3. december. Men de er jo bange…

Jeg deltog som gæst i Enhedslistens Faglige Landsudvalg i går, fordi de var interesserede i at høre lidt om det, vi har gjort i Vejen det sidste halvandet år. Måske fik jeg blandet mig i noget, der ikke var mit bord, men jeg valgte altså at deltage i debatten, i diskussionen… uden at være egentligt medlem af udvalget, jeg kunne bare mærke den her indignation, som jeg har skrevet om før, så jeg blandede mig et par gange, fordi det er sådan noget jeg gør – også selvom jeg ikke altid er lige vel-informeret på området.

Nuvel… jeg ville have skrevet noget om nogle virkeligt fæle dukker, jeg så på Vesterbro, og måske er det i virkeligheden også det, jeg gør i overført betydning, da de på en eller anden måde repræsenterer måden vi er mennesker på i dag…angst og… ja…  døm selv til sidst – om billedet passer til eller ej. Klokken er mange, og jeg skal nå min deadline, da jeg jo skal skrive 24 blogindlæg  december…et hver dag.

Here goes:

Vi går ind til OK18 lige om lidt, og selvom man kan sige meget nederen om den nuværende regering og diskutere krav og detaljer og have holdninger til dem, så er det som om, fagforeningerne har glemt noget helt basalt… nemlig deres medlemmer. Jeg blev faktisk enormt provokeret af at høre nogle tale om, at “bevægelserne skulle komme nedefra”, og så skulle fagforeningerne nok støtte op om det… Jeg blev ikke bare provokeret, jeg tror faktisk, jeg blev en lille smule syrlig og vred, for jeg tror ikke helt, fagforeningerne har forstået, hvem deres medlemmer er.

Det er mennesker, der måske nok har et arbejde, men også er ved at opdage, hvad det betyder, hvis de mister det. Det er mennesker, der godt kan se kontanthjælpsloftet ligge og lure ikke ret langt ude i horisonten, hvis de rumsterer for meget og gør oprør. Det er mennesker, der er blevet vant til at høre (og måske endda tale) om de ledige som en paria, og hvem gider egentlig være en af dem, man taler dårligt om? Det er mennesker, der ikke VED hvordan man gør oprør, fordi vi de sidste 20 år har glemt, hvad solidaritet er og betyder. Det er mennesker, der har set, hvordan man behandler faggrupper, der ikke lystrer… og derfor ikke tør kræve mere end et minimum – og acceptere et nederlag. For de står alene.

Jeg elsker fagforeningerne tag ikke fejl – men jeg elsker dem, som den oprindelige institution de engang var…

…men jeg mener virkelig, de fucking svigter deres medlemmer lige nu ved at kræve, at oprøret skal komme fra bunden, når virkeligheden er den, at man har gjort alt hvad man kan for at sætte sammenhængskraften og solidariteten over styr de sidste mange år – og er lykkedes med det. Folk er bange, og det kræver fandeme godt nok mere end almindeligt mod at stille sig op og sige noget skidt om sin arbejdsgiver – især hvis man står alene – og det gør man, hvis man er den første, der siger noget, og skal starte den he såkaldte bevægelse fra bunden.

Jeg synes, helt ærligt, at fagforeningerne er nogle magelige vatpikke, hvis de tror, deres opgave er at forhandle overenskomster og så først DERNÆST støtte op om en eventuel bevægelse, der aldrig kommer til at ske, fordi vi som individer er bange. Jeg SAVNER virkelig at se vrede fagforeningsbosser, der laver andet end at sætte latterlige annoncer i aviserne, hvor de brokker sig over velfærdens deroute, mens de siger “men oprøret skal komme nedefra”… og puttegemmer sig og fralægger sig ethvert ansvar for at være vredens samlingspunkt omkring deres medlemmer.

Måske tager jeg fejl, men jeg troede, at en fagforening var en organisation, der netop samler folk under fanerne og siger “denne vej”, så fællesskabet var stærkere, fordi de har midlerne, pengene, gennemslagskraften og medlemmerne der bakker op… Jeg troede, at fagforeningernes fornemste opgave netop er at koordinere et fælles oprør mod de arbejdsgivere, der forsøger at udnytte deres medlemmer. Jeg havde en eller anden vild idé om, at fagforeningernes opgave netop er at give folk den tryghed der skal til, så de TØR sige fra i fællesskab…

Folk er afmægtige, kære fagforeninger. For JO GU FANDEN snakkes der i krogene, men seriøst? Med alt at miste – og ingen at stå sammen med – så er der ingen der tør. Og helt seriøst –  så synes jeg faktisk, det er på tide, at I nosser jer lidt sammen og begynder at tage jeres opgave alvorligt og reelt koordinere det oprør, som folk hungrer efter.

I har ikke længere ret til at sidde og lurepasse og vente på at privatpersoner råber røv, for at kunne komme ind fra højre og tage æren når først bolden ruller. Nej!… Det er jeres ansvar AT bolden ruller. I har et ansvar over for fællesskabet – og det skal I sgu tage på jer – for det betaler vi jer for.

Jeg ved godt, det er uhørt og sikkert også uset, at jeg, som erklæret medlem af et politisk ræve-rødt parti, melder så hårdt ud over for fagforeningerne,  men der er sgu ikke rigtig andre, der gør det, synes jeg. Der tales alt for pænt og ordentligt til jer – men jeg elsker jer så meget, at jeg synes, I fortjener at få at vide, at I er ved at tabe folk på gulvet, og det er på tide, at I tager jer sammen.

Brune bodegaer er fantastiske, for man møder “mændene på gulvet”, hvis ansigter er så furede, at de ville passe perfekt ind i et Erik Clausen´sk parallel-univers, og de savner jer! Jeg hører på SOSU´er og lærere, der ikke ved, hvad fanden de skal med jer, fordi I ikke reagerer autentisk på den vrede og frustration, som de ikke bare går rundt med – men LEVER med..

De vil jer gerne… men de er bange for at stå alene. Kortvarigt indgød I dem mod med TR-stormødet i Oktober, men… hvad er der sket siden? Hvem tager teten herfra? Hvem rykker ved tingene – hvis ikke I? Er det Karen og Kenny, der alene skal stille sig op og råbe “stop!”… eller er det jer?

Vi har brug for jer… brug for at I er katalysatorerne for et fællesskab og minder os om, hvad solidaritet er – og hvad vi kan udrette sammen. Og nu skal jeg nok stoppe…

Nå nej… mens jeg har jeres opmærksomhed… lad lige være med at sælge ALKA! – gider I? Det er sateme en dårlig idé – og den kommer til at koste jer medlemmer. Jeg siger det bare… fællesskabet er altså vigtigere end private firmaers profit… just sayin´…

20171202_1727291998265379.jpgJa.. det er dukker i en børnetøjsbutik… og jeg blev oprigtigt bange. De viser ret godt, hvad det er for et samfund, vi lever i. Børn skal åbenbart allerede fra barnsben lære, at verden er et disharmonisk sted… ret ind, opfør dig pænt og vær bange, junior… Nej. Jeg kan slet ikke magte det.

 

 

2. december. Thorkild…

Jeg kan huske følelsen der i begyndelsen af december, da en socialrådgiver stak mig billetten i hånden med et forsigtigt smil. Skam. For nok var jeg hjemløs og boede på krisecenter med min søn, men der var jo andre, der havde det værre end os, det havde jeg jo selv set med mine egne øjne, når de havde genkendt de andre kvinders korte glimt af desperation. Men jeg tog imod den, for de sidste 8 måneder på Baltic havde alligevel trukket veksler på mit overskud, og jeg kunne jo altid give det videre, som jeg ikke selv ville bruge. En knappenål og en opslagstavle… jeg græd, og ringede til min farmor, da jeg hængte den op, for jeg havde måske i virkeligheden ikke mere at give af, og jeg overvejede at give op. Livet på et krisecenter er ikke sjovt, selvom det er trygt, og der kan skabes livslange venskaber. Hun fortalte mig, at jeg var pjattet og i øvrigt havde jeg ikke ret til at give op, for der var jo noget, jeg skulle bevise – det havde jeg jo lovet hende.

Få dage senere døde hun. Hun var gået i seng med hovedpine og derefter aldrig vågnet igen, selvom hun ikke var helt væk den første dag, så hendes børn fik kysset hendes kind inden hjertet havde hoppet det sidste hak. Det var et enormt surrealistisk tid omkring hendes begravelse. For nok nåede jeg ikke over og sige farvel inden hun gled helt væk, men da jeg stod uden for kapellet og skulle ind, ringede telefonen.. det var en af de ansatte på krisecentret, der spurgte, om han måtte åbne et brev, der viste sig, at jeg var blevet godkendt til en lejlighed…”og nu gik der nok kun 6 mdr før jeg ville have tag over hovedet”… og under selve begravelsen et par dage senere, ringede telefonen så igen, og det var den samme mand, der så kunne fortælle, at jeg skulle skynde mig tilbage til Kbh og se den her lejlighed, som åbenbart ville være ledig…fra nytår. Det var svært at være rigtig glad, men også svært at være rigtig ked af det. Jeg kan huske, jeg valgte at sende en tanke opad og sige tak til den gamle, fordi hun havde sørget for at arrangere det for mig…på den måde kunne jeg både være i glæden og i sorgen.

Og min søn og jeg tog til Kbh igen halvandet døgn efter begravelsen, og vi så lejligheden – og den var vores. Den levede op til samtlige krav og ønsker, og jeg var lykkelig, mens jeg slet ikke kunne rumme tanken om at skulle have et soveværelse. Det var så fint. Med en altan. Lige ved knægtens skole…billig som bare fanden.

Men dagen oprandt, og jeg boede jo stadig på de 14kvm med knægten, og lavede mad i mirkoovnen, når jeg da ikke lavede mad til hele huset, fordi der jævnligt var kvinder, der intet havde. Jeg husker særligt de tre uger, hvor jeg hver aften bespiste sammenlagt 17 mennesker på trods af kun at være på kontanthjælp, fordi de intet havde. Det var dengang, jeg opdagede værdien af at droppe kødet og spise overvejende vegansk; noget jeg jævnligt gør på trods af fast indtægt…

Jeg greb cyklen, som jeg havde skraldet en måned forinden og fandt ud til Odd Fellow palæet i Bredgade. Frysende som bare pokker i min blå jakke med den røde lynlås, som jeg havde fundet på genbrug parkerede jeg lidt derfra, og nærmede mig langsomt. Jeg havde jo ikke behov. Eller jo… men… vi havde jo et hjem lige om lidt, så vi skulle jo nok klare os… men jeg var nysgerrig… og det kunne være så fint at servere and for nogle af de andre på krisecentret… og der var jo en gave til knægten, selvom vi havde aftalt, at julegaven til hinanden var et nyt hjem med en rigtig sofa.

220px-FVNP_-_Odd_Fellow_1

Jeg gik op til porten, der blev åbnet med et smil af en ung mand ulasteligt klædt i mørk jakke, og så kunne jeg ikke gå længere. Jeg rystede, nu ikke kun af kulde, men jeg stod stille indtil en kvinde puffede mig i ryggen, fordi hun havde travlt og skulle videre. Jeg fulgte med, havde ikke længere en egen vilje.

Lakajer, eller hvad sådan nogle fine fyre hedder, når de er i røde jakker med guldknapper og hvide handsker åbnede døren og bukkede for mig, mens jeg hørte klassisk musik. Gik ind gennem hall´en, hvor fremmede mænd hilste ærbødigt på lille blåfrosne mig, der aller helst bare ville væk. Lysekroner så store som biler, velourtapet, antikke guldstole med røde sæder i 5-6 rækker foran et overdådigt pyntet juletræ og en stryger-kvintet, der spillede den smukkeste klassiske musik, jeg nogensinde har hørt.

Da en pæn ung mand med sideskilning, hvide handsker og et sølvfad bød mig en småkage og en anden et glas varm gløgg, kunne jeg ikke mere. Jeg havde glemt følelsen af at have mere, end jeg havde brug for. Jeg satte mig ned med min klejne og min gløgg, og jeg græd. Tudbrølede uden lyd. Lod bare tårerne trille hensynsløst. Sad der midt i paradis og ville slet ikke væk. Jeg ville ikke videre. Jeg ville bare have varmen og blive væk i musikken. Men virkeligheden var jo derude på den anden side af det forjættede land, og det at have fået et sted at bo havde fjernet angsten for fremtiden. Jeg kendte jo fortiden, og kunne jeg klare den, kunne jeg jo klare alt…

En lille, ældre, rund mand satte sig ved siden af mig uden et ord. Mørkt jakkesæt. Han tog min hånd og klemte den forsigtigt, mens musikken spillede. Det var helt ok og lige det, jeg havde brug for. Forsigtigt spurgte han mig, om jeg havde det godt… og jeg nikkede… for første gang i 8 måneder havde jeg det rigtig godt… for første gang i 8 måneder var jeg ikke længere bange… så jeg fortalte ham alt. Om TH der havde prøvet at slå mig ihjel, om det at bo et sted, hvor man skulle være bange for, hvem der gik med ind ad døren, om at miste min farmor, om håbet, om de mange kvinder der intet havde og om at jeg ville lave mad til dem alle af min julepose, og vi skulle have kød for første gang i næsten en måned, og hvor taknemmelig jeg var for at have fået lov til at opleve noget så smukt på et tidspunkt i mit liv, hvor skønhed var reduceret til helt små ting…og… og… og…. jeg talte og talte, og han lyttede bare.

Han præsenterede sig som Thorkild, smilede og rejste sig, mens han spurgte; “hvor mange kvinder er der tale om” og vendte efter en tid tilbage efter at have talt med en mand med et imponerende cykelstyr af et overskæg…

“Kom!” sagde han og kiggede på mit forgrædte ansigt, som jeg havde tørret rent med hans lommetørklæde. Jeg gik med ham, og kom ind i en kæmpe sal lige ved siden af, hvor der stod et endnu større juletræ, om hvilket der var et stort bord, hvor folk kom og hentede deres poser. Han rystede på hovedet og vinkede mig over til sig og pegede på 4 unge mænd med guldknapper og epauletter. “Er det en dreng eller en pige, du har?” spurgte han, og jeg svarede, hvorefter han pakkede en kæmpe æske LEGO ned i en sæk og bad de 4 unge mænd med guldknapper og epauletter på skuldrene hanke op i to poser hver.

“Er du i taxa?” spurgte han, mens jeg kiggede vantro på ham og fremstammede noget om min sorte havelåge af en cykel… “nå, men så følger du bare med dem ud, så skal du nok blive kørt hjem”…sagde han med et smil, mens han igen tog min hånd og hviskede… “lille pige, jeg kan se din sårbarhed, men jeg har sjældent set nogen så stærk. Lov mig at du vil bruge din styrke og dine oplevelser til at kæmpe for en bedre verden for mennesker, der har været der, hvor du er…” og det lovede jeg ham.

Jeg har aldrig siden mødt manden, men i dag ved jeg, hvem han var. Og hvis nogen af jer kender ham, så sig til ham, at jeg nok er lang tid om det, men jeg skal nok holde, hvad jeg lovede ham den dag i december 2008… Og læser du med, Thorkild Simonsen… så tak… af hele mit hjerte. Lykken var stor, da jeg kom tilbage til krisecentret med de poser, du gav… og vi spiste os mætte, og det var en fantastisk oplevelse…. og jeg husker det stadig som en af de stærkeste oplevelser nogensinde, da du holdt min hånd, mens jeg bare græd stille. Jeg ville sådan ønske, jeg kunne give dig et kæmpe kram og sige tak for din indsigt og din tid dengang…

Thorkild_Simonsen_2014

…. og til alle jer derude, som kæmper lige nu. Jeg ville sådan ønske, jeg kunne gøre noget. Gøre mere. Men jeg ved ikke hvad. Jeg føler mig så magtesløs i et, for mig fremmed, Danmark, hvor man tror, det er en fest at være på røven, at mangle tag over hovedet, at miste, at sulte, at kæmpe… i et samfund hvor man tror, at jo hårdere man sparker til de svageste, des bedre får de det… Det er som om, der ikke er nogen, der fatter, at mennesker ikke bygges op af at blive flået i stykker. Det er som om, det er trendy at hade andre for det, de ikke kan præstere. Måske fordi man selv er bange for at ende der en dag. Jeg savner solidaritet…. Men det tror jeg, jeg vil skrive om i morgen. Lige nu er jeg træt… rigtig træt.