimellem ville jeg sådan ønske, at jeg ikke bar mit hjerte udenpå tøjet i mit møde med mennesker, så jeg bare kunne nøjes med at sidde og nikke medfølende og skrive/sige noget enormt politisk korrekt og tilpas udefinerbart, så ingen kunne fange mig i at sige noget konkret… men det kan jeg ikke. Det er bare sådan, det er. Sådan JEG er. Der kommer måske en dag, hvor jeg hviler fint i ikke at være cool… men jeg gik rigtig træt i seng i går. Knust over måden, man behandler folk på i min kommune.

Historierne er mange, og jeg fik kuldegysninger over det mod, som de berørte udviste ved at turde sidde og fortælle vildt fremmede mennesker om deres livs kamp – kampen for deres liv – med tårerne trillende ned ad kinderne. Stærke i deres sårbarhed. Desperate for at blive hørt, taget alvorligt, respekteret. Stemmerne fra de 40, der turde møde op, var stærke. Intense og insisterende på en måde som kun mennesker, der er på deres yderste kan være. “Hør mig! Se mig! Jeg er lige her!”.

Skiftende sagsbehandlere – op til 15 forskellige på 2 år. Afklaringer til ressourceforløb, der tager over 15 (FEMTEN) år. Trusler om at miste flexjob-ydelsen, hvis man klager over behandlingen. Jagt på facebook. Påtvunget psykolog-forløb – fordi man har ondt i kroppen. Nulstilling af al hidtidig afklaring – fordi en ny sagsbehandler kommer til. Underkendelse af special-læge udsagn… og mange mange mange andre historier, som jeg, ærligt ikke kan huske ret meget af, fordi jeg var nødt til at koble fra.

Men hvem er jeg, siden jeg kan tillade mig at klage? Tanken om at være dem, evigt mistænkeliggjort, negligeret, undervurderet og fordømt i et system, der ikke er bygget til mennesker men til regneark, hvis eneste formål er at spare i nuet – og ikke på den lange bane – er ikke rar.

Jeg sad som politisk repræsentant, men ærligt – jeg kan ikke svare på, hvad det er, der skal til. Jeg ved ikke, hvordan vi ændrer kulturen i Jobcentret i Vejen. Jeg aner det ganske enkelt ikke. Jeg vil så meget… men et flertal for en borgerrådgiver er jeg ikke helt sikker på, at vi får. Det der med at overbevise de andre partier om, at der skal tilføres flere midler til området, så man kan spare… det bliver dælen dytteme svært. Men det er ikke det samme, som at vi ikke skal prøve. Vi ved godt, vi ender som tornen i øjet på de andre politikere, men det er okay. Vi er ikke sat i verden for at please dem, men for at gøre opmærksom på problemerne i et mere og mere ulige samfund. De, der ikke har ressourcerne, skal ikke lide i stilhed. Vi vil gerne larme for dem.

Og nu kommer vi til begyndelsen og afslutningen af dette indlæg… for jeg synger gospel, og jeg har besluttet mig for, at starte med at overbevise min korleder om, at vi skal synge “somebody´s miracle”… for indimellem, er vi nogens mirakel… og selvom jeg er knust, træt og ødelagt efter aftener med store følelser, så er det tanken om, at jeg -måske- kan gøre en lille bitte forskel for andre, der gør, at jeg står op om morgenen, tager på arbejde og tager hele turen een gang til, når folk enten ringer eller skriver, eller når de stopper mig på gaden.

Det er okay, fordi jeg ved, at når jeg (forhåbentligt) har været nogens mirakel, så får de måske overskud til at give det videre og være mirakel for andre, om det bare er deres børn… med eller uden Jesus…det er egentlig ikke så vigtigt. Det er essensen, at være og gøre noget for andre, der tæller.

 

 

7+8 december. Noget om at være lærer i Vejen kommune lige nu.

Jeg kan sgu ikke være med mere… det her indlæg har været næsten 3 dage undervejs, fordi jeg ikke har evnet at formulere mig pænt – og det har jeg så tænkt mig at lade være med… at formulere mig pænt, that is.

Hej, mit navn er Maya, jeg er lærer, og jeg bor i Vejen – og så kan I ellers gætte jer til, hvad jeg vil til at skrive om. For jeg er nemlig, som alle mine dejlige kollegaer i Vejen kommune, blevet taget i røven af partierne bag konstitueringsaftalen. Det er nemlig sådan, at man i førnævnte aftale har besluttet sig for at indskrive, at de underskrivende partier er enige om… og jeg citerer:

“der indgåes ikke en central kommunal aftale om lærernes arbejdstid”

Excuse me? Pardonnez moi? Har Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne lige besluttet sig for, at de, som arbejdsgivere ikke – som i overhovedet slet ikke – gider indgå i en dialog med lærerne omkring deres arbejdsvilkår? Ja, det har de… de har helt uden diskussion, lukket ned for samarbejdet med en hel faggruppe… “just like that”…. “væk – dur ikke!”.

Det er jo ikke fordi, vi er dumme, vel? Vi havde jo godt regnet ud, at man med det nuværende flertal i byrådet ikke ville komme ret langt med tanker om en lokal aftale. Det, der er det springende punkt, er, at et næsten enigt byråd peger fingre ad en hel faggruppe. De, som er vores arbejdsgivere, udstiller os, lærerne, som faggruppe over for de borgere, hvis børn vi underviser i dagligdagen. De rækker den lange mellemfinger i vejret med et ligegyldigt skuldertræk. Hvis ikke vi kan forvente, at vores arbejdsgivere i det mindste vil indgå i en dialog med os, hvor står vi så henne?

Det her er sateme mærkeligt, især efter en valgkamp, hvor Venstre insisterede på at Vejens folkeskoler skulle i top 10 – uden i øvrigt at ville svare på, “hvordan man agtede at måle på det”. Men måske er et af svarene følgende: “Vejen kommunes folkeskoler er i top ti, når man måler på, hvor røvrendte lærerne føler sig af deres arbejdsgivere”….

Måske skal man som lærer til at overveje, hvor meget man i grunden gider stå model til? Og ja, kære politikere, det her er en advarsel, for vi er mange lærere, der overvejer at “vælge med fødderne” – og det i en kommune, hvor det i forvejen kun er 85% af de ansatte undervisere, der er læreruddannede.