Texas here I come!

usa1.jpg

Det tog sin tid, men jeg har nu fået at vide, at jeg får et visum til USA, så jeg endelig kan nå et af mine mål med at tage til USA. Jeg glæder mig SÅ meget! 2 uger har jeg sat af til turen, og Kady har allerede sendt mig en liste med ting, vi skal se/opleve.

Det var ellers noget af en manøvre at få indrejsetilladelse – især når man er ærlig. Jeg har siden lært, at en stor portion af mine bekendte -ikke- er lige så ærlige, og jeg må da tilstå, at jeg lige i det her tilfælde, ville have ønsket, at jeg havde evnen til at lyve – eller i det mindste vide, at hvis jeg lyver, så ville jeg ikke være til at gennemskue, men… jeg ville jo vade gennem kontrollen storsvedende og småpanisk.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har ADHD, men hvis man tjekker “ja” i den boks i sin ESTA-approval, (et lynvisa man kan få online med 72 timers varsel), og bekræfter, at man enten har et psykisk handikap og/eller ebola eller andre syrede sygdomme, så ender man altså på en rejse i papir, som er ret vild. Man skal søge rigtigt visa og booke en tid på ambassaden i Kbh (det koster 1040,- bare at få lov til at møde op), man skal også til fotografen og… ja. Men det er ganske ufarligt – selvom ventelokalet på ambassaden lugter mærkeligt og 80´er agtigt. Spørgsmålene er stort set de samme, som man skal besvare online med enkelte variationer. Det føles som lidt spild af penge, men “så´n er det” – og jeg blev godkendt til et visa – så når det kommer med posten (printet i mit pas), kan jeg sådan set bare rejse.

Jeg har fablet om rejsen i næsten 5 år, hvis ikke længere. Om at bevise over for mig selv, at jeg godt kan, at jeg kan spare pengene sammen til det, at jeg kan gøre alt det, som mange siger, at “sådan nogle” som mig ikke kan. Jeg tog en uddannelse – og jeg har arbejdet i to år, og jeg har en knægt, der (så småt) er begyndt at være fornuftig. Det her er endnu en markør. Et bevis på at jeg har rykket mig siden 2008, hvor jeg stod på gaden som hjemløs med min søn. 36527006_10212869900881801_877755044580032512_nJeg var i øvrigt omkring krisecentret Baltic på Dortheavej 71 i går, for jeg havde brug for et billede… af døren… for at mærke hvor jeg kom fra…for at huske min historie og mærke den på samme dag som jeg blev “sådan en”, der rejser til fremmede verdendele. Jeg har godt af at huske min fortid. Det er sundt. Jeg er taknemmelig.

 

“Somebody´s miracle”.

Jeg synger gospel, og jeg er lige kommet hjem fra en fantastisk koncert i Harte, hvor “mit” kor Living Joy sang sammen med Hartekoret og Tønder Gospelkor. Det gør et eller andet ved mig – og lige i dag trængte jeg virkelig til det. Jeg trængte så inderligt til at mærke glæde og fyldes af håb.

Om jeg er reelt troende på en udelukkende kristen gud, er jeg ikke så sikker på, men jeg kan godt bruge løftet om “det gode”, og jeg finder stor trøst i glædes- og kærlighedsbudskaberne, der er i stort set alle de større religioner.

Jeg var til borgermøde med borgergruppen Syg i Vejen i går (læs artikel her) som paneldebat-deltager for Enhedslisten, og mit hjerte brast hundrede gange i løbet af aftenen. Indimellem ville jeg sådan ønske, at jeg ikke bar mit hjerte udenpå tøjet i mit møde med mennesker, så jeg bare kunne nøjes med at sidde og nikke medfølende og skrive/sige noget enormt politisk korrekt og tilpas udefinerbart, så ingen kunne fange mig i at sige noget konkret… men det kan jeg ikke. Det er bare sådan, det er. Sådan JEG er. Der kommer måske en dag, hvor jeg hviler fint i ikke at være cool… men jeg gik rigtig træt i seng i går. Knust over måden, man behandler folk på i min kommune.

Historierne er mange, og jeg fik kuldegysninger over det mod, som de berørte udviste ved at turde sidde og fortælle vildt fremmede mennesker om deres livs kamp – kampen for deres liv – med tårerne trillende ned ad kinderne. Stærke i deres sårbarhed. Desperate for at blive hørt, taget alvorligt, respekteret. Stemmerne fra de 40, der turde møde op, var stærke. Intense og insisterende på en måde som kun mennesker, der er på deres yderste kan være. “Hør mig! Se mig! Jeg er lige her!”.

Skiftende sagsbehandlere – op til 15 forskellige på 2 år. Afklaringer til ressourceforløb, der tager over 15 (FEMTEN) år. Trusler om at miste flexjob-ydelsen, hvis man klager over behandlingen. Jagt på facebook. Påtvunget psykolog-forløb – fordi man har ondt i kroppen. Nulstilling af al hidtidig afklaring – fordi en ny sagsbehandler kommer til. Underkendelse af special-læge udsagn… og mange mange mange andre historier, som jeg, ærligt ikke kan huske ret meget af, fordi jeg var nødt til at koble fra.

Men hvem er jeg, siden jeg kan tillade mig at klage? Tanken om at være dem, evigt mistænkeliggjort, negligeret, undervurderet og fordømt i et system, der ikke er bygget til mennesker men til regneark, hvis eneste formål er at spare i nuet – og ikke på den lange bane – er ikke rar.

Jeg sad som politisk repræsentant, men ærligt – jeg kan ikke svare på, hvad det er, der skal til. Jeg ved ikke, hvordan vi ændrer kulturen i Jobcentret i Vejen. Jeg aner det ganske enkelt ikke. Jeg vil så meget… men et flertal for en borgerrådgiver er jeg ikke helt sikker på, at vi får. Det der med at overbevise de andre partier om, at der skal tilføres flere midler til området, så man kan spare… det bliver dælen dytteme svært. Men det er ikke det samme, som at vi ikke skal prøve. Vi ved godt, vi ender som tornen i øjet på de andre politikere, men det er okay. Vi er ikke sat i verden for at please dem, men for at gøre opmærksom på problemerne i et mere og mere ulige samfund. De, der ikke har ressourcerne, skal ikke lide i stilhed. Vi vil gerne larme for dem.

Og nu kommer vi til begyndelsen og afslutningen af dette indlæg… for jeg synger gospel, og jeg har besluttet mig for, at starte med at overbevise min korleder om, at vi skal synge “somebody´s miracle”… for indimellem, er vi nogens mirakel… og selvom jeg er knust, træt og ødelagt efter aftener med store følelser, så er det tanken om, at jeg -måske- kan gøre en lille bitte forskel for andre, der gør, at jeg står op om morgenen, tager på arbejde og tager hele turen een gang til, når folk enten ringer eller skriver, eller når de stopper mig på gaden.

Det er okay, fordi jeg ved, at når jeg (forhåbentligt) har været nogens mirakel, så får de måske overskud til at give det videre og være mirakel for andre, om det bare er deres børn… med eller uden Jesus…det er egentlig ikke så vigtigt. Det er essensen, at være og gøre noget for andre, der tæller.