Troskab

Du er så vred og du siger det højt

For regeringen betyder det ikke en døjt

Pres og diktater dem skal du jo lystre

For de ser os som faglige krystrer´

Måske har de ret fordi vi gør

Lige det loven siger vi bør

Imod etik og sund fornuft

Stoltheden væk i den tynde luft

Nakken bøjet og et skridt mer´

Din sjæl gør ondt hver gang du ta´r fler´

Hvad er dit valg – vil du lide i fred

Eller til sidst sætte foden ned

Sammen med andre der har det som dig

Som ikke kan andet end sige nej

Til regler, diktat og umenneskelighed

Imod professionel kærlighed

Min troskab til barnet, den unge, den ældre

Ikke til had og til tvang tænkt i kældre

Så sig hvad du mener og sig det med ånd

Sig fra så det larmer og tag min hånd

 

Statsautoriseret overgreb.

Det er knap to år siden, jeg blev færdiguddannet folkeskolelærer, og jeg har heldigvis været forskånet for nationale test… indtil i denne uge, og jeg har stadig en rigtig skidt fornemmelse i maven over at have været med til at begå det, jeg, efter at have prøvet det, kun, med lidt grove ord, kan betegne som et statsautoriseret overgreb.

Måske burde jeg være loyal over for folkeskolen, men det her med nationale tests og måden det foregår på – det kan jeg simpelthen ikke stå inde for, uanset hvor pjattet jeg ellers er med ideen og princippet om den danske folkeskole. Jeg føler måske i virkeligheden også, at jeg ER rasende loyal, fordi mit mål er, at gøre folkeskolen bedre end det jeg lige nu er vidne til og del af.

For et års tid siden skrev Jeppe Søe et brev (læs på folkeskolen.dk her) , da han ønskede sin søn fritaget for nationale test. Dengang var hans argument, at hans søn ikke skulle være del af et politisk projekt med indsamling af statistik for at måle skoler og sammenligne dem… men det er ikke det, som min blog tager udgangspunkt i, uanset hvor enig jeg i øvrigt er med ham i hans analyse og kritikpunkter.

Min anke er ikke del af et større politisk spil, det handler om det nære, og om det her reelt er gavnligt både for barnet – og om det er fagligt forsvarligt.

Jeg gjorde nogle elever ondt, fordi man tvang mig til det, og jeg havde ikke “nosser” nok til at sige fra, og ligesom enhver anden bøddel tænkte jeg: “hvis ikke jeg gør det, så gør nogle andre, og måske kan jeg afbøde faldet lidt, selvom jeg selv trykker på aftrækkeren?”

Heldigvis for mine elever havde jeg glemt alt om nationale tests, indtil jeg skulle melde dem til, men så blev også jeg ramt af panik. Følelsen af ikke at have gjort mit arbejde godt nok, fordi mine elever skulle måles på en standardiseret måde i en ikke-dynamisk ramme, prikkede mig i sjælen allerede inden, testen var afholdt. Jeg vidste, vi havde læst en masse indtil nu, men havde vi læst det rigtige, og havde eleverne egentlig forstået det, de havde læst, og og og…?

Min faglige (u)sikkerhed er dog ikke det vigtigste i den her cocktail. Det er elevernes. For det øjeblik jeg fortalte, at “det var tid”, mærkede jeg en ændring hos mine elever. Den var ikke håndgribelig og definer-bar, men jeg fik i løbet af nogle dage talt med dem, der i sær reagerede. Et af udsagnende var: “Nu skal jeg igen have at vide, at jeg ikke er god nok”.

På selve testdagen fik jeg en rar kollega til at hjælpe mig med at stille computere op en halv time før mødetid, for at være sikker på der var computers til alle – og de virkede efter hensigten. Eleverne kom ind i klassen, og de fik sat sig…

Jeg kan/må/vil ikke gå i detaljer med hvilke elever, der gennemgik hvad, men for de der ikke ved det, kan jeg fortælle, at de nationale test er skruet sådan sammen, at selv en, der ikke kan det fjerneste, kan være heldig og klikke sig vilkårligt frem til et udmærket resultat. Når eleverne i vejledningen får at vide, at de bare skal klikke et vilkårligt sted, frem for at springe videre, hvis de ikke kan svaret, fordi et spring giver en fejl, så er det altså et problem. Det giver altså en fejl, hvis en elev indrømmer, at der er noget, man ikke kan finde ud af. Det er en tankegang, som jeg slet ikke kan rumme på det rent dannelsesmæssige plan. De straffes for at være ærlige. Når man så ovenikøbet lægger det, at man kan risikere at klikke rigtigt, så ens resultat ikke er i overensstemmelse med virkeligheden, så står vi med et system, der belønner nogle for at gætte – og ikke for deres reelle viden. Jeg synes, det er problematisk.

Endnu mere problematisk er det, at eleverne ganske enkelt ikke kan gennemskue, hvad de skal, hvis man ikke har trænet den her prøveform med dem. Jeg bør altså sætte reel undervisningstid af, så mine elever kan blive bedre til at…gå til prøve? Ikke til at blive dygtigere, mere velformulerede, demokratiske, tænkende, kritiske og analytiske… nej… til at blive bedre til at… gå til prøve. Jeg ved, jeg har kollegaer på bl.a. andre skoler, som gør dette, men jeg kan ikke selv forsvare det. For burde mit mål ikke være at se helheden over testen? Hvis man er bare nogenlunde i kontakt med sine elever, så -ved- man godt, hvor de ligger, og hvad de skal arbejde med. En multiplechoice-test gør ikke nogen bedre til noget. Ofte er det lige modsat…

For når jeg sidder med børn, der græder, mens testen står på, fordi de godt ved, de ikke ved, det man har besluttet sig for, at de skal vide på lige netop den dag, så er det -ikke- gavnligt for noget. Når jeg har børn, der i blinde klikker løs, fordi de mentalt ikke kan rumme test-formen, og bare vil være færdige, fordi selve presset over at skulle sidde stille er for meget, så giver det jo ikke et reelt billede. Når jeg ser ellers robuste børn, der læner sig frem og lægger panden i bordet og gemmer deres ansigter, fordi de “ikke kan mere”, så er det ikke okay.

… Og det er SLET ikke okay, at jeg, på baggrund af en eller anden matematisk algoritme baseret på gætterier, skal fortælle dem og deres forældre hvilket niveau barnet nu er målt til at tilhøre.

Men HVIS nu jeg skulle købe argumenterne, der siger, at nationale test er den helt rigtige måde at måle børn på, så går det vældigt over min forstand, at forældre ikke har adgang til alle resultater.

Da jeg sad og tjekkede elevernes resultater online, blev jeg overrasket over, at det ikke var muligt at udprinte den progressionskurve til forældrene, jeg som lærer har adgang til. I min verden er selve resultatet ligegyldigt – men progressionen er ikke, og jeg tror, der sidder rigtig mange forældre, der synes det samme. Måske brød jeg en lov, jeg ikke kender, men jeg valgte altså at vedlægge en håndskreven note, hvor jeg fortalte, hvor barnet havde rykket sig, så selv et resultat i næst-laveste niveau kunne blive til en succes-historie, netop fordi eleven har rykket sig positivt på et eller flere del-områder. Vi er sgu nødt til at dyrke det, der er godt. Bare lidt.

Som lærer ville jeg ønske, at jeg ikke skulle udsætte mine elever for det her igen og igen. For det giver ganske enkelt ikke mening at spilde så mange penge, tid og ressourcer på at måle eleverne på noget, som ikke giver et retvisende billede. Jeg har ikke mødt EN kollega, der mener, de eller deres elever får noget ud af den her form for prøve, og jeg undrer mig meget over, hvad der gør, at vi ikke siger stop? Som fagprofessionelle og som forældre. Hvad skal vi reelt set bruge det her til? Hvem gavner det…? Ihvertfald ikke børnene i den danske folkeskole…. og så ender vi måske tilbage ved Jeppe Søe´s indlæg om, at det her er et politisk værktøj, som vi ofrer vores børns ve og vel på en gang om året..

 

Status – eller “det mest rodede blog-indlæg nogensinde…”

Jeg har ganske enkelt rygende travlt på stort set alle områder. Det kan være svært helt at finde tid til at sidde ned og mærke om sjælen kan følge med. Det kan den som regel (næsten) godt, men mest fordi alternativet er, at jeg står med en følelse af ikke at have kæmpet for det, jeg tror på. Den følelse er værre end den der handler om at have travlt.

OK18 er i gang… og jeg har fingrene dybt nede i ballade-dåsen, bl.a. gennem etableringen af Fagligt Regionalt Udvalg (også kaldet FRU syddanmark). Desuden fik jeg sendt en mail rundt til en masse kommunalpolitikere om at insistere på at sparede lønkroner indefryses til de påvirkede områder. Indtil videre ved jeg, der er ca 25 kommunalpolitikere, der er hoppet med på den, så det er en fed fornemmelse. Det samme gælder officielt afstandtagen til KL´og Regionernes lockout af de offentligt ansatte, hvor solidaritetsflaget også er blevet rejst, og så var der en weekend på landskontoret med lærernetværket, FLU (fagligt landsudvalg – som jeg vist nok er kommet til at melde mig til) og… lidt blandet OK18 information/møder. Dertil er jeg pt. indsuppleret i Region SydDanmark for Vibeke Syppli Enrum, og prøver (ikke) at ødelægge (ret) meget. Der har været budgetseminar, møde i det nære sundhedsudvalg, i morgen regionsrådsmøde og i ugen der kommer politisk konference + danske regioners generalforsamling, for ikke at nævne alle de små pudseløjerlige ting, man også bruger tid på, når nu man er sådan en “folk ved hvem er”… men det gemmer jeg til et længere indlæg i løbet af ugen, for det har bl.a. inkluderet en underretning på seksuelt misbrug blandt jævnaldrende børn, en rådden kultur i forvaltningen, bisidder og interviews m. flere familier i denne sag, der virkelig truer med at vokse til noget rigtigt grimt for min kommune. (ja, det er en cliffhanger, men dååånt ju wørry, det bli´r ulækkert)… jeg har også talt til Kvindernes internationale kampdag, passet min søn, min hund, min familie (far er endelig dømt kræftfri), min søn (som jeg pt. er 100% alene om, da han sjældent ser sin far), set på ny (gammel) bil og passet mit fuldtidsarbejde som lærer, passet den faglige kamp der og skrevet div. udtalelser ift. regeringens forbandede ghettoplan… dertil en urafstemning, der gik over alt forventning, en generalforsamling i vores lokale Ø og lidt planlægning ift. Folkemøde samt klargøring til Årsmøde… her i weekenden var jeg så med på afdelingstræf, hvor jeg fik blandet mig ind i kampen for de små afdelinger og skal være med til at skrive et kommisorium…

*trækker vejret dybt*

Jeg ved, det lyder af meget… men det er okay. For jeg kan ikke lade være. Det er i blodet på mig. Jeg tænker da nok, der kommer nogle dage i påsken, hvor jeg lige trækker stikket.. eller nej, det bliver nok i sommerferien, da vi jo har en OK18, men.. jeg elsker det. Helt ærligt. Jeg finder en kæmpe energi i at vide, at jeg IKKE står på den forkerte side af historien, når engang regnskabet skal gøres op. Jeg får momentvise prik af afmagt, men de afløses af den der erfaring jeg gjorde mig, da jeg var hjemløs og boede på gaden.

Man kan det, man skal. Et. Skridt. Ad. Gangen…

Nå, men jeg har lige en tale, jeg skal have rettet lidt til, inden jeg tør smide den online. Jeg er blevet opfordret til at lægge mine ord fra Kvindernes Internationale Kampdag online… så…det gør jeg. Snart. Jeg sværger.

 

 

 

 

 

“Somebody´s miracle”.

Jeg synger gospel, og jeg er lige kommet hjem fra en fantastisk koncert i Harte, hvor “mit” kor Living Joy sang sammen med Hartekoret og Tønder Gospelkor. Det gør et eller andet ved mig – og lige i dag trængte jeg virkelig til det. Jeg trængte så inderligt til at mærke glæde og fyldes af håb.

Om jeg er reelt troende på en udelukkende kristen gud, er jeg ikke så sikker på, men jeg kan godt bruge løftet om “det gode”, og jeg finder stor trøst i glædes- og kærlighedsbudskaberne, der er i stort set alle de større religioner.

Jeg var til borgermøde med borgergruppen Syg i Vejen i går (læs artikel her) som paneldebat-deltager for Enhedslisten, og mit hjerte brast hundrede gange i løbet af aftenen. Indimellem ville jeg sådan ønske, at jeg ikke bar mit hjerte udenpå tøjet i mit møde med mennesker, så jeg bare kunne nøjes med at sidde og nikke medfølende og skrive/sige noget enormt politisk korrekt og tilpas udefinerbart, så ingen kunne fange mig i at sige noget konkret… men det kan jeg ikke. Det er bare sådan, det er. Sådan JEG er. Der kommer måske en dag, hvor jeg hviler fint i ikke at være cool… men jeg gik rigtig træt i seng i går. Knust over måden, man behandler folk på i min kommune.

Historierne er mange, og jeg fik kuldegysninger over det mod, som de berørte udviste ved at turde sidde og fortælle vildt fremmede mennesker om deres livs kamp – kampen for deres liv – med tårerne trillende ned ad kinderne. Stærke i deres sårbarhed. Desperate for at blive hørt, taget alvorligt, respekteret. Stemmerne fra de 40, der turde møde op, var stærke. Intense og insisterende på en måde som kun mennesker, der er på deres yderste kan være. “Hør mig! Se mig! Jeg er lige her!”.

Skiftende sagsbehandlere – op til 15 forskellige på 2 år. Afklaringer til ressourceforløb, der tager over 15 (FEMTEN) år. Trusler om at miste flexjob-ydelsen, hvis man klager over behandlingen. Jagt på facebook. Påtvunget psykolog-forløb – fordi man har ondt i kroppen. Nulstilling af al hidtidig afklaring – fordi en ny sagsbehandler kommer til. Underkendelse af special-læge udsagn… og mange mange mange andre historier, som jeg, ærligt ikke kan huske ret meget af, fordi jeg var nødt til at koble fra.

Men hvem er jeg, siden jeg kan tillade mig at klage? Tanken om at være dem, evigt mistænkeliggjort, negligeret, undervurderet og fordømt i et system, der ikke er bygget til mennesker men til regneark, hvis eneste formål er at spare i nuet – og ikke på den lange bane – er ikke rar.

Jeg sad som politisk repræsentant, men ærligt – jeg kan ikke svare på, hvad det er, der skal til. Jeg ved ikke, hvordan vi ændrer kulturen i Jobcentret i Vejen. Jeg aner det ganske enkelt ikke. Jeg vil så meget… men et flertal for en borgerrådgiver er jeg ikke helt sikker på, at vi får. Det der med at overbevise de andre partier om, at der skal tilføres flere midler til området, så man kan spare… det bliver dælen dytteme svært. Men det er ikke det samme, som at vi ikke skal prøve. Vi ved godt, vi ender som tornen i øjet på de andre politikere, men det er okay. Vi er ikke sat i verden for at please dem, men for at gøre opmærksom på problemerne i et mere og mere ulige samfund. De, der ikke har ressourcerne, skal ikke lide i stilhed. Vi vil gerne larme for dem.

Og nu kommer vi til begyndelsen og afslutningen af dette indlæg… for jeg synger gospel, og jeg har besluttet mig for, at starte med at overbevise min korleder om, at vi skal synge “somebody´s miracle”… for indimellem, er vi nogens mirakel… og selvom jeg er knust, træt og ødelagt efter aftener med store følelser, så er det tanken om, at jeg -måske- kan gøre en lille bitte forskel for andre, der gør, at jeg står op om morgenen, tager på arbejde og tager hele turen een gang til, når folk enten ringer eller skriver, eller når de stopper mig på gaden.

Det er okay, fordi jeg ved, at når jeg (forhåbentligt) har været nogens mirakel, så får de måske overskud til at give det videre og være mirakel for andre, om det bare er deres børn… med eller uden Jesus…det er egentlig ikke så vigtigt. Det er essensen, at være og gøre noget for andre, der tæller.

 

 

Nytår

Så er der blevet sagt farvel til 2017, og det passer mig ganske fint. Det har været et syret år, som jeg virkelig har været nødt til at koncentrere mig om at holde af og nyde. Det startede med heling, og selvom jeg aldrig har oplevet noget hårdere, så er der gode toner at trække med ind i 2018. Det skal nok gå. Jeg tror på det gode.

Huset er fuld af unge mennesker, og jeg nyder, hvordan døren til mit refugium går op ca. hvert 20. minut, og et ungt menneske har behov for at pludre om livets store spørgsmål.

Jeg har ikke lyst til at kigge for meget bagud. Det har været et år med alt for meget angst, alt for megen sorg og alt for meget smerte. Året har også haft sine smukke og helt fantastiske momenter, som jeg i dén grad tager med mig i det nye år, fordi der er styrke at hente i dem.

2018… det er nu. Der er muligheder i at føle det er en ny begyndelse.

Mit nytårsfortsæt?

Jeg vil træffe de rette beslutninger, dem der skal til for at jeg kommer mere i sync med min sjæl, og jeg vil handle på dem.

 

Her er lige et fantastisk skud inden jeg gik ovenpå…. “Mine” dejlige dejlige unge mennesker. Som SÅ meget får lov til at gøre rent efter sig i morgen…

Tider skal komme…

Der er en sang, vi altid synger juleaften. Jeg kan huske, hvordan min oldefar Richardt insisterede på, at “Dejlig er jorden” skulle runge ud i rummet. På væggen over ham og oldemor Rigmors grønblå sofa hang et broderi med de tre første linjer af andet vers og deres børns og børnebørns navne.

“Tider skal komme

Tider skal henrulle

Slægt skal følge slægters gang”

Det er en bittersød sang, for i løftet om, at tiden går, og der kommer slægter, følger også minderne om, alle dem, man ikke længere har mulighed for at være sammen med, men især om dem, der kom herfra alt for tidligt. Det bider sgu lidt i kanten af hjertet indimellem.

Idag bed linjerne i hjertet, fordi vi besøgte min farfar på plejehjemmet. Han er 85 år gammel, og sindet er ikke altid der, hvor vi andre er. Kræfterne er også små, så derfor blev det besluttet, at han ikke skulle holde jul med familien. I stedet var vi et par stykker (12), der mødte op hos ham kl. 13:00 til ris a la mande, småkager og konfekt. Min far havde taget harmonikaen med, så vi kunne synge, hvilket farfar nyder.

På en eller anden måde, var det julens højdepunkt for mig. Det der med at mødes 13 mennesker om et lille 2 prs. bord, sidde på stole og rollatorer og i kørestole med paptallerkener, plastikkrus og juleservietter. Nede på jorden, uformelt og hyggeligt. To timer kunne han holde til. To timer var han nærværende. Det er længe siden, han ikke har hallucineret og set sjove ting, som vi andre ikke kan se. Han var der i dag, og han var klar. Det var så dejligt at opleve, selvom det var hårdt at se, hvordan han knapt kunne åbne sine gaver, så vi måtte hjælpe ham. Men der var noget fint i at se og høre ham synge med, mens gebisset klaprede i munden på ham. Om han er her næste år er ikke sikkert, men det føltes så fint og så rigtigt at samles om familiens ældste. Det er okay. Det er, for en gangs skyld, som det skal være, og det her, tror jeg, bliver et af mine bedste juleminder.

“Tider skal komme

Tider skal hen rulle

Slægt skal følge slægters gang”

 

5.december. Ord på standby

Stop… bare stop… lad mig sidde lidt alene for en kort bemærkning, for jeg magter virkelig ikke at lytte til mere af DF´s fremmedhad. Jeg har de sidste dage været så frustreret og chokeret, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle skrive, fordi ordene kæmper med hinanden om pladsen og derfor ikke rigtigt evner at komme ud i helsætninger, der giver mening.

Det er umuligt for mig at kommentere konkret på deres umenneskelige krav om stramninger på flygtningeområdet…dels fordi jeg er vred – og dels fordi den slags lort, som DF lukker ud, bare slet ikke fortjener luft nok til at “berige” nogen med stanken af xenophobisk nær-ved-racisme pakket ind i “fædrelandskærlighed” og “sund fornuft”.

Det kan godt være, jeg er et vidunderligt naivt barn af sen-70´erne og derfor er vokset op med den her tro på, at Danmark var noget særligt – på en god måde. At vi støttede op om ulighed var noget pis, ikke bare herhjemme, men også rundt om i verden. Måske var det bare, fordi jeg levede i min egen boble i en familie, hvor mine bedsteforældre havde boet i Sydafrika under apartheid-styret, og jeg derfor fik en naturlig interesse for landet sydpå, og dermed naturligt for kampen mod apartheid og for Mandela´s befrielse. Jeg fik, i det her meget sanselige bedsteforældre-univers med maskerne, farmors farvestrålende kjoler, impala-skindene og det fremmedartede, plantet et kiim til min, noget senere næsten konstante indignation over at nogle mennesker åbenbart skal behandles mindre værdigt end andre, alene på baggrund af køn, udseende, seksualitet, handicap, religion mv…

Jeg voksede op i en verden, hvor man stod sammen mod ulighed, om det så var herhjemme, hvor fagforeningerne og deres medlemmer stillede krav til en morgendag bedre end i går. Jeg voksede op med en kæmpe familie, hvor det var federe at være NOGEN frem for NOGET, og hvor det at være NOGEN i øvrigt ikke var en skid værd, hvis det blev opnået i kraft af at træde på andre.

Men vi lever i en anden virkelighed i dag… og jeg ved godt, det hele ville være meget nemmere, hvis jeg bare accepterede det blindt, men jeg kan sgu ikke…

Nå, klokken blev sent… igen… da jeg har været til bestyrelsesmøde i regionen… så nu… skal der soves – når engang hunden er færdig med at klynke, den lille pruttemås…

Men I skal da ikke snydes… for Sydafrikas nationalsang (som jeg kan næsten lige så godt som den danske…)