Texas here I come!

usa1.jpg

Det tog sin tid, men jeg har nu fået at vide, at jeg får et visum til USA, så jeg endelig kan nå et af mine mål med at tage til USA. Jeg glæder mig SÅ meget! 2 uger har jeg sat af til turen, og Kady har allerede sendt mig en liste med ting, vi skal se/opleve.

Det var ellers noget af en manøvre at få indrejsetilladelse – især når man er ærlig. Jeg har siden lært, at en stor portion af mine bekendte -ikke- er lige så ærlige, og jeg må da tilstå, at jeg lige i det her tilfælde, ville have ønsket, at jeg havde evnen til at lyve – eller i det mindste vide, at hvis jeg lyver, så ville jeg ikke være til at gennemskue, men… jeg ville jo vade gennem kontrollen storsvedende og småpanisk.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har ADHD, men hvis man tjekker “ja” i den boks i sin ESTA-approval, (et lynvisa man kan få online med 72 timers varsel), og bekræfter, at man enten har et psykisk handikap og/eller ebola eller andre syrede sygdomme, så ender man altså på en rejse i papir, som er ret vild. Man skal søge rigtigt visa og booke en tid på ambassaden i Kbh (det koster 1040,- bare at få lov til at møde op), man skal også til fotografen og… ja. Men det er ganske ufarligt – selvom ventelokalet på ambassaden lugter mærkeligt og 80´er agtigt. Spørgsmålene er stort set de samme, som man skal besvare online med enkelte variationer. Det føles som lidt spild af penge, men “så´n er det” – og jeg blev godkendt til et visa – så når det kommer med posten (printet i mit pas), kan jeg sådan set bare rejse.

Jeg har fablet om rejsen i næsten 5 år, hvis ikke længere. Om at bevise over for mig selv, at jeg godt kan, at jeg kan spare pengene sammen til det, at jeg kan gøre alt det, som mange siger, at “sådan nogle” som mig ikke kan. Jeg tog en uddannelse – og jeg har arbejdet i to år, og jeg har en knægt, der (så småt) er begyndt at være fornuftig. Det her er endnu en markør. Et bevis på at jeg har rykket mig siden 2008, hvor jeg stod på gaden som hjemløs med min søn. 36527006_10212869900881801_877755044580032512_nJeg var i øvrigt omkring krisecentret Baltic på Dortheavej 71 i går, for jeg havde brug for et billede… af døren… for at mærke hvor jeg kom fra…for at huske min historie og mærke den på samme dag som jeg blev “sådan en”, der rejser til fremmede verdendele. Jeg har godt af at huske min fortid. Det er sundt. Jeg er taknemmelig.

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s