Mens vi venter

…så er vi gået på ferie. Jeg er ihvertfald. Det var ikke en vildt fed fornemmelse at efterlade mine unger til uvisheden. At kigge dem i øjnene og sige: “jeg ved ikke, hvad der sker”.

De sidste par uger har de spurgt ind til situationen dagligt. “Ved du noget? Hvad med eksamen? Hvad med lejrturen? Hvad med nationale test? Hvad med mig? Hvad med mine venner? Hvorfor kan I ikke bare…?”

Det har været svært at forklare mine elever, at selvom jeg er voksen, så kan jeg ikke svare, forklare eller gøre noget. Det er ude af mine hænder.

Så nu venter vi. Stilheden fra “Forligsen” er larmende – som den skal være. Vakuum er totalt, og angsten gnaver i sjælen… for hvad bliver det til?

Jeg har truffet en aftale med mig selv, for det har jeg været nødt til. Hvis det her skal betyde noget, hvis det skal batte bare det mindste, så er jeg nødt til at stå fast på mine og mine offentlige kollegaers krav…

Personligt vil jeg selvfølgelig gerne have en arbejdstidsaftale i stedet for en lov. Men for mine kollegaer i andre faggrupper skal det sgu også være fair.

Vi skylder hinanden at lytte… hvis en faggruppe siger nej – bør vi andre også, hvis man insisterer på en sammenkædning ved en afstemning.

Hvis sygeplejerskerne skal gå fra en 14 ugers norm til en 1 års norm…

Hvis man fjerner den gratis frokost for sosuen…

Hvis folk risikerer at skulle suse hele regionen rundt for at passe deres arbejde, fordi de ikke længere har en fast arbejdsplads…

Hvis lavtlønnede offentligt ansatte ikke får det løft, de fortjener…

Hvis man fjerner varslingsbestemmelser ift overarbejde…

Hvis man…. insisterer på at behandle mig og mine kollegaer råddent…

…så bliver det et nej fra mig. Nej tak – ellers tak.

Kære offentligt ansatte kollega. Musketer-eden er vigtig for mig… fordi den er vigtig for dig. Jeg har brug for dig, og du har brug for mig.

Jeg forventer, at man forsøger at skabe splid mellem os ved at give nogle faggrupper noget, de ikke kan sige nej til, så det bliver rentabelt – og nemmere – at køre de andre faggrupper over.

Men vi må ikke falde for det. Jeg beder dig om ikke at falde for det.

Dette er, som jeg ser det, vores sidste chance for at passe på os selv og hinanden. For kan de tromle en faggruppe over – tager de den næste ved de næste OK-forhandlinger…og dernæst andre. Vi er nødt til at insistere stærkere end vores arbejdsgivere gør. Så.. selvom jeg måske får min længe ventede arbejdstidsaftale – men dine vilkår forringes betydeligt… så bærer jeg min nejhat med stolthed sammen med dig, fordi jeg ved, du ikke har råd til at stå alene… og fordi jeg ved, jeg har eller får brug for dig en anden gang.

Status – eller “det mest rodede blog-indlæg nogensinde…”

Jeg har ganske enkelt rygende travlt på stort set alle områder. Det kan være svært helt at finde tid til at sidde ned og mærke om sjælen kan følge med. Det kan den som regel (næsten) godt, men mest fordi alternativet er, at jeg står med en følelse af ikke at have kæmpet for det, jeg tror på. Den følelse er værre end den der handler om at have travlt.

OK18 er i gang… og jeg har fingrene dybt nede i ballade-dåsen, bl.a. gennem etableringen af Fagligt Regionalt Udvalg (også kaldet FRU syddanmark). Desuden fik jeg sendt en mail rundt til en masse kommunalpolitikere om at insistere på at sparede lønkroner indefryses til de påvirkede områder. Indtil videre ved jeg, der er ca 25 kommunalpolitikere, der er hoppet med på den, så det er en fed fornemmelse. Det samme gælder officielt afstandtagen til KL´og Regionernes lockout af de offentligt ansatte, hvor solidaritetsflaget også er blevet rejst, og så var der en weekend på landskontoret med lærernetværket, FLU (fagligt landsudvalg – som jeg vist nok er kommet til at melde mig til) og… lidt blandet OK18 information/møder. Dertil er jeg pt. indsuppleret i Region SydDanmark for Vibeke Syppli Enrum, og prøver (ikke) at ødelægge (ret) meget. Der har været budgetseminar, møde i det nære sundhedsudvalg, i morgen regionsrådsmøde og i ugen der kommer politisk konference + danske regioners generalforsamling, for ikke at nævne alle de små pudseløjerlige ting, man også bruger tid på, når nu man er sådan en “folk ved hvem er”… men det gemmer jeg til et længere indlæg i løbet af ugen, for det har bl.a. inkluderet en underretning på seksuelt misbrug blandt jævnaldrende børn, en rådden kultur i forvaltningen, bisidder og interviews m. flere familier i denne sag, der virkelig truer med at vokse til noget rigtigt grimt for min kommune. (ja, det er en cliffhanger, men dååånt ju wørry, det bli´r ulækkert)… jeg har også talt til Kvindernes internationale kampdag, passet min søn, min hund, min familie (far er endelig dømt kræftfri), min søn (som jeg pt. er 100% alene om, da han sjældent ser sin far), set på ny (gammel) bil og passet mit fuldtidsarbejde som lærer, passet den faglige kamp der og skrevet div. udtalelser ift. regeringens forbandede ghettoplan… dertil en urafstemning, der gik over alt forventning, en generalforsamling i vores lokale Ø og lidt planlægning ift. Folkemøde samt klargøring til Årsmøde… her i weekenden var jeg så med på afdelingstræf, hvor jeg fik blandet mig ind i kampen for de små afdelinger og skal være med til at skrive et kommisorium…

*trækker vejret dybt*

Jeg ved, det lyder af meget… men det er okay. For jeg kan ikke lade være. Det er i blodet på mig. Jeg tænker da nok, der kommer nogle dage i påsken, hvor jeg lige trækker stikket.. eller nej, det bliver nok i sommerferien, da vi jo har en OK18, men.. jeg elsker det. Helt ærligt. Jeg finder en kæmpe energi i at vide, at jeg IKKE står på den forkerte side af historien, når engang regnskabet skal gøres op. Jeg får momentvise prik af afmagt, men de afløses af den der erfaring jeg gjorde mig, da jeg var hjemløs og boede på gaden.

Man kan det, man skal. Et. Skridt. Ad. Gangen…

Nå, men jeg har lige en tale, jeg skal have rettet lidt til, inden jeg tør smide den online. Jeg er blevet opfordret til at lægge mine ord fra Kvindernes Internationale Kampdag online… så…det gør jeg. Snart. Jeg sværger.

 

 

 

 

 

“Somebody´s miracle”.

Jeg synger gospel, og jeg er lige kommet hjem fra en fantastisk koncert i Harte, hvor “mit” kor Living Joy sang sammen med Hartekoret og Tønder Gospelkor. Det gør et eller andet ved mig – og lige i dag trængte jeg virkelig til det. Jeg trængte så inderligt til at mærke glæde og fyldes af håb.

Om jeg er reelt troende på en udelukkende kristen gud, er jeg ikke så sikker på, men jeg kan godt bruge løftet om “det gode”, og jeg finder stor trøst i glædes- og kærlighedsbudskaberne, der er i stort set alle de større religioner.

Jeg var til borgermøde med borgergruppen Syg i Vejen i går (læs artikel her) som paneldebat-deltager for Enhedslisten, og mit hjerte brast hundrede gange i løbet af aftenen. Indimellem ville jeg sådan ønske, at jeg ikke bar mit hjerte udenpå tøjet i mit møde med mennesker, så jeg bare kunne nøjes med at sidde og nikke medfølende og skrive/sige noget enormt politisk korrekt og tilpas udefinerbart, så ingen kunne fange mig i at sige noget konkret… men det kan jeg ikke. Det er bare sådan, det er. Sådan JEG er. Der kommer måske en dag, hvor jeg hviler fint i ikke at være cool… men jeg gik rigtig træt i seng i går. Knust over måden, man behandler folk på i min kommune.

Historierne er mange, og jeg fik kuldegysninger over det mod, som de berørte udviste ved at turde sidde og fortælle vildt fremmede mennesker om deres livs kamp – kampen for deres liv – med tårerne trillende ned ad kinderne. Stærke i deres sårbarhed. Desperate for at blive hørt, taget alvorligt, respekteret. Stemmerne fra de 40, der turde møde op, var stærke. Intense og insisterende på en måde som kun mennesker, der er på deres yderste kan være. “Hør mig! Se mig! Jeg er lige her!”.

Skiftende sagsbehandlere – op til 15 forskellige på 2 år. Afklaringer til ressourceforløb, der tager over 15 (FEMTEN) år. Trusler om at miste flexjob-ydelsen, hvis man klager over behandlingen. Jagt på facebook. Påtvunget psykolog-forløb – fordi man har ondt i kroppen. Nulstilling af al hidtidig afklaring – fordi en ny sagsbehandler kommer til. Underkendelse af special-læge udsagn… og mange mange mange andre historier, som jeg, ærligt ikke kan huske ret meget af, fordi jeg var nødt til at koble fra.

Men hvem er jeg, siden jeg kan tillade mig at klage? Tanken om at være dem, evigt mistænkeliggjort, negligeret, undervurderet og fordømt i et system, der ikke er bygget til mennesker men til regneark, hvis eneste formål er at spare i nuet – og ikke på den lange bane – er ikke rar.

Jeg sad som politisk repræsentant, men ærligt – jeg kan ikke svare på, hvad det er, der skal til. Jeg ved ikke, hvordan vi ændrer kulturen i Jobcentret i Vejen. Jeg aner det ganske enkelt ikke. Jeg vil så meget… men et flertal for en borgerrådgiver er jeg ikke helt sikker på, at vi får. Det der med at overbevise de andre partier om, at der skal tilføres flere midler til området, så man kan spare… det bliver dælen dytteme svært. Men det er ikke det samme, som at vi ikke skal prøve. Vi ved godt, vi ender som tornen i øjet på de andre politikere, men det er okay. Vi er ikke sat i verden for at please dem, men for at gøre opmærksom på problemerne i et mere og mere ulige samfund. De, der ikke har ressourcerne, skal ikke lide i stilhed. Vi vil gerne larme for dem.

Og nu kommer vi til begyndelsen og afslutningen af dette indlæg… for jeg synger gospel, og jeg har besluttet mig for, at starte med at overbevise min korleder om, at vi skal synge “somebody´s miracle”… for indimellem, er vi nogens mirakel… og selvom jeg er knust, træt og ødelagt efter aftener med store følelser, så er det tanken om, at jeg -måske- kan gøre en lille bitte forskel for andre, der gør, at jeg står op om morgenen, tager på arbejde og tager hele turen een gang til, når folk enten ringer eller skriver, eller når de stopper mig på gaden.

Det er okay, fordi jeg ved, at når jeg (forhåbentligt) har været nogens mirakel, så får de måske overskud til at give det videre og være mirakel for andre, om det bare er deres børn… med eller uden Jesus…det er egentlig ikke så vigtigt. Det er essensen, at være og gøre noget for andre, der tæller.

 

 

Jeg kan jo ikke lade være…

Jeg har haft en skrivepause i flere måneder efterhånden. Lagde min gamle blog ned, fordi jeg ikke kunne overskue at holde liv i den, nu hvor vi skulle rende og lege politisk aktiv og have valgkamp mv. Indrømmet – det var lidt fjollet, for bloggen kunne godt bare have været et tomrum, men sådan skulle det ikke gå.

Det er svært for mig ikke at have et skrive-frit-sted. Facebook er på den ene side et fantastisk forum, men jeg føler mig også lidt begrænset af den form, ens opslag er nødt til at have for at tiltrække folk. Jeg kan nemlig ikke ret godt finde ud af at formulere mig kort… og slet ikke når jeg har en masse på hjerte, og det har jeg i denne tid. Jeg er simpelthen så vred, at jeg ikke har evnet at skrive om det, fordi jeg ganske enkelt ikke orker, at jeg ikke kan rase igennem uden at virke manisk.

Jeg -vil- primært komme til at diskutere politik med mig selv (og hvis nogen skulle finde på at kommentere), men også private oplevelser og følelser vil komme på banen. Dette er nødt til at være mit personlige frirum, der kan rumme alt det jeg er… uden (ret meget) filter, fordi jeg bliver idiot af at skulle opføre mig pænt og sortere mellem mine roller andre steder…

Men først – det var en fed valgkamp, og jeg er sindssygt glad for, at vi i Enhedslisten Vejen formåede at nå vores målsætning. Vi fik et mandat i byrådet, sgu! Og vi klarede det væsentligt bedre end prognoserne ville det, da vi trak 4,1% af stemmerne. Nu skal vi så ud og vise, hvem vi er og være hver en stemme værdig… valgkampen er i virkeligheden først begyndt nu, men jeg tror også, at vi kan.

Mit eget valg var faktisk overraskende godt, og jeg er så glad for, at jeg har trukket så mange stemmer til fællesskabet, så vi nåede vores mål. Det er fantastisk.

Nå, men dette var min første blog – jeg skriver med sikkerhed mere og nogle gange flere gange om dagen, for sådan er jeg i perioder. Lige nu har jeg dog en teenager, der skal have at vide, at han er fantastisk, og så skal jeg lige summe lidt over, at jeg i dag var 1.suppleant til Regionsrådets konstituering i Region Syddanmark i dag, og selvom jeg reelt ikke dyrkede “politik”, så var det alligevel lidt stort.