Mens vi venter

…så er vi gået på ferie. Jeg er ihvertfald. Det var ikke en vildt fed fornemmelse at efterlade mine unger til uvisheden. At kigge dem i øjnene og sige: “jeg ved ikke, hvad der sker”.

De sidste par uger har de spurgt ind til situationen dagligt. “Ved du noget? Hvad med eksamen? Hvad med lejrturen? Hvad med nationale test? Hvad med mig? Hvad med mine venner? Hvorfor kan I ikke bare…?”

Det har været svært at forklare mine elever, at selvom jeg er voksen, så kan jeg ikke svare, forklare eller gøre noget. Det er ude af mine hænder.

Så nu venter vi. Stilheden fra “Forligsen” er larmende – som den skal være. Vakuum er totalt, og angsten gnaver i sjælen… for hvad bliver det til?

Jeg har truffet en aftale med mig selv, for det har jeg været nødt til. Hvis det her skal betyde noget, hvis det skal batte bare det mindste, så er jeg nødt til at stå fast på mine og mine offentlige kollegaers krav…

Personligt vil jeg selvfølgelig gerne have en arbejdstidsaftale i stedet for en lov. Men for mine kollegaer i andre faggrupper skal det sgu også være fair.

Vi skylder hinanden at lytte… hvis en faggruppe siger nej – bør vi andre også, hvis man insisterer på en sammenkædning ved en afstemning.

Hvis sygeplejerskerne skal gå fra en 14 ugers norm til en 1 års norm…

Hvis man fjerner den gratis frokost for sosuen…

Hvis folk risikerer at skulle suse hele regionen rundt for at passe deres arbejde, fordi de ikke længere har en fast arbejdsplads…

Hvis lavtlønnede offentligt ansatte ikke får det løft, de fortjener…

Hvis man fjerner varslingsbestemmelser ift overarbejde…

Hvis man…. insisterer på at behandle mig og mine kollegaer råddent…

…så bliver det et nej fra mig. Nej tak – ellers tak.

Kære offentligt ansatte kollega. Musketer-eden er vigtig for mig… fordi den er vigtig for dig. Jeg har brug for dig, og du har brug for mig.

Jeg forventer, at man forsøger at skabe splid mellem os ved at give nogle faggrupper noget, de ikke kan sige nej til, så det bliver rentabelt – og nemmere – at køre de andre faggrupper over.

Men vi må ikke falde for det. Jeg beder dig om ikke at falde for det.

Dette er, som jeg ser det, vores sidste chance for at passe på os selv og hinanden. For kan de tromle en faggruppe over – tager de den næste ved de næste OK-forhandlinger…og dernæst andre. Vi er nødt til at insistere stærkere end vores arbejdsgivere gør. Så.. selvom jeg måske får min længe ventede arbejdstidsaftale – men dine vilkår forringes betydeligt… så bærer jeg min nejhat med stolthed sammen med dig, fordi jeg ved, du ikke har råd til at stå alene… og fordi jeg ved, jeg har eller får brug for dig en anden gang.

7+8 december. Noget om at være lærer i Vejen kommune lige nu.

Jeg kan sgu ikke være med mere… det her indlæg har været næsten 3 dage undervejs, fordi jeg ikke har evnet at formulere mig pænt – og det har jeg så tænkt mig at lade være med… at formulere mig pænt, that is.

Hej, mit navn er Maya, jeg er lærer, og jeg bor i Vejen – og så kan I ellers gætte jer til, hvad jeg vil til at skrive om. For jeg er nemlig, som alle mine dejlige kollegaer i Vejen kommune, blevet taget i røven af partierne bag konstitueringsaftalen. Det er nemlig sådan, at man i førnævnte aftale har besluttet sig for at indskrive, at de underskrivende partier er enige om… og jeg citerer:

“der indgåes ikke en central kommunal aftale om lærernes arbejdstid”

Excuse me? Pardonnez moi? Har Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne lige besluttet sig for, at de, som arbejdsgivere ikke – som i overhovedet slet ikke – gider indgå i en dialog med lærerne omkring deres arbejdsvilkår? Ja, det har de… de har helt uden diskussion, lukket ned for samarbejdet med en hel faggruppe… “just like that”…. “væk – dur ikke!”.

Det er jo ikke fordi, vi er dumme, vel? Vi havde jo godt regnet ud, at man med det nuværende flertal i byrådet ikke ville komme ret langt med tanker om en lokal aftale. Det, der er det springende punkt, er, at et næsten enigt byråd peger fingre ad en hel faggruppe. De, som er vores arbejdsgivere, udstiller os, lærerne, som faggruppe over for de borgere, hvis børn vi underviser i dagligdagen. De rækker den lange mellemfinger i vejret med et ligegyldigt skuldertræk. Hvis ikke vi kan forvente, at vores arbejdsgivere i det mindste vil indgå i en dialog med os, hvor står vi så henne?

Det her er sateme mærkeligt, især efter en valgkamp, hvor Venstre insisterede på at Vejens folkeskoler skulle i top 10 – uden i øvrigt at ville svare på, “hvordan man agtede at måle på det”. Men måske er et af svarene følgende: “Vejen kommunes folkeskoler er i top ti, når man måler på, hvor røvrendte lærerne føler sig af deres arbejdsgivere”….

Måske skal man som lærer til at overveje, hvor meget man i grunden gider stå model til? Og ja, kære politikere, det her er en advarsel, for vi er mange lærere, der overvejer at “vælge med fødderne” – og det i en kommune, hvor det i forvejen kun er 85% af de ansatte undervisere, der er læreruddannede.