I knæ

Papirerne siger, at jeg er rask, men jeg kan godt mærke, at “det er jeg ikke”. Min psyke er i knæ, og for første gang nogensinde, er jeg i tvivl om, hvorvidt det kan fikses ved at bide tænderne sammen. Jeg kan ikke trække vejret frit, og tankerne kører konstant omkring hvordan jeg skal få det hele til at hænge sammen. Jeg kæmper for at blive selvforsørgende, så jeg vimser rundt som vikar, men uden helt at få timer nok. Eller sådan føles det ihvertfald. 40 timer på 8 dage, kan jeg tælle til på torsdag, men det stresser mig ekstremt at skulle tænke; “men hvad så derefter?”.

At leve fra lønningsdag til lønningsdag og samtidig være så usikker på det hele, at jeg er tvunget til fortsat at være en del af kontanthjælpssystemet, fordi jeg ikke er sikret, og derfor skal jeg leve op til div. krav om mødepligt til slave-arbejde under dårlige abejdsforhold og ansøgningspligt giver den konstante følelse af, at jeg skraber knæene mod asfalten, mens jeg slæbes efter en bil, der bare kører videre.

Det er en hård verden at være del af prækariatet, især hvis man er lidt tyndhudet og… jeg vil ikke kalde mig syg, men urask. Der har været så meget de seneste år, og følelserne omkring de ting, der har vejet tungt, gør deres bedste for at brække min nakke helt. Heldigvis evner de kun at gøre mig “lidt svajrygget med behov for smertestillende”, men det er også rigeligt, synes jeg.

Klokken er nat, og jeg burde gå ind i sengen til min kæreste, så jeg kan sove og være frisk til i morgen, hvor jeg skal til Aarhus og spise med min søn. Ham savner jeg godt nok en del.

Status – eller “det mest rodede blog-indlæg nogensinde…”

Jeg har ganske enkelt rygende travlt på stort set alle områder. Det kan være svært helt at finde tid til at sidde ned og mærke om sjælen kan følge med. Det kan den som regel (næsten) godt, men mest fordi alternativet er, at jeg står med en følelse af ikke at have kæmpet for det, jeg tror på. Den følelse er værre end den der handler om at have travlt.

OK18 er i gang… og jeg har fingrene dybt nede i ballade-dåsen, bl.a. gennem etableringen af Fagligt Regionalt Udvalg (også kaldet FRU syddanmark). Desuden fik jeg sendt en mail rundt til en masse kommunalpolitikere om at insistere på at sparede lønkroner indefryses til de påvirkede områder. Indtil videre ved jeg, der er ca 25 kommunalpolitikere, der er hoppet med på den, så det er en fed fornemmelse. Det samme gælder officielt afstandtagen til KL´og Regionernes lockout af de offentligt ansatte, hvor solidaritetsflaget også er blevet rejst, og så var der en weekend på landskontoret med lærernetværket, FLU (fagligt landsudvalg – som jeg vist nok er kommet til at melde mig til) og… lidt blandet OK18 information/møder. Dertil er jeg pt. indsuppleret i Region SydDanmark for Vibeke Syppli Enrum, og prøver (ikke) at ødelægge (ret) meget. Der har været budgetseminar, møde i det nære sundhedsudvalg, i morgen regionsrådsmøde og i ugen der kommer politisk konference + danske regioners generalforsamling, for ikke at nævne alle de små pudseløjerlige ting, man også bruger tid på, når nu man er sådan en “folk ved hvem er”… men det gemmer jeg til et længere indlæg i løbet af ugen, for det har bl.a. inkluderet en underretning på seksuelt misbrug blandt jævnaldrende børn, en rådden kultur i forvaltningen, bisidder og interviews m. flere familier i denne sag, der virkelig truer med at vokse til noget rigtigt grimt for min kommune. (ja, det er en cliffhanger, men dååånt ju wørry, det bli´r ulækkert)… jeg har også talt til Kvindernes internationale kampdag, passet min søn, min hund, min familie (far er endelig dømt kræftfri), min søn (som jeg pt. er 100% alene om, da han sjældent ser sin far), set på ny (gammel) bil og passet mit fuldtidsarbejde som lærer, passet den faglige kamp der og skrevet div. udtalelser ift. regeringens forbandede ghettoplan… dertil en urafstemning, der gik over alt forventning, en generalforsamling i vores lokale Ø og lidt planlægning ift. Folkemøde samt klargøring til Årsmøde… her i weekenden var jeg så med på afdelingstræf, hvor jeg fik blandet mig ind i kampen for de små afdelinger og skal være med til at skrive et kommisorium…

*trækker vejret dybt*

Jeg ved, det lyder af meget… men det er okay. For jeg kan ikke lade være. Det er i blodet på mig. Jeg tænker da nok, der kommer nogle dage i påsken, hvor jeg lige trækker stikket.. eller nej, det bliver nok i sommerferien, da vi jo har en OK18, men.. jeg elsker det. Helt ærligt. Jeg finder en kæmpe energi i at vide, at jeg IKKE står på den forkerte side af historien, når engang regnskabet skal gøres op. Jeg får momentvise prik af afmagt, men de afløses af den der erfaring jeg gjorde mig, da jeg var hjemløs og boede på gaden.

Man kan det, man skal. Et. Skridt. Ad. Gangen…

Nå, men jeg har lige en tale, jeg skal have rettet lidt til, inden jeg tør smide den online. Jeg er blevet opfordret til at lægge mine ord fra Kvindernes Internationale Kampdag online… så…det gør jeg. Snart. Jeg sværger.

 

 

 

 

 

“Somebody´s miracle”.

Jeg synger gospel, og jeg er lige kommet hjem fra en fantastisk koncert i Harte, hvor “mit” kor Living Joy sang sammen med Hartekoret og Tønder Gospelkor. Det gør et eller andet ved mig – og lige i dag trængte jeg virkelig til det. Jeg trængte så inderligt til at mærke glæde og fyldes af håb.

Om jeg er reelt troende på en udelukkende kristen gud, er jeg ikke så sikker på, men jeg kan godt bruge løftet om “det gode”, og jeg finder stor trøst i glædes- og kærlighedsbudskaberne, der er i stort set alle de større religioner.

Jeg var til borgermøde med borgergruppen Syg i Vejen i går (læs artikel her) som paneldebat-deltager for Enhedslisten, og mit hjerte brast hundrede gange i løbet af aftenen. Indimellem ville jeg sådan ønske, at jeg ikke bar mit hjerte udenpå tøjet i mit møde med mennesker, så jeg bare kunne nøjes med at sidde og nikke medfølende og skrive/sige noget enormt politisk korrekt og tilpas udefinerbart, så ingen kunne fange mig i at sige noget konkret… men det kan jeg ikke. Det er bare sådan, det er. Sådan JEG er. Der kommer måske en dag, hvor jeg hviler fint i ikke at være cool… men jeg gik rigtig træt i seng i går. Knust over måden, man behandler folk på i min kommune.

Historierne er mange, og jeg fik kuldegysninger over det mod, som de berørte udviste ved at turde sidde og fortælle vildt fremmede mennesker om deres livs kamp – kampen for deres liv – med tårerne trillende ned ad kinderne. Stærke i deres sårbarhed. Desperate for at blive hørt, taget alvorligt, respekteret. Stemmerne fra de 40, der turde møde op, var stærke. Intense og insisterende på en måde som kun mennesker, der er på deres yderste kan være. “Hør mig! Se mig! Jeg er lige her!”.

Skiftende sagsbehandlere – op til 15 forskellige på 2 år. Afklaringer til ressourceforløb, der tager over 15 (FEMTEN) år. Trusler om at miste flexjob-ydelsen, hvis man klager over behandlingen. Jagt på facebook. Påtvunget psykolog-forløb – fordi man har ondt i kroppen. Nulstilling af al hidtidig afklaring – fordi en ny sagsbehandler kommer til. Underkendelse af special-læge udsagn… og mange mange mange andre historier, som jeg, ærligt ikke kan huske ret meget af, fordi jeg var nødt til at koble fra.

Men hvem er jeg, siden jeg kan tillade mig at klage? Tanken om at være dem, evigt mistænkeliggjort, negligeret, undervurderet og fordømt i et system, der ikke er bygget til mennesker men til regneark, hvis eneste formål er at spare i nuet – og ikke på den lange bane – er ikke rar.

Jeg sad som politisk repræsentant, men ærligt – jeg kan ikke svare på, hvad det er, der skal til. Jeg ved ikke, hvordan vi ændrer kulturen i Jobcentret i Vejen. Jeg aner det ganske enkelt ikke. Jeg vil så meget… men et flertal for en borgerrådgiver er jeg ikke helt sikker på, at vi får. Det der med at overbevise de andre partier om, at der skal tilføres flere midler til området, så man kan spare… det bliver dælen dytteme svært. Men det er ikke det samme, som at vi ikke skal prøve. Vi ved godt, vi ender som tornen i øjet på de andre politikere, men det er okay. Vi er ikke sat i verden for at please dem, men for at gøre opmærksom på problemerne i et mere og mere ulige samfund. De, der ikke har ressourcerne, skal ikke lide i stilhed. Vi vil gerne larme for dem.

Og nu kommer vi til begyndelsen og afslutningen af dette indlæg… for jeg synger gospel, og jeg har besluttet mig for, at starte med at overbevise min korleder om, at vi skal synge “somebody´s miracle”… for indimellem, er vi nogens mirakel… og selvom jeg er knust, træt og ødelagt efter aftener med store følelser, så er det tanken om, at jeg -måske- kan gøre en lille bitte forskel for andre, der gør, at jeg står op om morgenen, tager på arbejde og tager hele turen een gang til, når folk enten ringer eller skriver, eller når de stopper mig på gaden.

Det er okay, fordi jeg ved, at når jeg (forhåbentligt) har været nogens mirakel, så får de måske overskud til at give det videre og være mirakel for andre, om det bare er deres børn… med eller uden Jesus…det er egentlig ikke så vigtigt. Det er essensen, at være og gøre noget for andre, der tæller.

 

 

3. december. Men de er jo bange…

Jeg deltog som gæst i Enhedslistens Faglige Landsudvalg i går, fordi de var interesserede i at høre lidt om det, vi har gjort i Vejen det sidste halvandet år. Måske fik jeg blandet mig i noget, der ikke var mit bord, men jeg valgte altså at deltage i debatten, i diskussionen… uden at være egentligt medlem af udvalget, jeg kunne bare mærke den her indignation, som jeg har skrevet om før, så jeg blandede mig et par gange, fordi det er sådan noget jeg gør – også selvom jeg ikke altid er lige vel-informeret på området.

Nuvel… jeg ville have skrevet noget om nogle virkeligt fæle dukker, jeg så på Vesterbro, og måske er det i virkeligheden også det, jeg gør i overført betydning, da de på en eller anden måde repræsenterer måden vi er mennesker på i dag…angst og… ja…  døm selv til sidst – om billedet passer til eller ej. Klokken er mange, og jeg skal nå min deadline, da jeg jo skal skrive 24 blogindlæg  december…et hver dag.

Here goes:

Vi går ind til OK18 lige om lidt, og selvom man kan sige meget nederen om den nuværende regering og diskutere krav og detaljer og have holdninger til dem, så er det som om, fagforeningerne har glemt noget helt basalt… nemlig deres medlemmer. Jeg blev faktisk enormt provokeret af at høre nogle tale om, at “bevægelserne skulle komme nedefra”, og så skulle fagforeningerne nok støtte op om det… Jeg blev ikke bare provokeret, jeg tror faktisk, jeg blev en lille smule syrlig og vred, for jeg tror ikke helt, fagforeningerne har forstået, hvem deres medlemmer er.

Det er mennesker, der måske nok har et arbejde, men også er ved at opdage, hvad det betyder, hvis de mister det. Det er mennesker, der godt kan se kontanthjælpsloftet ligge og lure ikke ret langt ude i horisonten, hvis de rumsterer for meget og gør oprør. Det er mennesker, der er blevet vant til at høre (og måske endda tale) om de ledige som en paria, og hvem gider egentlig være en af dem, man taler dårligt om? Det er mennesker, der ikke VED hvordan man gør oprør, fordi vi de sidste 20 år har glemt, hvad solidaritet er og betyder. Det er mennesker, der har set, hvordan man behandler faggrupper, der ikke lystrer… og derfor ikke tør kræve mere end et minimum – og acceptere et nederlag. For de står alene.

Jeg elsker fagforeningerne tag ikke fejl – men jeg elsker dem, som den oprindelige institution de engang var…

…men jeg mener virkelig, de fucking svigter deres medlemmer lige nu ved at kræve, at oprøret skal komme fra bunden, når virkeligheden er den, at man har gjort alt hvad man kan for at sætte sammenhængskraften og solidariteten over styr de sidste mange år – og er lykkedes med det. Folk er bange, og det kræver fandeme godt nok mere end almindeligt mod at stille sig op og sige noget skidt om sin arbejdsgiver – især hvis man står alene – og det gør man, hvis man er den første, der siger noget, og skal starte den he såkaldte bevægelse fra bunden.

Jeg synes, helt ærligt, at fagforeningerne er nogle magelige vatpikke, hvis de tror, deres opgave er at forhandle overenskomster og så først DERNÆST støtte op om en eventuel bevægelse, der aldrig kommer til at ske, fordi vi som individer er bange. Jeg SAVNER virkelig at se vrede fagforeningsbosser, der laver andet end at sætte latterlige annoncer i aviserne, hvor de brokker sig over velfærdens deroute, mens de siger “men oprøret skal komme nedefra”… og puttegemmer sig og fralægger sig ethvert ansvar for at være vredens samlingspunkt omkring deres medlemmer.

Måske tager jeg fejl, men jeg troede, at en fagforening var en organisation, der netop samler folk under fanerne og siger “denne vej”, så fællesskabet var stærkere, fordi de har midlerne, pengene, gennemslagskraften og medlemmerne der bakker op… Jeg troede, at fagforeningernes fornemste opgave netop er at koordinere et fælles oprør mod de arbejdsgivere, der forsøger at udnytte deres medlemmer. Jeg havde en eller anden vild idé om, at fagforeningernes opgave netop er at give folk den tryghed der skal til, så de TØR sige fra i fællesskab…

Folk er afmægtige, kære fagforeninger. For JO GU FANDEN snakkes der i krogene, men seriøst? Med alt at miste – og ingen at stå sammen med – så er der ingen der tør. Og helt seriøst –  så synes jeg faktisk, det er på tide, at I nosser jer lidt sammen og begynder at tage jeres opgave alvorligt og reelt koordinere det oprør, som folk hungrer efter.

I har ikke længere ret til at sidde og lurepasse og vente på at privatpersoner råber røv, for at kunne komme ind fra højre og tage æren når først bolden ruller. Nej!… Det er jeres ansvar AT bolden ruller. I har et ansvar over for fællesskabet – og det skal I sgu tage på jer – for det betaler vi jer for.

Jeg ved godt, det er uhørt og sikkert også uset, at jeg, som erklæret medlem af et politisk ræve-rødt parti, melder så hårdt ud over for fagforeningerne,  men der er sgu ikke rigtig andre, der gør det, synes jeg. Der tales alt for pænt og ordentligt til jer – men jeg elsker jer så meget, at jeg synes, I fortjener at få at vide, at I er ved at tabe folk på gulvet, og det er på tide, at I tager jer sammen.

Brune bodegaer er fantastiske, for man møder “mændene på gulvet”, hvis ansigter er så furede, at de ville passe perfekt ind i et Erik Clausen´sk parallel-univers, og de savner jer! Jeg hører på SOSU´er og lærere, der ikke ved, hvad fanden de skal med jer, fordi I ikke reagerer autentisk på den vrede og frustration, som de ikke bare går rundt med – men LEVER med..

De vil jer gerne… men de er bange for at stå alene. Kortvarigt indgød I dem mod med TR-stormødet i Oktober, men… hvad er der sket siden? Hvem tager teten herfra? Hvem rykker ved tingene – hvis ikke I? Er det Karen og Kenny, der alene skal stille sig op og råbe “stop!”… eller er det jer?

Vi har brug for jer… brug for at I er katalysatorerne for et fællesskab og minder os om, hvad solidaritet er – og hvad vi kan udrette sammen. Og nu skal jeg nok stoppe…

Nå nej… mens jeg har jeres opmærksomhed… lad lige være med at sælge ALKA! – gider I? Det er sateme en dårlig idé – og den kommer til at koste jer medlemmer. Jeg siger det bare… fællesskabet er altså vigtigere end private firmaers profit… just sayin´…

20171202_1727291998265379.jpgJa.. det er dukker i en børnetøjsbutik… og jeg blev oprigtigt bange. De viser ret godt, hvad det er for et samfund, vi lever i. Børn skal åbenbart allerede fra barnsben lære, at verden er et disharmonisk sted… ret ind, opfør dig pænt og vær bange, junior… Nej. Jeg kan slet ikke magte det.

 

 

Jeg kan jo ikke lade være…

Jeg har haft en skrivepause i flere måneder efterhånden. Lagde min gamle blog ned, fordi jeg ikke kunne overskue at holde liv i den, nu hvor vi skulle rende og lege politisk aktiv og have valgkamp mv. Indrømmet – det var lidt fjollet, for bloggen kunne godt bare have været et tomrum, men sådan skulle det ikke gå.

Det er svært for mig ikke at have et skrive-frit-sted. Facebook er på den ene side et fantastisk forum, men jeg føler mig også lidt begrænset af den form, ens opslag er nødt til at have for at tiltrække folk. Jeg kan nemlig ikke ret godt finde ud af at formulere mig kort… og slet ikke når jeg har en masse på hjerte, og det har jeg i denne tid. Jeg er simpelthen så vred, at jeg ikke har evnet at skrive om det, fordi jeg ganske enkelt ikke orker, at jeg ikke kan rase igennem uden at virke manisk.

Jeg -vil- primært komme til at diskutere politik med mig selv (og hvis nogen skulle finde på at kommentere), men også private oplevelser og følelser vil komme på banen. Dette er nødt til at være mit personlige frirum, der kan rumme alt det jeg er… uden (ret meget) filter, fordi jeg bliver idiot af at skulle opføre mig pænt og sortere mellem mine roller andre steder…

Men først – det var en fed valgkamp, og jeg er sindssygt glad for, at vi i Enhedslisten Vejen formåede at nå vores målsætning. Vi fik et mandat i byrådet, sgu! Og vi klarede det væsentligt bedre end prognoserne ville det, da vi trak 4,1% af stemmerne. Nu skal vi så ud og vise, hvem vi er og være hver en stemme værdig… valgkampen er i virkeligheden først begyndt nu, men jeg tror også, at vi kan.

Mit eget valg var faktisk overraskende godt, og jeg er så glad for, at jeg har trukket så mange stemmer til fællesskabet, så vi nåede vores mål. Det er fantastisk.

Nå, men dette var min første blog – jeg skriver med sikkerhed mere og nogle gange flere gange om dagen, for sådan er jeg i perioder. Lige nu har jeg dog en teenager, der skal have at vide, at han er fantastisk, og så skal jeg lige summe lidt over, at jeg i dag var 1.suppleant til Regionsrådets konstituering i Region Syddanmark i dag, og selvom jeg reelt ikke dyrkede “politik”, så var det alligevel lidt stort.