Nytår

Så er der blevet sagt farvel til 2017, og det passer mig ganske fint. Det har været et syret år, som jeg virkelig har været nødt til at koncentrere mig om at holde af og nyde. Det startede med heling, og selvom jeg aldrig har oplevet noget hårdere, så er der gode toner at trække med ind i 2018. Det skal nok gå. Jeg tror på det gode.

Huset er fuld af unge mennesker, og jeg nyder, hvordan døren til mit refugium går op ca. hvert 20. minut, og et ungt menneske har behov for at pludre om livets store spørgsmål.

Jeg har ikke lyst til at kigge for meget bagud. Det har været et år med alt for meget angst, alt for megen sorg og alt for meget smerte. Året har også haft sine smukke og helt fantastiske momenter, som jeg i dén grad tager med mig i det nye år, fordi der er styrke at hente i dem.

2018… det er nu. Der er muligheder i at føle det er en ny begyndelse.

Mit nytårsfortsæt?

Jeg vil træffe de rette beslutninger, dem der skal til for at jeg kommer mere i sync med min sjæl, og jeg vil handle på dem.

 

Her er lige et fantastisk skud inden jeg gik ovenpå…. “Mine” dejlige dejlige unge mennesker. Som SÅ meget får lov til at gøre rent efter sig i morgen…

Tider skal komme…

Der er en sang, vi altid synger juleaften. Jeg kan huske, hvordan min oldefar Richardt insisterede på, at “Dejlig er jorden” skulle runge ud i rummet. På væggen over ham og oldemor Rigmors grønblå sofa hang et broderi med de tre første linjer af andet vers og deres børns og børnebørns navne.

“Tider skal komme

Tider skal henrulle

Slægt skal følge slægters gang”

Det er en bittersød sang, for i løftet om, at tiden går, og der kommer slægter, følger også minderne om, alle dem, man ikke længere har mulighed for at være sammen med, men især om dem, der kom herfra alt for tidligt. Det bider sgu lidt i kanten af hjertet indimellem.

Idag bed linjerne i hjertet, fordi vi besøgte min farfar på plejehjemmet. Han er 85 år gammel, og sindet er ikke altid der, hvor vi andre er. Kræfterne er også små, så derfor blev det besluttet, at han ikke skulle holde jul med familien. I stedet var vi et par stykker (12), der mødte op hos ham kl. 13:00 til ris a la mande, småkager og konfekt. Min far havde taget harmonikaen med, så vi kunne synge, hvilket farfar nyder.

På en eller anden måde, var det julens højdepunkt for mig. Det der med at mødes 13 mennesker om et lille 2 prs. bord, sidde på stole og rollatorer og i kørestole med paptallerkener, plastikkrus og juleservietter. Nede på jorden, uformelt og hyggeligt. To timer kunne han holde til. To timer var han nærværende. Det er længe siden, han ikke har hallucineret og set sjove ting, som vi andre ikke kan se. Han var der i dag, og han var klar. Det var så dejligt at opleve, selvom det var hårdt at se, hvordan han knapt kunne åbne sine gaver, så vi måtte hjælpe ham. Men der var noget fint i at se og høre ham synge med, mens gebisset klaprede i munden på ham. Om han er her næste år er ikke sikkert, men det føltes så fint og så rigtigt at samles om familiens ældste. Det er okay. Det er, for en gangs skyld, som det skal være, og det her, tror jeg, bliver et af mine bedste juleminder.

“Tider skal komme

Tider skal hen rulle

Slægt skal følge slægters gang”

 

7+8 december. Noget om at være lærer i Vejen kommune lige nu.

Jeg kan sgu ikke være med mere… det her indlæg har været næsten 3 dage undervejs, fordi jeg ikke har evnet at formulere mig pænt – og det har jeg så tænkt mig at lade være med… at formulere mig pænt, that is.

Hej, mit navn er Maya, jeg er lærer, og jeg bor i Vejen – og så kan I ellers gætte jer til, hvad jeg vil til at skrive om. For jeg er nemlig, som alle mine dejlige kollegaer i Vejen kommune, blevet taget i røven af partierne bag konstitueringsaftalen. Det er nemlig sådan, at man i førnævnte aftale har besluttet sig for at indskrive, at de underskrivende partier er enige om… og jeg citerer:

“der indgåes ikke en central kommunal aftale om lærernes arbejdstid”

Excuse me? Pardonnez moi? Har Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne lige besluttet sig for, at de, som arbejdsgivere ikke – som i overhovedet slet ikke – gider indgå i en dialog med lærerne omkring deres arbejdsvilkår? Ja, det har de… de har helt uden diskussion, lukket ned for samarbejdet med en hel faggruppe… “just like that”…. “væk – dur ikke!”.

Det er jo ikke fordi, vi er dumme, vel? Vi havde jo godt regnet ud, at man med det nuværende flertal i byrådet ikke ville komme ret langt med tanker om en lokal aftale. Det, der er det springende punkt, er, at et næsten enigt byråd peger fingre ad en hel faggruppe. De, som er vores arbejdsgivere, udstiller os, lærerne, som faggruppe over for de borgere, hvis børn vi underviser i dagligdagen. De rækker den lange mellemfinger i vejret med et ligegyldigt skuldertræk. Hvis ikke vi kan forvente, at vores arbejdsgivere i det mindste vil indgå i en dialog med os, hvor står vi så henne?

Det her er sateme mærkeligt, især efter en valgkamp, hvor Venstre insisterede på at Vejens folkeskoler skulle i top 10 – uden i øvrigt at ville svare på, “hvordan man agtede at måle på det”. Men måske er et af svarene følgende: “Vejen kommunes folkeskoler er i top ti, når man måler på, hvor røvrendte lærerne føler sig af deres arbejdsgivere”….

Måske skal man som lærer til at overveje, hvor meget man i grunden gider stå model til? Og ja, kære politikere, det her er en advarsel, for vi er mange lærere, der overvejer at “vælge med fødderne” – og det i en kommune, hvor det i forvejen kun er 85% af de ansatte undervisere, der er læreruddannede.

 

6.december. Kærlighed

Nope… Jeg agter ikke at smide en opskrift på aftenens helt fantastiske kartoffelcurry… nej. Det her billede er meget vigtigere for mig end at fable intenst løs om fordelene ved at spise mindre kød og så’n… Billedet er vigtigt fordi jeg de sidste par måneder har været virkelig presset… eller faktisk har det sidste år virkelig trukket sine veksler… så meget at jeg ganske enkelt har haft nedprioriteret ting, der ikke i sig selv handlede om overlevelse og mental sundhed for mig og min mini-familie. 

Men endelig rejser jeg mig… og jeg gør det sammen med den unge mand,  som I ikke kan se sidde på den anden side af bordet. For i dag lavede jeg mad, mens han hjalp i stuen, og vi delte en øl og snakkede om det unge-liv han lever lige nu, min kloge og enormt sjælskloge søn..

 Det er ingen hemmelighed, at vi ikke altid har haft det let, og at vi begge er to ganske temperamentsfulde personligheder kommer heller ikke bag på ret mange, tænker jeg. Du… gooo…de…ste… hvor har vi.. erhmmm.. . well..  Det lader vi vist bare stå usagt, men vi har ihvertfald sjældent kedet os.  

 Men jeg lærte noget som ung, da jeg med mellemrum boksede med mine forældre… og de stod over for en kommunalansat, der sagde, at der var masser af hjælp at hente…hvis de gik med til en anbringelse. De besluttede sig for ikke at give op. De insisterede. Blev ved. Og jeg rejste selv hjemmefra som 16-årig men med en bagage der hed kærlighed overvinder alt. 

 Jeg har flere gange, som mor, tænkt, at jeg ikke havde andre værktøjer end at elske min søn og knokle på…blive ved… 

…og det er dage som i dag, hvor han ser mig som en ressource, hvor vi hygger os, snakker og griner…der giver de der tiltrængte puf i ryggen, der fortæller, at det nok skal gå godt… 

 Lige om lidt bliver han 17, og min rolle er skiftet fra opdrager til guide… og det er fint, at min rolle skifter..  men knægten vil altid være min lille krøltop uanset hvor lang han bliver. 
Åååhah… sentimental moderkærlighed haves . 

5.december. Ord på standby

Stop… bare stop… lad mig sidde lidt alene for en kort bemærkning, for jeg magter virkelig ikke at lytte til mere af DF´s fremmedhad. Jeg har de sidste dage været så frustreret og chokeret, at jeg ikke vidste, hvad jeg skulle skrive, fordi ordene kæmper med hinanden om pladsen og derfor ikke rigtigt evner at komme ud i helsætninger, der giver mening.

Det er umuligt for mig at kommentere konkret på deres umenneskelige krav om stramninger på flygtningeområdet…dels fordi jeg er vred – og dels fordi den slags lort, som DF lukker ud, bare slet ikke fortjener luft nok til at “berige” nogen med stanken af xenophobisk nær-ved-racisme pakket ind i “fædrelandskærlighed” og “sund fornuft”.

Det kan godt være, jeg er et vidunderligt naivt barn af sen-70´erne og derfor er vokset op med den her tro på, at Danmark var noget særligt – på en god måde. At vi støttede op om ulighed var noget pis, ikke bare herhjemme, men også rundt om i verden. Måske var det bare, fordi jeg levede i min egen boble i en familie, hvor mine bedsteforældre havde boet i Sydafrika under apartheid-styret, og jeg derfor fik en naturlig interesse for landet sydpå, og dermed naturligt for kampen mod apartheid og for Mandela´s befrielse. Jeg fik, i det her meget sanselige bedsteforældre-univers med maskerne, farmors farvestrålende kjoler, impala-skindene og det fremmedartede, plantet et kiim til min, noget senere næsten konstante indignation over at nogle mennesker åbenbart skal behandles mindre værdigt end andre, alene på baggrund af køn, udseende, seksualitet, handicap, religion mv…

Jeg voksede op i en verden, hvor man stod sammen mod ulighed, om det så var herhjemme, hvor fagforeningerne og deres medlemmer stillede krav til en morgendag bedre end i går. Jeg voksede op med en kæmpe familie, hvor det var federe at være NOGEN frem for NOGET, og hvor det at være NOGEN i øvrigt ikke var en skid værd, hvis det blev opnået i kraft af at træde på andre.

Men vi lever i en anden virkelighed i dag… og jeg ved godt, det hele ville være meget nemmere, hvis jeg bare accepterede det blindt, men jeg kan sgu ikke…

Nå, klokken blev sent… igen… da jeg har været til bestyrelsesmøde i regionen… så nu… skal der soves – når engang hunden er færdig med at klynke, den lille pruttemås…

Men I skal da ikke snydes… for Sydafrikas nationalsang (som jeg kan næsten lige så godt som den danske…)

 

 

 

 

 

 

 

 

4. december. Something inside so strong…

Der er noget helt specielt ved at synge i kor. Jeg har gjort det som barn og ung, men i mange år glemte jeg, hvad det at indgå i et fællesskab baseret på musik i grunden betød for mig…

Nu har jeg sunget i gospelkoret Living Joy i snart 3 år, og jeg elsker det. Ikke mindst på grund af alle de dejlige mennesker, jeg synger sammen med. Det er så fint at kunne dukke lettere udmattet og træt op og gå opløftet hjem, fordi man har rytmen og glæden i kroppen. Virkelig.

Dertil så har det virkelig en kæmpe værdi, for mig, at være i et fællesskab, hvor vi sammen skal skabe et produkt, der lyder så godt som muligt, og derfor er vi nødt til at følges og lytte til hinanden for at formidle en stemning… Det duer ikke, hvis en af os maser derudaf i eget tempo eller ikke gør sig umage. Fællesskabet står og falder med, at individet udfylder sin rolle på bedst mulig maner.

I virkeligheden synes jeg måske, at folk synger for lidt “kor” sammen i hverdagen. De er ikke trænede i at lytte og mærke andre og sjældent er de nødt til at skrue op eller ned for sig selv for at skabe noget smukt i fællesskab. Det er som om, det er individet, der er det vigtigste i nutidens Danmark, og ja, indimellem er der nogle solister, som da helt sikkert synger rigtigt dejlig, men uden “koret”, uden de bagvedliggende harmonier, bliver det ofte lidt tamt. I livet – som i musikken. Vi er nødt til at stå sammen, for hvem kan i virkeligheden klare sig alene?….

Her til aften er jeg, apropos kor og OK18-snakken fra i går, faldet over denne lille genistreg… en ældre sang… men ikke desto mindre relevant i denne tid… “the more you refuse to hear my voice, the louder I will sing…”

Something inside so strong

3. december. Men de er jo bange…

Jeg deltog som gæst i Enhedslistens Faglige Landsudvalg i går, fordi de var interesserede i at høre lidt om det, vi har gjort i Vejen det sidste halvandet år. Måske fik jeg blandet mig i noget, der ikke var mit bord, men jeg valgte altså at deltage i debatten, i diskussionen… uden at være egentligt medlem af udvalget, jeg kunne bare mærke den her indignation, som jeg har skrevet om før, så jeg blandede mig et par gange, fordi det er sådan noget jeg gør – også selvom jeg ikke altid er lige vel-informeret på området.

Nuvel… jeg ville have skrevet noget om nogle virkeligt fæle dukker, jeg så på Vesterbro, og måske er det i virkeligheden også det, jeg gør i overført betydning, da de på en eller anden måde repræsenterer måden vi er mennesker på i dag…angst og… ja…  døm selv til sidst – om billedet passer til eller ej. Klokken er mange, og jeg skal nå min deadline, da jeg jo skal skrive 24 blogindlæg  december…et hver dag.

Here goes:

Vi går ind til OK18 lige om lidt, og selvom man kan sige meget nederen om den nuværende regering og diskutere krav og detaljer og have holdninger til dem, så er det som om, fagforeningerne har glemt noget helt basalt… nemlig deres medlemmer. Jeg blev faktisk enormt provokeret af at høre nogle tale om, at “bevægelserne skulle komme nedefra”, og så skulle fagforeningerne nok støtte op om det… Jeg blev ikke bare provokeret, jeg tror faktisk, jeg blev en lille smule syrlig og vred, for jeg tror ikke helt, fagforeningerne har forstået, hvem deres medlemmer er.

Det er mennesker, der måske nok har et arbejde, men også er ved at opdage, hvad det betyder, hvis de mister det. Det er mennesker, der godt kan se kontanthjælpsloftet ligge og lure ikke ret langt ude i horisonten, hvis de rumsterer for meget og gør oprør. Det er mennesker, der er blevet vant til at høre (og måske endda tale) om de ledige som en paria, og hvem gider egentlig være en af dem, man taler dårligt om? Det er mennesker, der ikke VED hvordan man gør oprør, fordi vi de sidste 20 år har glemt, hvad solidaritet er og betyder. Det er mennesker, der har set, hvordan man behandler faggrupper, der ikke lystrer… og derfor ikke tør kræve mere end et minimum – og acceptere et nederlag. For de står alene.

Jeg elsker fagforeningerne tag ikke fejl – men jeg elsker dem, som den oprindelige institution de engang var…

…men jeg mener virkelig, de fucking svigter deres medlemmer lige nu ved at kræve, at oprøret skal komme fra bunden, når virkeligheden er den, at man har gjort alt hvad man kan for at sætte sammenhængskraften og solidariteten over styr de sidste mange år – og er lykkedes med det. Folk er bange, og det kræver fandeme godt nok mere end almindeligt mod at stille sig op og sige noget skidt om sin arbejdsgiver – især hvis man står alene – og det gør man, hvis man er den første, der siger noget, og skal starte den he såkaldte bevægelse fra bunden.

Jeg synes, helt ærligt, at fagforeningerne er nogle magelige vatpikke, hvis de tror, deres opgave er at forhandle overenskomster og så først DERNÆST støtte op om en eventuel bevægelse, der aldrig kommer til at ske, fordi vi som individer er bange. Jeg SAVNER virkelig at se vrede fagforeningsbosser, der laver andet end at sætte latterlige annoncer i aviserne, hvor de brokker sig over velfærdens deroute, mens de siger “men oprøret skal komme nedefra”… og puttegemmer sig og fralægger sig ethvert ansvar for at være vredens samlingspunkt omkring deres medlemmer.

Måske tager jeg fejl, men jeg troede, at en fagforening var en organisation, der netop samler folk under fanerne og siger “denne vej”, så fællesskabet var stærkere, fordi de har midlerne, pengene, gennemslagskraften og medlemmerne der bakker op… Jeg troede, at fagforeningernes fornemste opgave netop er at koordinere et fælles oprør mod de arbejdsgivere, der forsøger at udnytte deres medlemmer. Jeg havde en eller anden vild idé om, at fagforeningernes opgave netop er at give folk den tryghed der skal til, så de TØR sige fra i fællesskab…

Folk er afmægtige, kære fagforeninger. For JO GU FANDEN snakkes der i krogene, men seriøst? Med alt at miste – og ingen at stå sammen med – så er der ingen der tør. Og helt seriøst –  så synes jeg faktisk, det er på tide, at I nosser jer lidt sammen og begynder at tage jeres opgave alvorligt og reelt koordinere det oprør, som folk hungrer efter.

I har ikke længere ret til at sidde og lurepasse og vente på at privatpersoner råber røv, for at kunne komme ind fra højre og tage æren når først bolden ruller. Nej!… Det er jeres ansvar AT bolden ruller. I har et ansvar over for fællesskabet – og det skal I sgu tage på jer – for det betaler vi jer for.

Jeg ved godt, det er uhørt og sikkert også uset, at jeg, som erklæret medlem af et politisk ræve-rødt parti, melder så hårdt ud over for fagforeningerne,  men der er sgu ikke rigtig andre, der gør det, synes jeg. Der tales alt for pænt og ordentligt til jer – men jeg elsker jer så meget, at jeg synes, I fortjener at få at vide, at I er ved at tabe folk på gulvet, og det er på tide, at I tager jer sammen.

Brune bodegaer er fantastiske, for man møder “mændene på gulvet”, hvis ansigter er så furede, at de ville passe perfekt ind i et Erik Clausen´sk parallel-univers, og de savner jer! Jeg hører på SOSU´er og lærere, der ikke ved, hvad fanden de skal med jer, fordi I ikke reagerer autentisk på den vrede og frustration, som de ikke bare går rundt med – men LEVER med..

De vil jer gerne… men de er bange for at stå alene. Kortvarigt indgød I dem mod med TR-stormødet i Oktober, men… hvad er der sket siden? Hvem tager teten herfra? Hvem rykker ved tingene – hvis ikke I? Er det Karen og Kenny, der alene skal stille sig op og råbe “stop!”… eller er det jer?

Vi har brug for jer… brug for at I er katalysatorerne for et fællesskab og minder os om, hvad solidaritet er – og hvad vi kan udrette sammen. Og nu skal jeg nok stoppe…

Nå nej… mens jeg har jeres opmærksomhed… lad lige være med at sælge ALKA! – gider I? Det er sateme en dårlig idé – og den kommer til at koste jer medlemmer. Jeg siger det bare… fællesskabet er altså vigtigere end private firmaers profit… just sayin´…

20171202_1727291998265379.jpgJa.. det er dukker i en børnetøjsbutik… og jeg blev oprigtigt bange. De viser ret godt, hvad det er for et samfund, vi lever i. Børn skal åbenbart allerede fra barnsben lære, at verden er et disharmonisk sted… ret ind, opfør dig pænt og vær bange, junior… Nej. Jeg kan slet ikke magte det.