Statsautoriseret overgreb.

Det er knap to år siden, jeg blev færdiguddannet folkeskolelærer, og jeg har heldigvis været forskånet for nationale test… indtil i denne uge, og jeg har stadig en rigtig skidt fornemmelse i maven over at have været med til at begå det, jeg, efter at have prøvet det, kun, med lidt grove ord, kan betegne som et statsautoriseret overgreb.

Måske burde jeg være loyal over for folkeskolen, men det her med nationale tests og måden det foregår på – det kan jeg simpelthen ikke stå inde for, uanset hvor pjattet jeg ellers er med ideen og princippet om den danske folkeskole. Jeg føler måske i virkeligheden også, at jeg ER rasende loyal, fordi mit mål er, at gøre folkeskolen bedre end det jeg lige nu er vidne til og del af.

For et års tid siden skrev Jeppe Søe et brev (læs på folkeskolen.dk her) , da han ønskede sin søn fritaget for nationale test. Dengang var hans argument, at hans søn ikke skulle være del af et politisk projekt med indsamling af statistik for at måle skoler og sammenligne dem… men det er ikke det, som min blog tager udgangspunkt i, uanset hvor enig jeg i øvrigt er med ham i hans analyse og kritikpunkter.

Min anke er ikke del af et større politisk spil, det handler om det nære, og om det her reelt er gavnligt både for barnet – og om det er fagligt forsvarligt.

Jeg gjorde nogle elever ondt, fordi man tvang mig til det, og jeg havde ikke “nosser” nok til at sige fra, og ligesom enhver anden bøddel tænkte jeg: “hvis ikke jeg gør det, så gør nogle andre, og måske kan jeg afbøde faldet lidt, selvom jeg selv trykker på aftrækkeren?”

Heldigvis for mine elever havde jeg glemt alt om nationale tests, indtil jeg skulle melde dem til, men så blev også jeg ramt af panik. Følelsen af ikke at have gjort mit arbejde godt nok, fordi mine elever skulle måles på en standardiseret måde i en ikke-dynamisk ramme, prikkede mig i sjælen allerede inden, testen var afholdt. Jeg vidste, vi havde læst en masse indtil nu, men havde vi læst det rigtige, og havde eleverne egentlig forstået det, de havde læst, og og og…?

Min faglige (u)sikkerhed er dog ikke det vigtigste i den her cocktail. Det er elevernes. For det øjeblik jeg fortalte, at “det var tid”, mærkede jeg en ændring hos mine elever. Den var ikke håndgribelig og definer-bar, men jeg fik i løbet af nogle dage talt med dem, der i sær reagerede. Et af udsagnende var: “Nu skal jeg igen have at vide, at jeg ikke er god nok”.

På selve testdagen fik jeg en rar kollega til at hjælpe mig med at stille computere op en halv time før mødetid, for at være sikker på der var computers til alle – og de virkede efter hensigten. Eleverne kom ind i klassen, og de fik sat sig…

Jeg kan/må/vil ikke gå i detaljer med hvilke elever, der gennemgik hvad, men for de der ikke ved det, kan jeg fortælle, at de nationale test er skruet sådan sammen, at selv en, der ikke kan det fjerneste, kan være heldig og klikke sig vilkårligt frem til et udmærket resultat. Når eleverne i vejledningen får at vide, at de bare skal klikke et vilkårligt sted, frem for at springe videre, hvis de ikke kan svaret, fordi et spring giver en fejl, så er det altså et problem. Det giver altså en fejl, hvis en elev indrømmer, at der er noget, man ikke kan finde ud af. Det er en tankegang, som jeg slet ikke kan rumme på det rent dannelsesmæssige plan. De straffes for at være ærlige. Når man så ovenikøbet lægger det, at man kan risikere at klikke rigtigt, så ens resultat ikke er i overensstemmelse med virkeligheden, så står vi med et system, der belønner nogle for at gætte – og ikke for deres reelle viden. Jeg synes, det er problematisk.

Endnu mere problematisk er det, at eleverne ganske enkelt ikke kan gennemskue, hvad de skal, hvis man ikke har trænet den her prøveform med dem. Jeg bør altså sætte reel undervisningstid af, så mine elever kan blive bedre til at…gå til prøve? Ikke til at blive dygtigere, mere velformulerede, demokratiske, tænkende, kritiske og analytiske… nej… til at blive bedre til at… gå til prøve. Jeg ved, jeg har kollegaer på bl.a. andre skoler, som gør dette, men jeg kan ikke selv forsvare det. For burde mit mål ikke være at se helheden over testen? Hvis man er bare nogenlunde i kontakt med sine elever, så -ved- man godt, hvor de ligger, og hvad de skal arbejde med. En multiplechoice-test gør ikke nogen bedre til noget. Ofte er det lige modsat…

For når jeg sidder med børn, der græder, mens testen står på, fordi de godt ved, de ikke ved, det man har besluttet sig for, at de skal vide på lige netop den dag, så er det -ikke- gavnligt for noget. Når jeg har børn, der i blinde klikker løs, fordi de mentalt ikke kan rumme test-formen, og bare vil være færdige, fordi selve presset over at skulle sidde stille er for meget, så giver det jo ikke et reelt billede. Når jeg ser ellers robuste børn, der læner sig frem og lægger panden i bordet og gemmer deres ansigter, fordi de “ikke kan mere”, så er det ikke okay.

… Og det er SLET ikke okay, at jeg, på baggrund af en eller anden matematisk algoritme baseret på gætterier, skal fortælle dem og deres forældre hvilket niveau barnet nu er målt til at tilhøre.

Men HVIS nu jeg skulle købe argumenterne, der siger, at nationale test er den helt rigtige måde at måle børn på, så går det vældigt over min forstand, at forældre ikke har adgang til alle resultater.

Da jeg sad og tjekkede elevernes resultater online, blev jeg overrasket over, at det ikke var muligt at udprinte den progressionskurve til forældrene, jeg som lærer har adgang til. I min verden er selve resultatet ligegyldigt – men progressionen er ikke, og jeg tror, der sidder rigtig mange forældre, der synes det samme. Måske brød jeg en lov, jeg ikke kender, men jeg valgte altså at vedlægge en håndskreven note, hvor jeg fortalte, hvor barnet havde rykket sig, så selv et resultat i næst-laveste niveau kunne blive til en succes-historie, netop fordi eleven har rykket sig positivt på et eller flere del-områder. Vi er sgu nødt til at dyrke det, der er godt. Bare lidt.

Som lærer ville jeg ønske, at jeg ikke skulle udsætte mine elever for det her igen og igen. For det giver ganske enkelt ikke mening at spilde så mange penge, tid og ressourcer på at måle eleverne på noget, som ikke giver et retvisende billede. Jeg har ikke mødt EN kollega, der mener, de eller deres elever får noget ud af den her form for prøve, og jeg undrer mig meget over, hvad der gør, at vi ikke siger stop? Som fagprofessionelle og som forældre. Hvad skal vi reelt set bruge det her til? Hvem gavner det…? Ihvertfald ikke børnene i den danske folkeskole…. og så ender vi måske tilbage ved Jeppe Søe´s indlæg om, at det her er et politisk værktøj, som vi ofrer vores børns ve og vel på en gang om året..

 

Tankerække

Lige om lidt er det i morgen, og jeg skal på arbejde. Som lærer. I en reddy træls ventetid. De sidste dage har været fyldt med spin, som har været ekstremt dårligt skruet sammen, hvis man har bare en smule analytisk sans. En økonom plæderer for, at løngabet, som Sophie Løhde bruger som argument for ikke at ville give reallønsstigninger, i virkeligheden er større, og SL derfor SLET ikke kan efterkomme ønskerne fra arbejdstagerne… det lyder jo overbevisende, men selvsamme økonom, tager stadig kun udgangspunkt i lønudviklingen gældende fra 2008… og ikke – som man normalt gør – over en 20-årig periode. Dvs…vi igen..diskuterer på helt skæve præmisser, og..igen…diskuterer de samme tal, der dog lige tilsættes et eller andet med nogle DJØF’ere…eller… en masse ord, som man i virkeligheden bare bliver rigtig træt af, fordi det er spin og manipulation, der er skabt for at flytte fokus fra de reelle problemer.

Samtidig kan man så få lov til at læse artikler om, at man er et dårligt menneske, fordi man tillader sig at kritisere, der er folk, der ikke er medlem af en fagforening – men en fagforretning (gul fagforening), og at folk føler sig mobbet, fordi de ikke må deltage i informationsmøder…afholdt af fagforeningerne. Jeg VED godt, jeg har specialpædagogik og således burde være lidt mere rummelig, men det er jeg altså ikke. Bevares, jeg taler da pænt, men jeg har altså ikke tænkt mig at lade være med at diskutere OK18 på lærerværelset og lufte min holdning, når det kommer til det generelle problem i, at folk gerne vil have de goder, der følger med – men ikke betale og stå skulder ved skulder sammen med os, der kæmper for ordentlige vilkår. Jeg kan ikke bruge deres gode ønsker til ret meget andet end et “jo tak skal du da ellers have”. Det skrives her og der, at de føler sig mobbet… nuvel, jeg skal ikke modsige andres følelser, men det er vel netop en del af prisen, når man bevidst stiller sig uden for den faglige kamp, at man ikke er inviteret med i inderkredsen? Og så er det måske også meget naturlig, at de af os, der er villige til at stifte gæld og kæmpe, bliver lidt stramme i smilet, når andre bare lister uden om byrden, men høster udkommet ganske omkostningsfrit…

I morgen skal jeg på arbejde… og jeg venter, ligesom 450.000 af mine kollegaer i det offentlige. Det er ikke en helt fed følelse at starte op på, og lige i aften er entusiasmen ikke overvældende. Jeg savner følelsen af ikke at vente på Dommedag…

Jeg har så også en national test for min 6.klasse klokken 8.00… og udover det er første gang, jeg skal køre dét dyr over, så bryder jeg mig meget lidt om tests som disse. Jeg skal nok, for det siger loven, men årh, hvor jeg bare ikke glæder mig til at skulle presse de elever igennem, som jeg allerede nu ved, skal have en “laaangt under middel”-besked. Jeg HÅBER virkelig, at vores samtaler om hvad tests og karakterer er udtryk for, har kunnet stive nogle af dem lidt af. “Jeg ved, du knokler løs, derfra hvor du står…for MIG betyder det mere, end hvad nogle kloge folk mener, du skal kunne lige præcist i dag!”… det gav lidt ro, og jeg SVÆRGER, jeg kommer til at rose enhver, der har bare ET rigtigt svar… for det er SÅ meget bedre end nul… og der er altså nogle af de her unger, der alt for længe har fået at vide, hvad de ikke kan, og det bliver ikke mig, der kommer til at fodre dét monster…

Vi har læst en del de sidste 3 uger, og alle elever har haft læsebøger med hjem i ferien, og forældrene har fået at vide, de skal træne med deres børn på daglig basis med artikler, læseopgaver online, genfortælling osv… og… ja. Nu må vi se… jeg er nok lige så nervøs, som de er, fordi jeg ved, de generelt ligger under niveau, og min opgave de sidste par måneder, siden overtog dem har været “at få skuldrene ned”, og det er lykkedes ganske udmærket, for nu at undervurdere resultatet… men… alligevel, det har betydet, de halter fagligt. Jeg vil jo gerne have, at de skønne unge mennesker, jeg omgiver mig med og knokler røven ud af bukserne for, får en god oplevelse… Det skal være hyggeligt! Rart! Pokkerme! Jeg tager stearinlys med… og chokolade til bagefter.

Min arbejdssituation er pt. lidt usikker, da mit vikariat udløber 1. August. Jeg har endnu ikke kigget mig oprigtigt omkring efter noget andet, omend jeg har fået et par hints fra kollegaer i både Grindsted, Billund og Haderslev…men jeg har ikke reageret på dem endnu. Det skal jeg jo nok snart til, selvom jeg ikke har lyst. Jeg -har- prikket lidt til mine ledere, men de knokler på med fagfordeling osv… og den tålmodighed, må jeg vel nok finde frem et eller andet sted.

Tanken om potentielt at skulle begynde forfra et nyt sted tænder mig ikke voldsomt. Især fordi jeg er ret glad for mine elever, kollegaer og har en fantastisk ledelse, der “forstår” mig og min til tider meget direkte og uortodokse indgangsvinkel. Hmmm… Jeg er virkelig taknemmelig for, nu hvor jeg lige mærker efter, at jeg har fået lov til at være autentisk – og at det har været helt rigtigt. Så uanset om jeg får lov at blive, hvor jeg er, så har jeg opbygget og afprøvet min egen lærerpersona, som jeg kan stå inde for, og jeg véd, at jeg er skidegod til det, jeg satte mig for, jeg ville kunne, da jeg begyndte at læse i 2011 på trods af advarsler fra folk, der ville have placeret mig på en førtidspension pg.a. min ADHD. Det er måske udansk og ikke populært at være selvfed, men det er jeg altså lige nu.

Heh… det var en god tankerække at komme ind på, det her. Det er det, der bør fylde mest lige nu…det skal overdøve larmen fra OK18… det er de små gaver, jeg får af mine elever hver eneste dag i form af smil, latter, kampe og sejre. Det giver sgu gnist at tænke på. Og selvom jeg er pjattet med at holde ferie og nyder at sove længe, så glæder jeg mig til at skulle tidligt op og gå med hunden, mens fuglene kvidrer… og den der følelse, når jeg sætter mig ud i bilen og kører afsted i morgensolen, mens Queens “don’t stop me now” fylder øregangene, og visheden om, at jeg kan er med til at forme menneskeskæbner i positive retninger rumsterer i sjælen, den er svær at slå.

Lyt med:

Don’t stop me now

Mens vi venter

…så er vi gået på ferie. Jeg er ihvertfald. Det var ikke en vildt fed fornemmelse at efterlade mine unger til uvisheden. At kigge dem i øjnene og sige: “jeg ved ikke, hvad der sker”.

De sidste par uger har de spurgt ind til situationen dagligt. “Ved du noget? Hvad med eksamen? Hvad med lejrturen? Hvad med nationale test? Hvad med mig? Hvad med mine venner? Hvorfor kan I ikke bare…?”

Det har været svært at forklare mine elever, at selvom jeg er voksen, så kan jeg ikke svare, forklare eller gøre noget. Det er ude af mine hænder.

Så nu venter vi. Stilheden fra “Forligsen” er larmende – som den skal være. Vakuum er totalt, og angsten gnaver i sjælen… for hvad bliver det til?

Jeg har truffet en aftale med mig selv, for det har jeg været nødt til. Hvis det her skal betyde noget, hvis det skal batte bare det mindste, så er jeg nødt til at stå fast på mine og mine offentlige kollegaers krav…

Personligt vil jeg selvfølgelig gerne have en arbejdstidsaftale i stedet for en lov. Men for mine kollegaer i andre faggrupper skal det sgu også være fair.

Vi skylder hinanden at lytte… hvis en faggruppe siger nej – bør vi andre også, hvis man insisterer på en sammenkædning ved en afstemning.

Hvis sygeplejerskerne skal gå fra en 14 ugers norm til en 1 års norm…

Hvis man fjerner den gratis frokost for sosuen…

Hvis folk risikerer at skulle suse hele regionen rundt for at passe deres arbejde, fordi de ikke længere har en fast arbejdsplads…

Hvis lavtlønnede offentligt ansatte ikke får det løft, de fortjener…

Hvis man fjerner varslingsbestemmelser ift overarbejde…

Hvis man…. insisterer på at behandle mig og mine kollegaer råddent…

…så bliver det et nej fra mig. Nej tak – ellers tak.

Kære offentligt ansatte kollega. Musketer-eden er vigtig for mig… fordi den er vigtig for dig. Jeg har brug for dig, og du har brug for mig.

Jeg forventer, at man forsøger at skabe splid mellem os ved at give nogle faggrupper noget, de ikke kan sige nej til, så det bliver rentabelt – og nemmere – at køre de andre faggrupper over.

Men vi må ikke falde for det. Jeg beder dig om ikke at falde for det.

Dette er, som jeg ser det, vores sidste chance for at passe på os selv og hinanden. For kan de tromle en faggruppe over – tager de den næste ved de næste OK-forhandlinger…og dernæst andre. Vi er nødt til at insistere stærkere end vores arbejdsgivere gør. Så.. selvom jeg måske får min længe ventede arbejdstidsaftale – men dine vilkår forringes betydeligt… så bærer jeg min nejhat med stolthed sammen med dig, fordi jeg ved, du ikke har råd til at stå alene… og fordi jeg ved, jeg har eller får brug for dig en anden gang.

Min tale fra 8. marts. Kvindernes internationale kampdag. Uredigeret.

“Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive, og i virkeligheden er klokken fem minutter i lukketid. Der har været fem-ti-femten halvfærdige taler på papiret, men jeg er aldrig rigtig nået i mål. Det er svært at skrive en tale, som både skal være professionel uden at være ligegyldig og personlig uden at være smurt ind i retoriske patosgreb, der gør det hele lidt – for – kvalmende.

Mit navn er Maya, og jeg er 39 år og mor til en ung mand på snart 18, som jeg har stået alene med siden han var 5 mdr gammel, da hans var valgte at slå mig – for sidste gang. Det var ikke den sidste mand, jeg elskede, som også slog, men i marts i år er det 10 år siden, jeg forlod den sidste mand, der mente at fysisk vold var et brugbart sprog imellem elskende. For jeg elskede – og kan ærligt sige, at jeg stadig elsker dem for det gode de bar i sig. Der manglede ikke kærlighed. Der var bare alt for meget af det andet.

 Jeg vil gerne, indledningsvis, sige, at jeg ikke agter at basere denne tale på et eneste gran af videnskabsbaseret empiri. Mine postulater er mine egne, for jeg nægter helt grundlæggende, at købe en dagsorden der siger, at diskussionen om partner-vold, altid skal være baseret på statistik og viden udover denne, som I skal være velkomne til selv at google jer frem til: Det sker i alle kulturer, alle socialklasser, alle byer, alle lande…

 Hvorfor vil jeg ikke basere min tale på facts og målbare observationer? Fordi jeg vil have lov til at mene, jeg vil have lov til at synes, jeg vil have lov til at føle, og det samme gælder jer. Der debatteres altid statistikker og folk fra alle sider vender og drejer dem og pointerer at lige netop deres synspunkt kan rummes i ”figur 2.3 tredje linje fra højre og ned”. Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Som voldsoverlever husker jeg ikke, at en eks lige stak mig et link til Danmarks Statistik, inden han begrundede sit valg af fysisk kommunikationsform.  Det var lidt mere direkte… til sidst.

Vold starter det sted, hvor man ikke opdager den. Sproget. Tidspunktet. Tonen. Man bemærker sjældent den psykiske vold, før den er forankret i forholdet, og følelsen – lige der – i maven gør, at man pludselig bemærker, at noget er galt, uden man kan sætte en finger på, hvad det er, så man bliver. Det er de små ting, som når flirt og forelskelse bliver et ”spil” om, hvem der er mest kostbar og dermed sidder på magten. Det er den skjulte bebrejdelse, når ens kæreste siger; ”du burde…” Det er angsten for et decideret møgfald, fordi man ikke levede op til en forventning. Det er den dybe vejrtrækning, når man ved, der kommer ”et eller andet” lige om lidt, fordi man brugte 10 kroner for meget. Det starter med et prik og breder sig til hele ens eksistens. Det kan godt være, at mærkerne ikke er der, og man derfor slår det hen med, at det nok er en selv, og pludselig tænker man ”jeg burde…” i de evindelige forsøg på at undgå vrede.

 Som voldsoverlever, ved jeg ikke, at man ikke kan undgå vreden i et voldeligt forhold. Der skal nok komme et eller andet uanset hvad. Det er et spørgsmål om magt. Den accept af et andet menneskes magt, har jeg brugt en del tid på at lede efter… 

 Måske er det en lidt brugt kliche, når jeg siger følgende; ”det er samfundets skyld”. Men det mener jeg virkelig, at det er. Når jeg har talt med andre voldsoverlevere, bl.a. da jeg boede på krisecenteret Baltic på Dortheavej i Nordvest, havde vi én ting til fælles. Vi havde alle været lidt uden for normen som yngre.

”jeg var et besværligt barn”, ”jeg gav mine forældre grå hår”, ”jeg var en såkaldt drengepige”. Det lyder umiddelbart ganske normalt, men den måde, vi blev mødt på af omverdenen, når vi strittede udenfor ”rigtig-pige-skemaet”, lærte os, at det vi følte, det vi tænkte, det vi sagde, det vi gjorde… skulle justeres i et eller andet omfang. Det var ikke legalt at være anderledes. Det var ikke i orden at insistere på, at ville stå forrest i køen. Det var uacceptabelt at slå igen, når Jens for tredje gang på en uge, havde slæbt en med ned ad trapperne til biblioteket for at rage en på ”pattahne”, fordi man var tidligt udviklet. Han kunne jo bare lide mig, og rigtige piger slås jo ikke – de kan lide New Kids On The Block, glimmerglansbilleder og heste. Desuden er de søde og milde og elsker at rydde op, og hvis ikke de gør det, så skal de tvinges til at gøre det alligevel. Når du fortæller de voksne, at nogen gjorde noget grimt ved dig, får du som det første at vide; ”men hvad gjorde du selv inden?”.

 Det er min provokerende påstand, at bag hver eneste overgreb et menneske er udsat for uden at kunne sige fra, ligger der en fortid med en lang række af (sikkert velmenende) personer, der har overbevist et barn om, at det tog fejl, da det følte, noget var forkert og reagerede på det. Man lærte at lade som ingenting og fortsætte… i mange år. Sådan var det nu engang bedst for alle. ”Ikke sandt? Er du ikke enig? Kom, jeg giver en is, så bliver det hele meget bedre”. Når man som barn lærer, at det man føler og tænker er forkert, forplanter det sig ud i fremtiden. Grænser bliver sådan noget vagt noget, som kan være svært at mærke før noget gør rigtigt ondt.

 Jeg blev ubevidst og følelsesløst grænseløs…

 Som ung kvinde reagerede jeg ikke, når fremmede mænd tog mig på røven i byen. Jeg kneppede, når andre ville kneppe – fordi … det var bøvlet at sige fra, og så længe vi kneppede, gjorde jeg jo et eller andet rigtigt og høstede ros for min indsats. Jeg solgte sex i min følelsesløshed. Primært for bekræftelse. At prostituere mig selv krævede hurtigt, at jeg tog en halv flaske rødvin – snart en hel, for at lamme den der stemme, der stillede skarpt på de følelser, jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle forholde mig til mens, jeg bildte mig selv ind, at jeg selvfølgelig var en slags lykkelig ”luder”.

  Jeg meldte det ikke, de to gange jeg blev voldtaget, for det var jo nok lidt min egen skyld, fordi jeg var ”fræk og eksperimenterende”.  Til gengæld forsøgte jeg at begå selvmord for at komme væk fra det og slippe på en anden måde – og selv i det, fik jeg skæld ud af læger og sygeplejersker på Herlev hospital, fordi jeg havde valgt den vej.

 Jeg overlevede. Men jeg reagerede stadig ikke. Jeg reagerede ikke, når mine kærester pressede mig længere ud, end jeg ville være med til. Når chefer var urimelige. Når venner og veninder stillede urimelige krav til min loyalitet.

 Vi er mange, der er ubevidst følelsesløst grænseløse. Vi kan nok mærke vrede og blive indignerede på andres vegne, men når det kommer til os selv, er vi ikke vigtige nok til at handle på det. Vi har lært at lade være, fordi vi er blevet adfærdskorrigeret så mange gange, at det der ”av i maven” ikke kan genkendes.  Nu er det ikke alle, der ender helt ude i ekstremerne som jeg gjorde, men… det er tankevækkende, at jeg blandt de fleste af mine voldsoverlevende veninder finder næsten parallelle livsforløb med ikke-anmeldte overgreb, elendig skolegang med mobning og en følelse af aldrig at være god nok.  

 Jo, jeg mødte også kønne og dejlige mænd, som jeg alligevel ikke blev gift med, og hvis børn jeg bar under mit hjerte alt for kort tid, men fordi jeg ikke havde mærket mig selv, var det ikke mig, de elskede. Det var mit forsøg på at leve op til deres forventninger, være nem, være sød, de så. Jeg var formløs.

Det lyder måske mærkeligt, at man kan være taknemmelig for, at nogen har prøvet at slå en ihjel. Men for mig var det en gave, fordi jeg vågnede op. Det skete i 2008.

 ”Du bliver aldrig til noget. Du vil altid være arbejdsløs. Du er en taber, som ingen tager seriøst. Du vil altid være grim og fed”  – er i dag blevet til de smukkeste ord, nogen nogensinde har sagt til mig. For mens han klemte om min hals, og jeg så mig selv udefra, mærkede jeg noget vokse. ”Det kan godt være, du er stærk nok til at slå mig i gulvet, men medmindre jeg dør, rejser jeg mig…og jeg pakker –selv – mine ting”. 12 gange var jeg nede og ligge. 13 gange rejste jeg mig. Jeg anmeldte. Men der blev ikke rejst tiltale, fordi der ikke var nogen vidner.

Det var marts 2008, jeg flygtede ud på gaden med intet andet end min søns og mit tøj, et par fotoalbums og et billede af en lyserød kanin med blå selebukser i en ramme… og min søn. Uden at bruge for meget tid på ham i aften (det kan jeg nemlig ikke uden det koster for meget på den emotionelle konto), så har det kostet enorme mængder af energi og kræfter, at genetablere tilliden hos ham. En mor i et forhold med vold har svært ved at være nærværende – og hun er i hvert fald ikke en, man kan regne med, før hun har bevist sit værd. Så det gjorde jeg. Det gør jeg stadig.

 For to år siden snart, blev jeg færdiguddannet folkeskolelærer med specialpædagogik som bachelorfag. Jeg har heldigvis fået lov til at arbejde i ”yderkanten af normalområdet” med nogle af de børn, der som jeg, altid har fået at vide, at det, de gør, er forkert, selvom de i virkeligheden bare vil have at vide, hvad det er, de gør rigtigt. For det er ikke sværere at ændre et liv end det.

 Heldigvis er jeg vokset op i en familie, der på alle måder har støttet op om mig – også som barn. Så der, hvor samfundet fortalte mig, at jeg var forkert, plantede mine forældre noget, jeg i dag har givet lov til at spire og vokse sig stort. Okay, min mor havde da nok haft nogle andre tanker end jeg skulle blive jysk mester i græsk-romersk brydning som 12-årig, da hun fik en pige, og min far har da også gentagne gange bandet over min stædighed, når jeg som 3-årig skreg og ikke ville have vanter på i frostvejr, og han til sidst satte mig bag på cyklen med ordene ”så må du fandeme også selv om det”… Jeg sad stille uden at sige et ord.. indtil vi kom til børnehaven, og pædagogerne gik helt i svime over mine små blå-hvide fingre, mens jeg med et nik kiggede på min far og sagde ”mig vandt – vanter hjem tak”.

 Det er vigtigt, at vi som er i kontakt med børn, vælger at lytte, når de taler. For hvis ikke vi insisterer på, at de har ret til at være de spøjse, fantastiske, mærkelige, sære, sjove, udfordrende, kreative mennesker, som de er, så kan det ende med, at vi knægter deres evne til at sige fra. Hvis vi køber samfundets normer om, at ensretning ift. uddannelse, hus, villa, volvo og de der 2,1 børn er den eneste måde, de kan blive lykkelige på, og derfor maser på for at få dem til at leve op til det, så begår vi, allerede der, et overgreb, der risikerer at åbne op for flere.

 Jeg kunne i min tale sagtens have valgt et historisk perspektiv og forholdt mig til statistik og kloge ting, som andre har sagt eller gjort. Jeg kunne have kigget ud over min egen næsetip og landets grænser og fortalt om kvinder i andre lande, der lever under helt andre og værre forhold end vi gør herhjemme.  Jeg kunne også have fokuseret på ligeløn og lagt op til debat om kønskvotering. Det er ikke fordi jeg underkender relevansen af at tale om alt dette – og mange andre ting.

 Men jeg blev altså godt gammeldags syrlig, da en fyr – som jeg i øvrigt ikke længere flirter med – skrev følgende om min invitation til i dag: ”Der er ikke noget at kæmpe for  som dansk kvinde. Du skulle i stedet koncentrere dig om middelalderlige mørkemænd.  #metoo er i øvrigt en latterlig manifestation, hvor små forkælede privilegerede skrigeskinker kan angle sig frem til ufortjent opmærksomhed”.

  Det passer mig fint at leve op til andres fordomme, så jeg valgte netop være navle-pillende, fordi jeg tror, vi har brug for kvinder, der tør fortælle deres historier i det her forbandede facebook-insta-snap-filter hvor intet må være lige præcist så ækelt og grimt, som livet nogle gange er.

 Jeg blev så begejstret, da jeg her for et par uger siden opdagede serien ”et hjem uden vold” på DR, hvor kvinder får hjælp til at skabe nye hjem efter et liv med vold. Begejstret… og knust helt inde i sjælen. For jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set kvinder fortælle så stilfærdigt og ærligt om følelserne omkring det at have overlevet vold. Om smerten ved at miste alt og undre sig over, hvad fanden der lige skete der – og hvor det kom fra? Om tabt kærlighed. Om styrke. Om alt det, der lå forud for det ene sekund, hvor de traf det endelige valg om at forlade den de elskede.

 Vi taler ikke ret meget om partnervold i Danmark. Jo, som statistikker og tal der enten går den rigtige eller den forkerte vej. Det er et af de der tabuer, som det er ubehageligt at berøre, fordi man ikke rigtigt ved, hvorhen man skal kigge, når en volds-overlever fortæller om sin virkelighed før, under og efter. ”Kig mig i øjnene”.  Vi taler heller ikke om voldtægter. Vi taler ikke om overgreb. Andre taler om det – i tv´et eller i radioen, fordi en enkelt sag lige popper op, eller fordi der er kommet en ny rapport… men ansigt til ansigt, der taler vi ikke om det.

 På væggen i børnerummet på det krisecenter jeg boede med min søn i 8 måneder, havde nogen skrevet ”Hvad børn ikke ved, har de ondt af”. Det samme tror jeg gør sig gældende for mange voksne. Det er min faste overbevisning, at vi ofte vælger smerten ved at forestille os en masse om hinanden, frem for den viden der kommer, når vi spørger ind til et andet menneske og dets virkelighed.

 Kvindernes internationale kampdag er overflødig, har jeg læst i avisen i dag. Det samme gælder #metoo kampagnen. Men det er noget fis at fyre af. Jeg tror til gengæld, at kampen om ligestilling starter et helt andet sted, end der hvor mange tror, man skal sætte ind. Kampen begynder ikke ovenfra. Den starter allerede nederst, hvor vi giver børnene ret til at mærke sig selv. Vi skal gribe ind, når andre presser noget ned over dem, som de ikke kan fungere i. Vi skal være det gode eksempel og selv turde være autentiske. Sige til. Sige fra.

  Og hvis vi, fra i dag, lærer vores unger at se hinanden og sig selv som mennesker uden at fokusere på køn, seksualitet, religion, handicap og udseende, og hvis vi reagerer –hver – gang nogen bruger ovenstående til at hævde sig på andres bekostning, tror jeg, vi kan rykke noget. Vi behøver ikke fare ud med bål og brand, hver gang, men kan stilfærdigt stille spørgsmålet: ”er det der virkelig sjovt?” … Jeg regner ikke med, at jeg kan overbevise alle, men som jeg siger til mine elever, behøver de egentlig ikke være enige med mig i, at disse fem ting ikke er noget vi driller hinanden med… jeg er tilfreds med blot at køre dem trætte, så de ikke orker det.

 Jeg ved ikke, om jeg har formået at køre jer trætte… jeg håber det ikke. For det er jer, jeg sætter min lid til, når jeg om lidt sætter mig ned, og giver bolden videre, for at bede jer om at tage handling ift. de unge mennesker i jeres nærhed, ikke først som knap 40-årige kan sige: jeg ved, hvem jeg er, for jeg kan mærke mig. Nu.”

 

 

Status – eller “det mest rodede blog-indlæg nogensinde…”

Jeg har ganske enkelt rygende travlt på stort set alle områder. Det kan være svært helt at finde tid til at sidde ned og mærke om sjælen kan følge med. Det kan den som regel (næsten) godt, men mest fordi alternativet er, at jeg står med en følelse af ikke at have kæmpet for det, jeg tror på. Den følelse er værre end den der handler om at have travlt.

OK18 er i gang… og jeg har fingrene dybt nede i ballade-dåsen, bl.a. gennem etableringen af Fagligt Regionalt Udvalg (også kaldet FRU syddanmark). Desuden fik jeg sendt en mail rundt til en masse kommunalpolitikere om at insistere på at sparede lønkroner indefryses til de påvirkede områder. Indtil videre ved jeg, der er ca 25 kommunalpolitikere, der er hoppet med på den, så det er en fed fornemmelse. Det samme gælder officielt afstandtagen til KL´og Regionernes lockout af de offentligt ansatte, hvor solidaritetsflaget også er blevet rejst, og så var der en weekend på landskontoret med lærernetværket, FLU (fagligt landsudvalg – som jeg vist nok er kommet til at melde mig til) og… lidt blandet OK18 information/møder. Dertil er jeg pt. indsuppleret i Region SydDanmark for Vibeke Syppli Enrum, og prøver (ikke) at ødelægge (ret) meget. Der har været budgetseminar, møde i det nære sundhedsudvalg, i morgen regionsrådsmøde og i ugen der kommer politisk konference + danske regioners generalforsamling, for ikke at nævne alle de små pudseløjerlige ting, man også bruger tid på, når nu man er sådan en “folk ved hvem er”… men det gemmer jeg til et længere indlæg i løbet af ugen, for det har bl.a. inkluderet en underretning på seksuelt misbrug blandt jævnaldrende børn, en rådden kultur i forvaltningen, bisidder og interviews m. flere familier i denne sag, der virkelig truer med at vokse til noget rigtigt grimt for min kommune. (ja, det er en cliffhanger, men dååånt ju wørry, det bli´r ulækkert)… jeg har også talt til Kvindernes internationale kampdag, passet min søn, min hund, min familie (far er endelig dømt kræftfri), min søn (som jeg pt. er 100% alene om, da han sjældent ser sin far), set på ny (gammel) bil og passet mit fuldtidsarbejde som lærer, passet den faglige kamp der og skrevet div. udtalelser ift. regeringens forbandede ghettoplan… dertil en urafstemning, der gik over alt forventning, en generalforsamling i vores lokale Ø og lidt planlægning ift. Folkemøde samt klargøring til Årsmøde… her i weekenden var jeg så med på afdelingstræf, hvor jeg fik blandet mig ind i kampen for de små afdelinger og skal være med til at skrive et kommisorium…

*trækker vejret dybt*

Jeg ved, det lyder af meget… men det er okay. For jeg kan ikke lade være. Det er i blodet på mig. Jeg tænker da nok, der kommer nogle dage i påsken, hvor jeg lige trækker stikket.. eller nej, det bliver nok i sommerferien, da vi jo har en OK18, men.. jeg elsker det. Helt ærligt. Jeg finder en kæmpe energi i at vide, at jeg IKKE står på den forkerte side af historien, når engang regnskabet skal gøres op. Jeg får momentvise prik af afmagt, men de afløses af den der erfaring jeg gjorde mig, da jeg var hjemløs og boede på gaden.

Man kan det, man skal. Et. Skridt. Ad. Gangen…

Nå, men jeg har lige en tale, jeg skal have rettet lidt til, inden jeg tør smide den online. Jeg er blevet opfordret til at lægge mine ord fra Kvindernes Internationale Kampdag online… så…det gør jeg. Snart. Jeg sværger.

 

 

 

 

 

I sort

Jeg har sort på i dag. Det er ellers sjældent. Men det er der, jeg er. Jeg trænger til at have lov til at være…sort. Der er intet så forfærdeligt som ventetid. Intet så ødelæggende som at vente på svar.

Min fars iltoptag svinder… han kan ganske enkelt ikke trække vejret – og de ved ikke, hvorfor, når han spørger på sygehuset. Det er ikke lungebetændelse, for der er ingen infektionstal…og hverken intravenøs antibiotika-pennicillin-hurlumhej eller noget som helst andet hjælper. Han kvæles langsomt, som det er lige nu.

I dag kommer svarene på en helvedes masse tests, og han og mor har været til et par andre samtaler – en hvor lægen frarådede dem at tage til Færøerne og istedet “nyde den tid de har sammen” – hvad fanden det så end betyder, når det “ikke ligner rigtig kræft”… undskyld mig – men findes der forkert kræft, eller hvad betyder det?

Far fortalte, at han så sine CT-billeder, og at der på 2 år er sket en vild forandring. Fra sporadiske små hvide pletter på lungerne, ligner de nu en sommerdagshimmel med cumulus humilis – skyer. Vat-totter spredt over det meste.

Vi var på loppemarked i Helle-hallen går, hvor jeg fandt de smukkeste hårkamme med similisten og en fantastisk lille håndtaske (ja, jeg har nu en rigtig håndtaske)… og efter frokost derhjemme, slog vi mave i sofaen. Vi talte, og jeg fik alt ovenstående at vide. På et tidspunkt rejste min far sig, fordi han lige ville kigge til den der symaskine Kisser har foræret mig, som ikke rigtig vil det, den skal… og så kom jeg til at spørge min mor:

“Hvis I får at vide, det er kræft… gider han så kæmpe mere?”

Mor så træt ud i blikket og svarede, at det vidste hun fantisk ikke, og hun vidste ikke, om hun turde spørge.

Jeg blev pludselig “Maya, 3 år”, så jeg kaldte på min far, mens jeg gik ud til ham og sagde en masse om, at jeg altså var hans lille pige på 3 år lige nu, og derfor havde jeg altså ikke nogle grænser for, hvad der var “ok” at spørge om, så jeg ville egentlig bare gerne vide, om han havde tænkt sig at kæmpe videre, hvis beskeden var, at det er kræft?

Han kiggede ikke på mig, men jeg kunne se, han smilede, for han er indimellem ret glad for, at min indre lille pige ikke lader sig begrænse af “hvad man bør eller ikke bør” sige… modet til at snakke om det svære, er noget, han har dyrket. “Vær ikke så bange… så længe du siger ting i kærlighed”…plejer at være essensen.

“Jeg er ikke sikker på, jeg orker det, så det tror jeg ikke” sagde han…. og jeg kunne mærke min verden styrte i grus, samtidig med jeg mærkede en næsegrus beundring for hans ærlighed. Jeg stod stille ved siden af ham, der i køkkenet og vidste et sekund ikke, hvad jeg skulle svare… men det kom instinktivt, for nu var der brug for voksen-Maya:

“Det forstår jeg fandeme godt, far… Det er i orden. Det kan jeg respektere – selvom jeg synes, det er lidt træls…”

Så det er der, vi står. Der jeg står. Og jeg skal ikke undervise før kl. 10, og jeg kan næsten ikke komme ud ad sengen. Sidder med dynen over mig og en hund, der ligger hen over mig og ikke er til at klistre af mig. Det er så rart og fint…

Mine forældre ved mere omkring kl 9… og jeg har mest af alt lyst til bare at blive her og forsvinde ind i sorgen, hvilket er åndssvagt, når jeg intet ved endnu. Jeg er bare ved at være træt. Jeg gider godt bruge en hel dag på at græde og være lille med tankerne om, at jeg da ikke kan klare mig uden min far, og at jeg vil giftes “NU”, fordi jeg vil følges op ad kirkegulvet og den slags tanker som “fars pige” altid tænker… og jeg tænker på mor. Og på at de her d. 16. februar havde været kærester i 45 år… sgu… og at “han fandeme bare har at holde sig i live, til jeg bliver 40″…og og og… “dommedagstanker ad libitum? Værsågod, døren er der”…

Men jeg skal nok kravle videre, . Jeg har sgu været i bad i dag – og det skal jo ikke gå til spilde, ligesom mit rene, sorte tøj også trænger til at blive brugt… og så savner jeg mine elever, selvom de på mange måder er… oh well… elever. Jeg skal nok komme afsted.

“Somebody´s miracle”.

Jeg synger gospel, og jeg er lige kommet hjem fra en fantastisk koncert i Harte, hvor “mit” kor Living Joy sang sammen med Hartekoret og Tønder Gospelkor. Det gør et eller andet ved mig – og lige i dag trængte jeg virkelig til det. Jeg trængte så inderligt til at mærke glæde og fyldes af håb.

Om jeg er reelt troende på en udelukkende kristen gud, er jeg ikke så sikker på, men jeg kan godt bruge løftet om “det gode”, og jeg finder stor trøst i glædes- og kærlighedsbudskaberne, der er i stort set alle de større religioner.

Jeg var til borgermøde med borgergruppen Syg i Vejen i går (læs artikel her) som paneldebat-deltager for Enhedslisten, og mit hjerte brast hundrede gange i løbet af aftenen. Indimellem ville jeg sådan ønske, at jeg ikke bar mit hjerte udenpå tøjet i mit møde med mennesker, så jeg bare kunne nøjes med at sidde og nikke medfølende og skrive/sige noget enormt politisk korrekt og tilpas udefinerbart, så ingen kunne fange mig i at sige noget konkret… men det kan jeg ikke. Det er bare sådan, det er. Sådan JEG er. Der kommer måske en dag, hvor jeg hviler fint i ikke at være cool… men jeg gik rigtig træt i seng i går. Knust over måden, man behandler folk på i min kommune.

Historierne er mange, og jeg fik kuldegysninger over det mod, som de berørte udviste ved at turde sidde og fortælle vildt fremmede mennesker om deres livs kamp – kampen for deres liv – med tårerne trillende ned ad kinderne. Stærke i deres sårbarhed. Desperate for at blive hørt, taget alvorligt, respekteret. Stemmerne fra de 40, der turde møde op, var stærke. Intense og insisterende på en måde som kun mennesker, der er på deres yderste kan være. “Hør mig! Se mig! Jeg er lige her!”.

Skiftende sagsbehandlere – op til 15 forskellige på 2 år. Afklaringer til ressourceforløb, der tager over 15 (FEMTEN) år. Trusler om at miste flexjob-ydelsen, hvis man klager over behandlingen. Jagt på facebook. Påtvunget psykolog-forløb – fordi man har ondt i kroppen. Nulstilling af al hidtidig afklaring – fordi en ny sagsbehandler kommer til. Underkendelse af special-læge udsagn… og mange mange mange andre historier, som jeg, ærligt ikke kan huske ret meget af, fordi jeg var nødt til at koble fra.

Men hvem er jeg, siden jeg kan tillade mig at klage? Tanken om at være dem, evigt mistænkeliggjort, negligeret, undervurderet og fordømt i et system, der ikke er bygget til mennesker men til regneark, hvis eneste formål er at spare i nuet – og ikke på den lange bane – er ikke rar.

Jeg sad som politisk repræsentant, men ærligt – jeg kan ikke svare på, hvad det er, der skal til. Jeg ved ikke, hvordan vi ændrer kulturen i Jobcentret i Vejen. Jeg aner det ganske enkelt ikke. Jeg vil så meget… men et flertal for en borgerrådgiver er jeg ikke helt sikker på, at vi får. Det der med at overbevise de andre partier om, at der skal tilføres flere midler til området, så man kan spare… det bliver dælen dytteme svært. Men det er ikke det samme, som at vi ikke skal prøve. Vi ved godt, vi ender som tornen i øjet på de andre politikere, men det er okay. Vi er ikke sat i verden for at please dem, men for at gøre opmærksom på problemerne i et mere og mere ulige samfund. De, der ikke har ressourcerne, skal ikke lide i stilhed. Vi vil gerne larme for dem.

Og nu kommer vi til begyndelsen og afslutningen af dette indlæg… for jeg synger gospel, og jeg har besluttet mig for, at starte med at overbevise min korleder om, at vi skal synge “somebody´s miracle”… for indimellem, er vi nogens mirakel… og selvom jeg er knust, træt og ødelagt efter aftener med store følelser, så er det tanken om, at jeg -måske- kan gøre en lille bitte forskel for andre, der gør, at jeg står op om morgenen, tager på arbejde og tager hele turen een gang til, når folk enten ringer eller skriver, eller når de stopper mig på gaden.

Det er okay, fordi jeg ved, at når jeg (forhåbentligt) har været nogens mirakel, så får de måske overskud til at give det videre og være mirakel for andre, om det bare er deres børn… med eller uden Jesus…det er egentlig ikke så vigtigt. Det er essensen, at være og gøre noget for andre, der tæller.