Tider skal komme…

Der er en sang, vi altid synger juleaften. Jeg kan huske, hvordan min oldefar Richardt insisterede på, at “Dejlig er jorden” skulle runge ud i rummet. På væggen over ham og oldemor Rigmors grønblå sofa hang et broderi med de tre første linjer af andet vers og deres børns og børnebørns navne.

“Tider skal komme

Tider skal henrulle

Slægt skal følge slægters gang”

Det er en bittersød sang, for i løftet om, at tiden går, og der kommer slægter, følger også minderne om, alle dem, man ikke længere har mulighed for at være sammen med, men især om dem, der kom herfra alt for tidligt. Det bider sgu lidt i kanten af hjertet indimellem.

Idag bed linjerne i hjertet, fordi vi besøgte min farfar på plejehjemmet. Han er 85 år gammel, og sindet er ikke altid der, hvor vi andre er. Kræfterne er også små, så derfor blev det besluttet, at han ikke skulle holde jul med familien. I stedet var vi et par stykker (12), der mødte op hos ham kl. 13:00 til ris a la mande, småkager og konfekt. Min far havde taget harmonikaen med, så vi kunne synge, hvilket farfar nyder.

På en eller anden måde, var det julens højdepunkt for mig. Det der med at mødes 13 mennesker om et lille 2 prs. bord, sidde på stole og rollatorer og i kørestole med paptallerkener, plastikkrus og juleservietter. Nede på jorden, uformelt og hyggeligt. To timer kunne han holde til. To timer var han nærværende. Det er længe siden, han ikke har hallucineret og set sjove ting, som vi andre ikke kan se. Han var der i dag, og han var klar. Det var så dejligt at opleve, selvom det var hårdt at se, hvordan han knapt kunne åbne sine gaver, så vi måtte hjælpe ham. Men der var noget fint i at se og høre ham synge med, mens gebisset klaprede i munden på ham. Om han er her næste år er ikke sikkert, men det føltes så fint og så rigtigt at samles om familiens ældste. Det er okay. Det er, for en gangs skyld, som det skal være, og det her, tror jeg, bliver et af mine bedste juleminder.

“Tider skal komme

Tider skal hen rulle

Slægt skal følge slægters gang”

 

4. december. Something inside so strong…

Der er noget helt specielt ved at synge i kor. Jeg har gjort det som barn og ung, men i mange år glemte jeg, hvad det at indgå i et fællesskab baseret på musik i grunden betød for mig…

Nu har jeg sunget i gospelkoret Living Joy i snart 3 år, og jeg elsker det. Ikke mindst på grund af alle de dejlige mennesker, jeg synger sammen med. Det er så fint at kunne dukke lettere udmattet og træt op og gå opløftet hjem, fordi man har rytmen og glæden i kroppen. Virkelig.

Dertil så har det virkelig en kæmpe værdi, for mig, at være i et fællesskab, hvor vi sammen skal skabe et produkt, der lyder så godt som muligt, og derfor er vi nødt til at følges og lytte til hinanden for at formidle en stemning… Det duer ikke, hvis en af os maser derudaf i eget tempo eller ikke gør sig umage. Fællesskabet står og falder med, at individet udfylder sin rolle på bedst mulig maner.

I virkeligheden synes jeg måske, at folk synger for lidt “kor” sammen i hverdagen. De er ikke trænede i at lytte og mærke andre og sjældent er de nødt til at skrue op eller ned for sig selv for at skabe noget smukt i fællesskab. Det er som om, det er individet, der er det vigtigste i nutidens Danmark, og ja, indimellem er der nogle solister, som da helt sikkert synger rigtigt dejlig, men uden “koret”, uden de bagvedliggende harmonier, bliver det ofte lidt tamt. I livet – som i musikken. Vi er nødt til at stå sammen, for hvem kan i virkeligheden klare sig alene?….

Her til aften er jeg, apropos kor og OK18-snakken fra i går, faldet over denne lille genistreg… en ældre sang… men ikke desto mindre relevant i denne tid… “the more you refuse to hear my voice, the louder I will sing…”

Something inside so strong