1. december – eftertænksomhed og juletanker

20171201_164947757669614.jpg

Det er fredag aften, det er 1. december, og det her er, hvad jeg har nået at julepynte – og sandsynligvis alt, hvad jeg når at julepynte, de næste dage, da jeg har rigeligt at se til. Det gør mig ikke noget, hvis jeg skal være ærlig. Julestemning handler for mig ikke om mængden af Georg Jensen julekrimskrams eller nisser, der kommer op at hænge. Det er noget udefinerbart “indre”, der kan ramme mig når som helst. Måske er det, fordi vi aldrig rigtig har haft råd eller mulighed for at gå lidt amok og være en del af “det der”.  For mig har julemåneden altid været en svær balancegang mellem mad på bordet og unødvendigt lir, som alligevel bruger 11 måneder på loftet/i skuret, mens vi venter på endnu en runde forbrugsfest, der i virkeligheden ikke gør andet end at stresse og sætte nogle urealistiske forventninger op hos hinanden. Formaliseret tvangshygge krydret med dårlig samvittighed over ikke at hygge mig ret meget, fordi bekymringerne fyldte for meget.

Men der -er- alligevel noget ved mørket… ved stearinlysene, tæpperne i sofaen, stilheden, kulden, nulstillingen. Jeg nyder, når min søn kommer ned og sidder sammen med mig, når han får for meget af at lege huleboer is it teenagerflip og har lyst til at diskutere livet og de lidt større spørgsmål. Nogle gange om kærlighed, nogle gange om fremtiden og andre gange igen om helt eksistentielle problematikker. Jeg elsker, at han,  på trods af sin øgede selvstændighed, indimellem søger mine råd i vinternætterne, selvom jeg indimellem ligger puttet under dynen i min sovesofa og knapt kan holde øjnene åbne.

Måske er det det, der er jul for mig. Dynehygge med min søn, min hund og sønnens kat. Samtaler. Kærlighed i handlinger og ord. Lys i mørke. Eftertænksomhed.

For jeg tænker en del for tiden. Det hører vel i grunden også julen og årets afslutning til…

Der er meget at gennemtænke og overveje og mærke efter, om man kunne have gjort anderledes. Der er tanker om fremtid båret på fortidens vinger.

For jeg græd, da jeg kom hjem efter at have suppleret for Vibeke i Regionsrådet, for det er sådan noget, jeg gør, når jeg bliver rørt over, hvor vildt fantastisk livet er. Jeg græd af glæde, da Enhedslisten fik et mandat i Vejen byråd (Se mig tude her) og jeg græd i dag, fordi det er mig uforståeligt, at “sådan en som mig” kan nå hertil. Jeg øver mig i at forstå, at jeg, der var på bunden af samfundet i mange år, pludselig stod der…. også selvom jeg i virkeligheden ikke besluttede en skid i dag, men bare nikkede samtykkende som aftalt… (jeg fik i øvrigt sneget mig med på billedet af regionsrådet fordi Ida Damborg (SF) og Henriette Schlesinger (V) fik mig overtalt sammen med Lars Mogensen (Ø) og hans dejlige kvinde Sarah Nørris (Ø), der sidder i Esbjerg byråd)

Men jeg ser samtidig, at de 250 lokale og 709 regionale stemmer jeg har fået – også indeholder en opgave – en forpligtelse. For nok er mine stemmer gået videre til andre, men… der er folk, der har haft så stor tillid til mig, at de har lagt deres liv i mine hænder. For det er jo det, en stemme er. Et menneske der har set en og tænkt; “jeg stoler på dig”. De mennesker kan sagtens stole på dem, der er blevet valgt ind, det er mig bare magtpåliggende at være tydelig ved IKKE at sige “nå, det var det” og så ellers være ligeglad, til valgkampen starter op igen… For det kan jeg ikke…. det VIL jeg ikke. Det er jeg i virkeligheden nok lidt for indigneret over til at kunne.

Jeg har været en “del af det dårlige selskab” i for mange år til “bare” at kunne ignorere den forbandede ulighedsdagsorden, som trives så godt i selvfedmens og magtarrogancens evige nærvær. Det kan godt være, jeg ikke længere “lever på bunden” og har trukket mig selv op centimeter for centimeter, men mit hjerte husker følelsen af at være en af dem, som det bedre borgerskab har overbevist middelklassen om, det er okay at træde på, mens de hævder sig selv på de svagestes bekostning…

Nå, jeg fabler, og jeg ville have skrevet om en masse andet – om jul, glæde og kærlighed… og så blev det alligevel lidt navlebeskuende og vredt…harmdirrende. Jeg tror, jeg er nødt til at fylde lidt kærlighed og god karma på i morgen…

(billedet foroven er – udover et vidnesbyrd om utrolig god julekarma – mig der er ved at forberede mig til i morgen, hvor jeg skal til København for at holde et 10 minutters oplæg om, hvad det er, vi har gjort i Enhedslisten Vejen, siden det rent faktisk lykkedes os at komme ind i en meget mørkeblå kommune)