5.december. Ord på standby

Stop… bare stop… lad mig sidde lidt alene for en kort bemærkning, for jeg magter virkelig ikke at lytte til mere af DF´s fremmedhad. Jeg har de sidste dage været så frustreret og chokeret, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle skrive, fordi ordene kæmper med hinanden om pladsen og derfor ikke rigtigt evner at komme ud i helsætninger, der giver mening.

Det er umuligt for mig at kommentere konkret på deres umenneskelige krav om stramninger på flygtningeområdet…dels fordi jeg er vred – og dels fordi den slags lort, som DF lukker ud, bare slet ikke fortjener luft nok til at “berige” nogen med stanken af xenophobisk nær-ved-racisme pakket ind i “fædrelandskærlighed” og “sund fornuft”.

Det kan godt være, jeg er et vidunderligt naivt barn af sen-70´erne og derfor er vokset op med den her tro på, at Danmark var noget særligt – på en god måde. At vi støttede op om ulighed var noget pis, ikke bare herhjemme, men også rundt om i verden. Måske var det bare, fordi jeg levede i min egen boble i en familie, hvor mine bedsteforældre havde boet i Sydafrika under apartheid-styret, og jeg derfor fik en naturlig interesse for landet sydpå, og dermed naturligt for kampen mod apartheid og for Mandela´s befrielse. Jeg fik, i det her meget sanselige bedsteforældre-univers med maskerne, farmors farvestrålende kjoler, impala-skindene og det fremmedartede, plantet et kiim til min, noget senere næsten konstante indignation over at nogle mennesker åbenbart skal behandles mindre værdigt end andre, alene på baggrund af køn, udseende, seksualitet, handicap, religion mv…

Jeg voksede op i en verden, hvor man stod sammen mod ulighed, om det så var herhjemme, hvor fagforeningerne og deres medlemmer stillede krav til en morgendag bedre end i går. Jeg voksede op med en kæmpe familie, hvor det var federe at være NOGEN frem for NOGET, og hvor det at være NOGEN i øvrigt ikke var en skid værd, hvis det blev opnået i kraft af at træde på andre.

Men vi lever i en anden virkelighed i dag… og jeg ved godt, det hele ville være meget nemmere, hvis jeg bare accepterede det blindt, men jeg kan sgu ikke…

Nå, klokken blev sent… igen… da jeg har været til bestyrelsesmøde i regionen… så nu… skal der soves – når engang hunden er færdig med at klynke, den lille pruttemås…

Men I skal da ikke snydes… for Sydafrikas nationalsang (som jeg kan næsten lige så godt som den danske…)