I knæ

Papirerne siger, at jeg er rask, men jeg kan godt mærke, at “det er jeg ikke”. Min psyke er i knæ, og for første gang nogensinde, er jeg i tvivl om, hvorvidt det kan fikses ved at bide tænderne sammen. Jeg kan ikke trække vejret frit, og tankerne kører konstant omkring hvordan jeg skal få det hele til at hænge sammen. Jeg kæmper for at blive selvforsørgende, så jeg vimser rundt som vikar, men uden helt at få timer nok. Eller sådan føles det ihvertfald. 40 timer på 8 dage, kan jeg tælle til på torsdag, men det stresser mig ekstremt at skulle tænke; “men hvad så derefter?”.

At leve fra lønningsdag til lønningsdag og samtidig være så usikker på det hele, at jeg er tvunget til fortsat at være en del af kontanthjælpssystemet, fordi jeg ikke er sikret, og derfor skal jeg leve op til div. krav om mødepligt til slave-arbejde under dårlige abejdsforhold og ansøgningspligt giver den konstante følelse af, at jeg skraber knæene mod asfalten, mens jeg slæbes efter en bil, der bare kører videre.

Det er en hård verden at være del af prækariatet, især hvis man er lidt tyndhudet og… jeg vil ikke kalde mig syg, men urask. Der har været så meget de seneste år, og følelserne omkring de ting, der har vejet tungt, gør deres bedste for at brække min nakke helt. Heldigvis evner de kun at gøre mig “lidt svajrygget med behov for smertestillende”, men det er også rigeligt, synes jeg.

Klokken er nat, og jeg burde gå ind i sengen til min kæreste, så jeg kan sove og være frisk til i morgen, hvor jeg skal til Aarhus og spise med min søn. Ham savner jeg godt nok en del.

Mens vi venter

…så er vi gået på ferie. Jeg er ihvertfald. Det var ikke en vildt fed fornemmelse at efterlade mine unger til uvisheden. At kigge dem i øjnene og sige: “jeg ved ikke, hvad der sker”.

De sidste par uger har de spurgt ind til situationen dagligt. “Ved du noget? Hvad med eksamen? Hvad med lejrturen? Hvad med nationale test? Hvad med mig? Hvad med mine venner? Hvorfor kan I ikke bare…?”

Det har været svært at forklare mine elever, at selvom jeg er voksen, så kan jeg ikke svare, forklare eller gøre noget. Det er ude af mine hænder.

Så nu venter vi. Stilheden fra “Forligsen” er larmende – som den skal være. Vakuum er totalt, og angsten gnaver i sjælen… for hvad bliver det til?

Jeg har truffet en aftale med mig selv, for det har jeg været nødt til. Hvis det her skal betyde noget, hvis det skal batte bare det mindste, så er jeg nødt til at stå fast på mine og mine offentlige kollegaers krav…

Personligt vil jeg selvfølgelig gerne have en arbejdstidsaftale i stedet for en lov. Men for mine kollegaer i andre faggrupper skal det sgu også være fair.

Vi skylder hinanden at lytte… hvis en faggruppe siger nej – bør vi andre også, hvis man insisterer på en sammenkædning ved en afstemning.

Hvis sygeplejerskerne skal gå fra en 14 ugers norm til en 1 års norm…

Hvis man fjerner den gratis frokost for sosuen…

Hvis folk risikerer at skulle suse hele regionen rundt for at passe deres arbejde, fordi de ikke længere har en fast arbejdsplads…

Hvis lavtlønnede offentligt ansatte ikke får det løft, de fortjener…

Hvis man fjerner varslingsbestemmelser ift overarbejde…

Hvis man…. insisterer på at behandle mig og mine kollegaer råddent…

…så bliver det et nej fra mig. Nej tak – ellers tak.

Kære offentligt ansatte kollega. Musketer-eden er vigtig for mig… fordi den er vigtig for dig. Jeg har brug for dig, og du har brug for mig.

Jeg forventer, at man forsøger at skabe splid mellem os ved at give nogle faggrupper noget, de ikke kan sige nej til, så det bliver rentabelt – og nemmere – at køre de andre faggrupper over.

Men vi må ikke falde for det. Jeg beder dig om ikke at falde for det.

Dette er, som jeg ser det, vores sidste chance for at passe på os selv og hinanden. For kan de tromle en faggruppe over – tager de den næste ved de næste OK-forhandlinger…og dernæst andre. Vi er nødt til at insistere stærkere end vores arbejdsgivere gør. Så.. selvom jeg måske får min længe ventede arbejdstidsaftale – men dine vilkår forringes betydeligt… så bærer jeg min nejhat med stolthed sammen med dig, fordi jeg ved, du ikke har råd til at stå alene… og fordi jeg ved, jeg har eller får brug for dig en anden gang.

Nytår

Så er der blevet sagt farvel til 2017, og det passer mig ganske fint. Det har været et syret år, som jeg virkelig har været nødt til at koncentrere mig om at holde af og nyde. Det startede med heling, og selvom jeg aldrig har oplevet noget hårdere, så er der gode toner at trække med ind i 2018. Det skal nok gå. Jeg tror på det gode.

Huset er fuld af unge mennesker, og jeg nyder, hvordan døren til mit refugium går op ca. hvert 20. minut, og et ungt menneske har behov for at pludre om livets store spørgsmål.

Jeg har ikke lyst til at kigge for meget bagud. Det har været et år med alt for meget angst, alt for megen sorg og alt for meget smerte. Året har også haft sine smukke og helt fantastiske momenter, som jeg i dén grad tager med mig i det nye år, fordi der er styrke at hente i dem.

2018… det er nu. Der er muligheder i at føle det er en ny begyndelse.

Mit nytårsfortsæt?

Jeg vil træffe de rette beslutninger, dem der skal til for at jeg kommer mere i sync med min sjæl, og jeg vil handle på dem.

 

Her er lige et fantastisk skud inden jeg gik ovenpå…. “Mine” dejlige dejlige unge mennesker. Som SÅ meget får lov til at gøre rent efter sig i morgen…

Tider skal komme…

Der er en sang, vi altid synger juleaften. Jeg kan huske, hvordan min oldefar Richardt insisterede på, at “Dejlig er jorden” skulle runge ud i rummet. På væggen over ham og oldemor Rigmors grønblå sofa hang et broderi med de tre første linjer af andet vers og deres børns og børnebørns navne.

“Tider skal komme

Tider skal henrulle

Slægt skal følge slægters gang”

Det er en bittersød sang, for i løftet om, at tiden går, og der kommer slægter, følger også minderne om, alle dem, man ikke længere har mulighed for at være sammen med, men især om dem, der kom herfra alt for tidligt. Det bider sgu lidt i kanten af hjertet indimellem.

Idag bed linjerne i hjertet, fordi vi besøgte min farfar på plejehjemmet. Han er 85 år gammel, og sindet er ikke altid der, hvor vi andre er. Kræfterne er også små, så derfor blev det besluttet, at han ikke skulle holde jul med familien. I stedet var vi et par stykker (12), der mødte op hos ham kl. 13:00 til ris a la mande, småkager og konfekt. Min far havde taget harmonikaen med, så vi kunne synge, hvilket farfar nyder.

På en eller anden måde, var det julens højdepunkt for mig. Det der med at mødes 13 mennesker om et lille 2 prs. bord, sidde på stole og rollatorer og i kørestole med paptallerkener, plastikkrus og juleservietter. Nede på jorden, uformelt og hyggeligt. To timer kunne han holde til. To timer var han nærværende. Det er længe siden, han ikke har hallucineret og set sjove ting, som vi andre ikke kan se. Han var der i dag, og han var klar. Det var så dejligt at opleve, selvom det var hårdt at se, hvordan han knapt kunne åbne sine gaver, så vi måtte hjælpe ham. Men der var noget fint i at se og høre ham synge med, mens gebisset klaprede i munden på ham. Om han er her næste år er ikke sikkert, men det føltes så fint og så rigtigt at samles om familiens ældste. Det er okay. Det er, for en gangs skyld, som det skal være, og det her, tror jeg, bliver et af mine bedste juleminder.

“Tider skal komme

Tider skal hen rulle

Slægt skal følge slægters gang”

 

2. december. Thorkild…

Jeg kan huske følelsen der i begyndelsen af december, da en socialrådgiver stak mig billetten i hånden med et forsigtigt smil. Skam. For nok var jeg hjemløs og boede på krisecenter med min søn, men der var jo andre, der havde det værre end os, det havde jeg jo selv set med mine egne øjne, når de havde genkendt de andre kvinders korte glimt af desperation. Men jeg tog imod den, for de sidste 8 måneder på Baltic havde alligevel trukket veksler på mit overskud, og jeg kunne jo altid give det videre, som jeg ikke selv ville bruge. En knappenål og en opslagstavle… jeg græd, og ringede til min farmor, da jeg hængte den op, for jeg havde måske i virkeligheden ikke mere at give af, og jeg overvejede at give op. Livet på et krisecenter er ikke sjovt, selvom det er trygt, og der kan skabes livslange venskaber. Hun fortalte mig, at jeg var pjattet og i øvrigt havde jeg ikke ret til at give op, for der var jo noget, jeg skulle bevise – det havde jeg jo lovet hende.

Få dage senere døde hun. Hun var gået i seng med hovedpine og derefter aldrig vågnet igen, selvom hun ikke var helt væk den første dag, så hendes børn fik kysset hendes kind inden hjertet havde hoppet det sidste hak. Det var et enormt surrealistisk tid omkring hendes begravelse. For nok nåede jeg ikke over og sige farvel inden hun gled helt væk, men da jeg stod uden for kapellet og skulle ind, ringede telefonen.. det var en af de ansatte på krisecentret, der spurgte, om han måtte åbne et brev, der viste sig, at jeg var blevet godkendt til en lejlighed…”og nu gik der nok kun 6 mdr før jeg ville have tag over hovedet”… og under selve begravelsen et par dage senere, ringede telefonen så igen, og det var den samme mand, der så kunne fortælle, at jeg skulle skynde mig tilbage til Kbh og se den her lejlighed, som åbenbart ville være ledig…fra nytår. Det var svært at være rigtig glad, men også svært at være rigtig ked af det. Jeg kan huske, jeg valgte at sende en tanke opad og sige tak til den gamle, fordi hun havde sørget for at arrangere det for mig…på den måde kunne jeg både være i glæden og i sorgen.

Og min søn og jeg tog til Kbh igen halvandet døgn efter begravelsen, og vi så lejligheden – og den var vores. Den levede op til samtlige krav og ønsker, og jeg var lykkelig, mens jeg slet ikke kunne rumme tanken om at skulle have et soveværelse. Det var så fint. Med en altan. Lige ved knægtens skole…billig som bare fanden.

Men dagen oprandt, og jeg boede jo stadig på de 14kvm med knægten, og lavede mad i mirkoovnen, når jeg da ikke lavede mad til hele huset, fordi der jævnligt var kvinder, der intet havde. Jeg husker særligt de tre uger, hvor jeg hver aften bespiste sammenlagt 17 mennesker på trods af kun at være på kontanthjælp, fordi de intet havde. Det var dengang, jeg opdagede værdien af at droppe kødet og spise overvejende vegansk; noget jeg jævnligt gør på trods af fast indtægt…

Jeg greb cyklen, som jeg havde skraldet en måned forinden og fandt ud til Odd Fellow palæet i Bredgade. Frysende som bare pokker i min blå jakke med den røde lynlås, som jeg havde fundet på genbrug parkerede jeg lidt derfra, og nærmede mig langsomt. Jeg havde jo ikke behov. Eller jo… men… vi havde jo et hjem lige om lidt, så vi skulle jo nok klare os… men jeg var nysgerrig… og det kunne være så fint at servere and for nogle af de andre på krisecentret… og der var jo en gave til knægten, selvom vi havde aftalt, at julegaven til hinanden var et nyt hjem med en rigtig sofa.

220px-FVNP_-_Odd_Fellow_1

Jeg gik op til porten, der blev åbnet med et smil af en ung mand ulasteligt klædt i mørk jakke, og så kunne jeg ikke gå længere. Jeg rystede, nu ikke kun af kulde, men jeg stod stille indtil en kvinde puffede mig i ryggen, fordi hun havde travlt og skulle videre. Jeg fulgte med, havde ikke længere en egen vilje.

Lakajer, eller hvad sådan nogle fine fyre hedder, når de er i røde jakker med guldknapper og hvide handsker åbnede døren og bukkede for mig, mens jeg hørte klassisk musik. Gik ind gennem hall´en, hvor fremmede mænd hilste ærbødigt på lille blåfrosne mig, der aller helst bare ville væk. Lysekroner så store som biler, velourtapet, antikke guldstole med røde sæder i 5-6 rækker foran et overdådigt pyntet juletræ og en stryger-kvintet, der spillede den smukkeste klassiske musik, jeg nogensinde har hørt.

Da en pæn ung mand med sideskilning, hvide handsker og et sølvfad bød mig en småkage og en anden et glas varm gløgg, kunne jeg ikke mere. Jeg havde glemt følelsen af at have mere, end jeg havde brug for. Jeg satte mig ned med min klejne og min gløgg, og jeg græd. Tudbrølede uden lyd. Lod bare tårerne trille hensynsløst. Sad der midt i paradis og ville slet ikke væk. Jeg ville ikke videre. Jeg ville bare have varmen og blive væk i musikken. Men virkeligheden var jo derude på den anden side af det forjættede land, og det at have fået et sted at bo havde fjernet angsten for fremtiden. Jeg kendte jo fortiden, og kunne jeg klare den, kunne jeg jo klare alt…

En lille, ældre, rund mand satte sig ved siden af mig uden et ord. Mørkt jakkesæt. Han tog min hånd og klemte den forsigtigt, mens musikken spillede. Det var helt ok og lige det, jeg havde brug for. Forsigtigt spurgte han mig, om jeg havde det godt… og jeg nikkede… for første gang i 8 måneder havde jeg det rigtig godt… for første gang i 8 måneder var jeg ikke længere bange… så jeg fortalte ham alt. Om TH der havde prøvet at slå mig ihjel, om det at bo et sted, hvor man skulle være bange for, hvem der gik med ind ad døren, om at miste min farmor, om håbet, om de mange kvinder der intet havde og om at jeg ville lave mad til dem alle af min julepose, og vi skulle have kød for første gang i næsten en måned, og hvor taknemmelig jeg var for at have fået lov til at opleve noget så smukt på et tidspunkt i mit liv, hvor skønhed var reduceret til helt små ting…og… og… og…. jeg talte og talte, og han lyttede bare.

Han præsenterede sig som Thorkild, smilede og rejste sig, mens han spurgte; “hvor mange kvinder er der tale om” og vendte efter en tid tilbage efter at have talt med en mand med et imponerende cykelstyr af et overskæg…

“Kom!” sagde han og kiggede på mit forgrædte ansigt, som jeg havde tørret rent med hans lommetørklæde. Jeg gik med ham, og kom ind i en kæmpe sal lige ved siden af, hvor der stod et endnu større juletræ, om hvilket der var et stort bord, hvor folk kom og hentede deres poser. Han rystede på hovedet og vinkede mig over til sig og pegede på 4 unge mænd med guldknapper og epauletter. “Er det en dreng eller en pige, du har?” spurgte han, og jeg svarede, hvorefter han pakkede en kæmpe æske LEGO ned i en sæk og bad de 4 unge mænd med guldknapper og epauletter på skuldrene hanke op i to poser hver.

“Er du i taxa?” spurgte han, mens jeg kiggede vantro på ham og fremstammede noget om min sorte havelåge af en cykel… “nå, men så følger du bare med dem ud, så skal du nok blive kørt hjem”…sagde han med et smil, mens han igen tog min hånd og hviskede… “lille pige, jeg kan se din sårbarhed, men jeg har sjældent set nogen så stærk. Lov mig at du vil bruge din styrke og dine oplevelser til at kæmpe for en bedre verden for mennesker, der har været der, hvor du er…” og det lovede jeg ham.

Jeg har aldrig siden mødt manden, men i dag ved jeg, hvem han var. Og hvis nogen af jer kender ham, så sig til ham, at jeg nok er lang tid om det, men jeg skal nok holde, hvad jeg lovede ham den dag i december 2008… Og læser du med, Thorkild Simonsen… så tak… af hele mit hjerte. Lykken var stor, da jeg kom tilbage til krisecentret med de poser, du gav… og vi spiste os mætte, og det var en fantastisk oplevelse…. og jeg husker det stadig som en af de stærkeste oplevelser nogensinde, da du holdt min hånd, mens jeg bare græd stille. Jeg ville sådan ønske, jeg kunne give dig et kæmpe kram og sige tak for din indsigt og din tid dengang…

Thorkild_Simonsen_2014

…. og til alle jer derude, som kæmper lige nu. Jeg ville sådan ønske, jeg kunne gøre noget. Gøre mere. Men jeg ved ikke hvad. Jeg føler mig så magtesløs i et, for mig fremmed, Danmark, hvor man tror, det er en fest at være på røven, at mangle tag over hovedet, at miste, at sulte, at kæmpe… i et samfund hvor man tror, at jo hårdere man sparker til de svageste, des bedre får de det… Det er som om, der ikke er nogen, der fatter, at mennesker ikke bygges op af at blive flået i stykker. Det er som om, det er trendy at hade andre for det, de ikke kan præstere. Måske fordi man selv er bange for at ende der en dag. Jeg savner solidaritet…. Men det tror jeg, jeg vil skrive om i morgen. Lige nu er jeg træt… rigtig træt.