I sort

Jeg har sort på i dag. Det er ellers sjældent. Men det er der, jeg er. Jeg trænger til at have lov til at være…sort. Der er intet så forfærdeligt som ventetid. Intet så ødelæggende som at vente på svar.

Min fars iltoptag svinder… han kan ganske enkelt ikke trække vejret – og de ved ikke, hvorfor, når han spørger på sygehuset. Det er ikke lungebetændelse, for der er ingen infektionstal…og hverken intravenøs antibiotika-pennicillin-hurlumhej eller noget som helst andet hjælper. Han kvæles langsomt, som det er lige nu.

I dag kommer svarene på en helvedes masse tests, og han og mor har været til et par andre samtaler – en hvor lægen frarådede dem at tage til Færøerne og istedet “nyde den tid de har sammen” – hvad fanden det så end betyder, når det “ikke ligner rigtig kræft”… undskyld mig – men findes der forkert kræft, eller hvad betyder det?

Far fortalte, at han så sine CT-billeder, og at der på 2 år er sket en vild forandring. Fra sporadiske små hvide pletter på lungerne, ligner de nu en sommerdagshimmel med cumulus humilis – skyer. Vat-totter spredt over det meste.

Vi var på loppemarked i Helle-hallen går, hvor jeg fandt de smukkeste hårkamme med similisten og en fantastisk lille håndtaske (ja, jeg har nu en rigtig håndtaske)… og efter frokost derhjemme, slog vi mave i sofaen. Vi talte, og jeg fik alt ovenstående at vide. På et tidspunkt rejste min far sig, fordi han lige ville kigge til den der symaskine Kisser har foræret mig, som ikke rigtig vil det, den skal… og så kom jeg til at spørge min mor:

“Hvis I får at vide, det er kræft… gider han så kæmpe mere?”

Mor så træt ud i blikket og svarede, at det vidste hun fantisk ikke, og hun vidste ikke, om hun turde spørge.

Jeg blev pludselig “Maya, 3 år”, så jeg kaldte på min far, mens jeg gik ud til ham og sagde en masse om, at jeg altså var hans lille pige på 3 år lige nu, og derfor havde jeg altså ikke nogle grænser for, hvad der var “ok” at spørge om, så jeg ville egentlig bare gerne vide, om han havde tænkt sig at kæmpe videre, hvis beskeden var, at det er kræft?

Han kiggede ikke på mig, men jeg kunne se, han smilede, for han er indimellem ret glad for, at min indre lille pige ikke lader sig begrænse af “hvad man bør eller ikke bør” sige… modet til at snakke om det svære, er noget, han har dyrket. “Vær ikke så bange… så længe du siger ting i kærlighed”…plejer at være essensen.

“Jeg er ikke sikker på, jeg orker det, så det tror jeg ikke” sagde han…. og jeg kunne mærke min verden styrte i grus, samtidig med jeg mærkede en næsegrus beundring for hans ærlighed. Jeg stod stille ved siden af ham, der i køkkenet og vidste et sekund ikke, hvad jeg skulle svare… men det kom instinktivt, for nu var der brug for voksen-Maya:

“Det forstår jeg fandeme godt, far… Det er i orden. Det kan jeg respektere – selvom jeg synes, det er lidt træls…”

Så det er der, vi står. Der jeg står. Og jeg skal ikke undervise før kl. 10, og jeg kan næsten ikke komme ud ad sengen. Sidder med dynen over mig og en hund, der ligger hen over mig og ikke er til at klistre af mig. Det er så rart og fint…

Mine forældre ved mere omkring kl 9… og jeg har mest af alt lyst til bare at blive her og forsvinde ind i sorgen, hvilket er åndssvagt, når jeg intet ved endnu. Jeg er bare ved at være træt. Jeg gider godt bruge en hel dag på at græde og være lille med tankerne om, at jeg da ikke kan klare mig uden min far, og at jeg vil giftes “NU”, fordi jeg vil følges op ad kirkegulvet og den slags tanker som “fars pige” altid tænker… og jeg tænker på mor. Og på at de her d. 16. februar havde været kærester i 45 år… sgu… og at “han fandeme bare har at holde sig i live, til jeg bliver 40″…og og og… “dommedagstanker ad libitum? Værsågod, døren er der”…

Men jeg skal nok kravle videre, . Jeg har sgu været i bad i dag – og det skal jo ikke gå til spilde, ligesom mit rene, sorte tøj også trænger til at blive brugt… og så savner jeg mine elever, selvom de på mange måder er… oh well… elever. Jeg skal nok komme afsted.

Nytår

Så er der blevet sagt farvel til 2017, og det passer mig ganske fint. Det har været et syret år, som jeg virkelig har været nødt til at koncentrere mig om at holde af og nyde. Det startede med heling, og selvom jeg aldrig har oplevet noget hårdere, så er der gode toner at trække med ind i 2018. Det skal nok gå. Jeg tror på det gode.

Huset er fuld af unge mennesker, og jeg nyder, hvordan døren til mit refugium går op ca. hvert 20. minut, og et ungt menneske har behov for at pludre om livets store spørgsmål.

Jeg har ikke lyst til at kigge for meget bagud. Det har været et år med alt for meget angst, alt for megen sorg og alt for meget smerte. Året har også haft sine smukke og helt fantastiske momenter, som jeg i dén grad tager med mig i det nye år, fordi der er styrke at hente i dem.

2018… det er nu. Der er muligheder i at føle det er en ny begyndelse.

Mit nytårsfortsæt?

Jeg vil træffe de rette beslutninger, dem der skal til for at jeg kommer mere i sync med min sjæl, og jeg vil handle på dem.

 

Her er lige et fantastisk skud inden jeg gik ovenpå…. “Mine” dejlige dejlige unge mennesker. Som SÅ meget får lov til at gøre rent efter sig i morgen…

Tider skal komme…

Der er en sang, vi altid synger juleaften. Jeg kan huske, hvordan min oldefar Richardt insisterede på, at “Dejlig er jorden” skulle runge ud i rummet. På væggen over ham og oldemor Rigmors grønblå sofa hang et broderi med de tre første linjer af andet vers og deres børns og børnebørns navne.

“Tider skal komme

Tider skal henrulle

Slægt skal følge slægters gang”

Det er en bittersød sang, for i løftet om, at tiden går, og der kommer slægter, følger også minderne om, alle dem, man ikke længere har mulighed for at være sammen med, men især om dem, der kom herfra alt for tidligt. Det bider sgu lidt i kanten af hjertet indimellem.

Idag bed linjerne i hjertet, fordi vi besøgte min farfar på plejehjemmet. Han er 85 år gammel, og sindet er ikke altid der, hvor vi andre er. Kræfterne er også små, så derfor blev det besluttet, at han ikke skulle holde jul med familien. I stedet var vi et par stykker (12), der mødte op hos ham kl. 13:00 til ris a la mande, småkager og konfekt. Min far havde taget harmonikaen med, så vi kunne synge, hvilket farfar nyder.

På en eller anden måde, var det julens højdepunkt for mig. Det der med at mødes 13 mennesker om et lille 2 prs. bord, sidde på stole og rollatorer og i kørestole med paptallerkener, plastikkrus og juleservietter. Nede på jorden, uformelt og hyggeligt. To timer kunne han holde til. To timer var han nærværende. Det er længe siden, han ikke har hallucineret og set sjove ting, som vi andre ikke kan se. Han var der i dag, og han var klar. Det var så dejligt at opleve, selvom det var hårdt at se, hvordan han knapt kunne åbne sine gaver, så vi måtte hjælpe ham. Men der var noget fint i at se og høre ham synge med, mens gebisset klaprede i munden på ham. Om han er her næste år er ikke sikkert, men det føltes så fint og så rigtigt at samles om familiens ældste. Det er okay. Det er, for en gangs skyld, som det skal være, og det her, tror jeg, bliver et af mine bedste juleminder.

“Tider skal komme

Tider skal hen rulle

Slægt skal følge slægters gang”

 

5.december. Ord på standby

Stop… bare stop… lad mig sidde lidt alene for en kort bemærkning, for jeg magter virkelig ikke at lytte til mere af DF´s fremmedhad. Jeg har de sidste dage været så frustreret og chokeret, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle skrive, fordi ordene kæmper med hinanden om pladsen og derfor ikke rigtigt evner at komme ud i helsætninger, der giver mening.

Det er umuligt for mig at kommentere konkret på deres umenneskelige krav om stramninger på flygtningeområdet…dels fordi jeg er vred – og dels fordi den slags lort, som DF lukker ud, bare slet ikke fortjener luft nok til at “berige” nogen med stanken af xenophobisk nær-ved-racisme pakket ind i “fædrelandskærlighed” og “sund fornuft”.

Det kan godt være, jeg er et vidunderligt naivt barn af sen-70´erne og derfor er vokset op med den her tro på, at Danmark var noget særligt – på en god måde. At vi støttede op om ulighed var noget pis, ikke bare herhjemme, men også rundt om i verden. Måske var det bare, fordi jeg levede i min egen boble i en familie, hvor mine bedsteforældre havde boet i Sydafrika under apartheid-styret, og jeg derfor fik en naturlig interesse for landet sydpå, og dermed naturligt for kampen mod apartheid og for Mandela´s befrielse. Jeg fik, i det her meget sanselige bedsteforældre-univers med maskerne, farmors farvestrålende kjoler, impala-skindene og det fremmedartede, plantet et kiim til min, noget senere næsten konstante indignation over at nogle mennesker åbenbart skal behandles mindre værdigt end andre, alene på baggrund af køn, udseende, seksualitet, handicap, religion mv…

Jeg voksede op i en verden, hvor man stod sammen mod ulighed, om det så var herhjemme, hvor fagforeningerne og deres medlemmer stillede krav til en morgendag bedre end i går. Jeg voksede op med en kæmpe familie, hvor det var federe at være NOGEN frem for NOGET, og hvor det at være NOGEN i øvrigt ikke var en skid værd, hvis det blev opnået i kraft af at træde på andre.

Men vi lever i en anden virkelighed i dag… og jeg ved godt, det hele ville være meget nemmere, hvis jeg bare accepterede det blindt, men jeg kan sgu ikke…

Nå, klokken blev sent… igen… da jeg har været til bestyrelsesmøde i regionen… så nu… skal der soves – når engang hunden er færdig med at klynke, den lille pruttemås…

Men I skal da ikke snydes… for Sydafrikas nationalsang (som jeg kan næsten lige så godt som den danske…)

 

 

 

 

 

 

 

 

1. december – eftertænksomhed og juletanker

20171201_164947757669614.jpg

Det er fredag aften, det er 1. december, og det her er, hvad jeg har nået at julepynte – og sandsynligvis alt, hvad jeg når at julepynte, de næste dage, da jeg har rigeligt at se til. Det gør mig ikke noget, hvis jeg skal være ærlig. Julestemning handler for mig ikke om mængden af Georg Jensen julekrimskrams eller nisser, der kommer op at hænge. Det er noget udefinerbart “indre”, der kan ramme mig når som helst. Måske er det, fordi vi aldrig rigtig har haft råd eller mulighed for at gå lidt amok og være en del af “det der”.  For mig har julemåneden altid været en svær balancegang mellem mad på bordet og unødvendigt lir, som alligevel bruger 11 måneder på loftet/i skuret, mens vi venter på endnu en runde forbrugsfest, der i virkeligheden ikke gør andet end at stresse og sætte nogle urealistiske forventninger op hos hinanden. Formaliseret tvangshygge krydret med dårlig samvittighed over ikke at hygge mig ret meget, fordi bekymringerne fyldte for meget.

Men der -er- alligevel noget ved mørket… ved stearinlysene, tæpperne i sofaen, stilheden, kulden, nulstillingen. Jeg nyder, når min søn kommer ned og sidder sammen med mig, når han får for meget af at lege huleboer is it teenagerflip og har lyst til at diskutere livet og de lidt større spørgsmål. Nogle gange om kærlighed, nogle gange om fremtiden og andre gange igen om helt eksistentielle problematikker. Jeg elsker, at han,  på trods af sin øgede selvstændighed, indimellem søger mine råd i vinternætterne, selvom jeg indimellem ligger puttet under dynen i min sovesofa og knapt kan holde øjnene åbne.

Måske er det det, der er jul for mig. Dynehygge med min søn, min hund og sønnens kat. Samtaler. Kærlighed i handlinger og ord. Lys i mørke. Eftertænksomhed.

For jeg tænker en del for tiden. Det hører vel i grunden også julen og årets afslutning til…

Der er meget at gennemtænke og overveje og mærke efter, om man kunne have gjort anderledes. Der er tanker om fremtid båret på fortidens vinger.

For jeg græd, da jeg kom hjem efter at have suppleret for Vibeke i Regionsrådet, for det er sådan noget, jeg gør, når jeg bliver rørt over, hvor vildt fantastisk livet er. Jeg græd af glæde, da Enhedslisten fik et mandat i Vejen byråd (Se mig tude her) og jeg græd i dag, fordi det er mig uforståeligt, at “sådan en som mig” kan nå hertil. Jeg øver mig i at forstå, at jeg, der var på bunden af samfundet i mange år, pludselig stod der…. også selvom jeg i virkeligheden ikke besluttede en skid i dag, men bare nikkede samtykkende som aftalt… (jeg fik i øvrigt sneget mig med på billedet af regionsrådet fordi Ida Damborg (SF) og Henriette Schlesinger (V) fik mig overtalt sammen med Lars Mogensen (Ø) og hans dejlige kvinde Sarah Nørris (Ø), der sidder i Esbjerg byråd)

Men jeg ser samtidig, at de 250 lokale og 709 regionale stemmer jeg har fået – også indeholder en opgave – en forpligtelse. For nok er mine stemmer gået videre til andre, men… der er folk, der har haft så stor tillid til mig, at de har lagt deres liv i mine hænder. For det er jo det, en stemme er. Et menneske der har set en og tænkt; “jeg stoler på dig”. De mennesker kan sagtens stole på dem, der er blevet valgt ind, det er mig bare magtpåliggende at være tydelig ved IKKE at sige “nå, det var det” og så ellers være ligeglad, til valgkampen starter op igen… For det kan jeg ikke…. det VIL jeg ikke. Det er jeg i virkeligheden nok lidt for indigneret over til at kunne.

Jeg har været en “del af det dårlige selskab” i for mange år til “bare” at kunne ignorere den forbandede ulighedsdagsorden, som trives så godt i selvfedmens og magtarrogancens evige nærvær. Det kan godt være, jeg ikke længere “lever på bunden” og har trukket mig selv op centimeter for centimeter, men mit hjerte husker følelsen af at være en af dem, som det bedre borgerskab har overbevist middelklassen om, det er okay at træde på, mens de hævder sig selv på de svagestes bekostning…

Nå, jeg fabler, og jeg ville have skrevet om en masse andet – om jul, glæde og kærlighed… og så blev det alligevel lidt navlebeskuende og vredt…harmdirrende. Jeg tror, jeg er nødt til at fylde lidt kærlighed og god karma på i morgen…

(billedet foroven er – udover et vidnesbyrd om utrolig god julekarma – mig der er ved at forberede mig til i morgen, hvor jeg skal til København for at holde et 10 minutters oplæg om, hvad det er, vi har gjort i Enhedslisten Vejen, siden det rent faktisk lykkedes os at komme ind i en meget mørkeblå kommune)