Mens vi venter

…så er vi gået på ferie. Jeg er ihvertfald. Det var ikke en vildt fed fornemmelse at efterlade mine unger til uvisheden. At kigge dem i øjnene og sige: “jeg ved ikke, hvad der sker”.

De sidste par uger har de spurgt ind til situationen dagligt. “Ved du noget? Hvad med eksamen? Hvad med lejrturen? Hvad med nationale test? Hvad med mig? Hvad med mine venner? Hvorfor kan I ikke bare…?”

Det har været svært at forklare mine elever, at selvom jeg er voksen, så kan jeg ikke svare, forklare eller gøre noget. Det er ude af mine hænder.

Så nu venter vi. Stilheden fra “Forligsen” er larmende – som den skal være. Vakuum er totalt, og angsten gnaver i sjælen… for hvad bliver det til?

Jeg har truffet en aftale med mig selv, for det har jeg været nødt til. Hvis det her skal betyde noget, hvis det skal batte bare det mindste, så er jeg nødt til at stå fast på mine og mine offentlige kollegaers krav…

Personligt vil jeg selvfølgelig gerne have en arbejdstidsaftale i stedet for en lov. Men for mine kollegaer i andre faggrupper skal det sgu også være fair.

Vi skylder hinanden at lytte… hvis en faggruppe siger nej – bør vi andre også, hvis man insisterer på en sammenkædning ved en afstemning.

Hvis sygeplejerskerne skal gå fra en 14 ugers norm til en 1 års norm…

Hvis man fjerner den gratis frokost for sosuen…

Hvis folk risikerer at skulle suse hele regionen rundt for at passe deres arbejde, fordi de ikke længere har en fast arbejdsplads…

Hvis lavtlønnede offentligt ansatte ikke får det løft, de fortjener…

Hvis man fjerner varslingsbestemmelser ift overarbejde…

Hvis man…. insisterer på at behandle mig og mine kollegaer råddent…

…så bliver det et nej fra mig. Nej tak – ellers tak.

Kære offentligt ansatte kollega. Musketer-eden er vigtig for mig… fordi den er vigtig for dig. Jeg har brug for dig, og du har brug for mig.

Jeg forventer, at man forsøger at skabe splid mellem os ved at give nogle faggrupper noget, de ikke kan sige nej til, så det bliver rentabelt – og nemmere – at køre de andre faggrupper over.

Men vi må ikke falde for det. Jeg beder dig om ikke at falde for det.

Dette er, som jeg ser det, vores sidste chance for at passe på os selv og hinanden. For kan de tromle en faggruppe over – tager de den næste ved de næste OK-forhandlinger…og dernæst andre. Vi er nødt til at insistere stærkere end vores arbejdsgivere gør. Så.. selvom jeg måske får min længe ventede arbejdstidsaftale – men dine vilkår forringes betydeligt… så bærer jeg min nejhat med stolthed sammen med dig, fordi jeg ved, du ikke har råd til at stå alene… og fordi jeg ved, jeg har eller får brug for dig en anden gang.

5.december. Ord på standby

Stop… bare stop… lad mig sidde lidt alene for en kort bemærkning, for jeg magter virkelig ikke at lytte til mere af DF´s fremmedhad. Jeg har de sidste dage været så frustreret og chokeret, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle skrive, fordi ordene kæmper med hinanden om pladsen og derfor ikke rigtigt evner at komme ud i helsætninger, der giver mening.

Det er umuligt for mig at kommentere konkret på deres umenneskelige krav om stramninger på flygtningeområdet…dels fordi jeg er vred – og dels fordi den slags lort, som DF lukker ud, bare slet ikke fortjener luft nok til at “berige” nogen med stanken af xenophobisk nær-ved-racisme pakket ind i “fædrelandskærlighed” og “sund fornuft”.

Det kan godt være, jeg er et vidunderligt naivt barn af sen-70´erne og derfor er vokset op med den her tro på, at Danmark var noget særligt – på en god måde. At vi støttede op om ulighed var noget pis, ikke bare herhjemme, men også rundt om i verden. Måske var det bare, fordi jeg levede i min egen boble i en familie, hvor mine bedsteforældre havde boet i Sydafrika under apartheid-styret, og jeg derfor fik en naturlig interesse for landet sydpå, og dermed naturligt for kampen mod apartheid og for Mandela´s befrielse. Jeg fik, i det her meget sanselige bedsteforældre-univers med maskerne, farmors farvestrålende kjoler, impala-skindene og det fremmedartede, plantet et kiim til min, noget senere næsten konstante indignation over at nogle mennesker åbenbart skal behandles mindre værdigt end andre, alene på baggrund af køn, udseende, seksualitet, handicap, religion mv…

Jeg voksede op i en verden, hvor man stod sammen mod ulighed, om det så var herhjemme, hvor fagforeningerne og deres medlemmer stillede krav til en morgendag bedre end i går. Jeg voksede op med en kæmpe familie, hvor det var federe at være NOGEN frem for NOGET, og hvor det at være NOGEN i øvrigt ikke var en skid værd, hvis det blev opnået i kraft af at træde på andre.

Men vi lever i en anden virkelighed i dag… og jeg ved godt, det hele ville være meget nemmere, hvis jeg bare accepterede det blindt, men jeg kan sgu ikke…

Nå, klokken blev sent… igen… da jeg har været til bestyrelsesmøde i regionen… så nu… skal der soves – når engang hunden er færdig med at klynke, den lille pruttemås…

Men I skal da ikke snydes… for Sydafrikas nationalsang (som jeg kan næsten lige så godt som den danske…)