Statsautoriseret overgreb.

Det er knap to år siden, jeg blev færdiguddannet folkeskolelærer, og jeg har heldigvis været forskånet for nationale test… indtil i denne uge, og jeg har stadig en rigtig skidt fornemmelse i maven over at have været med til at begå det, jeg, efter at have prøvet det, kun, med lidt grove ord, kan betegne som et statsautoriseret overgreb.

Måske burde jeg være loyal over for folkeskolen, men det her med nationale tests og måden det foregår på – det kan jeg simpelthen ikke stå inde for, uanset hvor pjattet jeg ellers er med ideen og princippet om den danske folkeskole. Jeg føler måske i virkeligheden også, at jeg ER rasende loyal, fordi mit mål er, at gøre folkeskolen bedre end det jeg lige nu er vidne til og del af.

For et års tid siden skrev Jeppe Søe et brev (læs på folkeskolen.dk her) , da han ønskede sin søn fritaget for nationale test. Dengang var hans argument, at hans søn ikke skulle være del af et politisk projekt med indsamling af statistik for at måle skoler og sammenligne dem… men det er ikke det, som min blog tager udgangspunkt i, uanset hvor enig jeg i øvrigt er med ham i hans analyse og kritikpunkter.

Min anke er ikke del af et større politisk spil, det handler om det nære, og om det her reelt er gavnligt både for barnet – og om det er fagligt forsvarligt.

Jeg gjorde nogle elever ondt, fordi man tvang mig til det, og jeg havde ikke “nosser” nok til at sige fra, og ligesom enhver anden bøddel tænkte jeg: “hvis ikke jeg gør det, så gør nogle andre, og måske kan jeg afbøde faldet lidt, selvom jeg selv trykker på aftrækkeren?”

Heldigvis for mine elever havde jeg glemt alt om nationale tests, indtil jeg skulle melde dem til, men så blev også jeg ramt af panik. Følelsen af ikke at have gjort mit arbejde godt nok, fordi mine elever skulle måles på en standardiseret måde i en ikke-dynamisk ramme, prikkede mig i sjælen allerede inden, testen var afholdt. Jeg vidste, vi havde læst en masse indtil nu, men havde vi læst det rigtige, og havde eleverne egentlig forstået det, de havde læst, og og og…?

Min faglige (u)sikkerhed er dog ikke det vigtigste i den her cocktail. Det er elevernes. For det øjeblik jeg fortalte, at “det var tid”, mærkede jeg en ændring hos mine elever. Den var ikke håndgribelig og definer-bar, men jeg fik i løbet af nogle dage talt med dem, der i sær reagerede. Et af udsagnende var: “Nu skal jeg igen have at vide, at jeg ikke er god nok”.

På selve testdagen fik jeg en rar kollega til at hjælpe mig med at stille computere op en halv time før mødetid, for at være sikker på der var computers til alle – og de virkede efter hensigten. Eleverne kom ind i klassen, og de fik sat sig…

Jeg kan/må/vil ikke gå i detaljer med hvilke elever, der gennemgik hvad, men for de der ikke ved det, kan jeg fortælle, at de nationale test er skruet sådan sammen, at selv en, der ikke kan det fjerneste, kan være heldig og klikke sig vilkårligt frem til et udmærket resultat. Når eleverne i vejledningen får at vide, at de bare skal klikke et vilkårligt sted, frem for at springe videre, hvis de ikke kan svaret, fordi et spring giver en fejl, så er det altså et problem. Det giver altså en fejl, hvis en elev indrømmer, at der er noget, man ikke kan finde ud af. Det er en tankegang, som jeg slet ikke kan rumme på det rent dannelsesmæssige plan. De straffes for at være ærlige. Når man så ovenikøbet lægger det, at man kan risikere at klikke rigtigt, så ens resultat ikke er i overensstemmelse med virkeligheden, så står vi med et system, der belønner nogle for at gætte – og ikke for deres reelle viden. Jeg synes, det er problematisk.

Endnu mere problematisk er det, at eleverne ganske enkelt ikke kan gennemskue, hvad de skal, hvis man ikke har trænet den her prøveform med dem. Jeg bør altså sætte reel undervisningstid af, så mine elever kan blive bedre til at…gå til prøve? Ikke til at blive dygtigere, mere velformulerede, demokratiske, tænkende, kritiske og analytiske… nej… til at blive bedre til at… gå til prøve. Jeg ved, jeg har kollegaer på bl.a. andre skoler, som gør dette, men jeg kan ikke selv forsvare det. For burde mit mål ikke være at se helheden over testen? Hvis man er bare nogenlunde i kontakt med sine elever, så -ved- man godt, hvor de ligger, og hvad de skal arbejde med. En multiplechoice-test gør ikke nogen bedre til noget. Ofte er det lige modsat…

For når jeg sidder med børn, der græder, mens testen står på, fordi de godt ved, de ikke ved, det man har besluttet sig for, at de skal vide på lige netop den dag, så er det -ikke- gavnligt for noget. Når jeg har børn, der i blinde klikker løs, fordi de mentalt ikke kan rumme test-formen, og bare vil være færdige, fordi selve presset over at skulle sidde stille er for meget, så giver det jo ikke et reelt billede. Når jeg ser ellers robuste børn, der læner sig frem og lægger panden i bordet og gemmer deres ansigter, fordi de “ikke kan mere”, så er det ikke okay.

… Og det er SLET ikke okay, at jeg, på baggrund af en eller anden matematisk algoritme baseret på gætterier, skal fortælle dem og deres forældre hvilket niveau barnet nu er målt til at tilhøre.

Men HVIS nu jeg skulle købe argumenterne, der siger, at nationale test er den helt rigtige måde at måle børn på, så går det vældigt over min forstand, at forældre ikke har adgang til alle resultater.

Da jeg sad og tjekkede elevernes resultater online, blev jeg overrasket over, at det ikke var muligt at udprinte den progressionskurve til forældrene, jeg som lærer har adgang til. I min verden er selve resultatet ligegyldigt – men progressionen er ikke, og jeg tror, der sidder rigtig mange forældre, der synes det samme. Måske brød jeg en lov, jeg ikke kender, men jeg valgte altså at vedlægge en håndskreven note, hvor jeg fortalte, hvor barnet havde rykket sig, så selv et resultat i næst-laveste niveau kunne blive til en succes-historie, netop fordi eleven har rykket sig positivt på et eller flere del-områder. Vi er sgu nødt til at dyrke det, der er godt. Bare lidt.

Som lærer ville jeg ønske, at jeg ikke skulle udsætte mine elever for det her igen og igen. For det giver ganske enkelt ikke mening at spilde så mange penge, tid og ressourcer på at måle eleverne på noget, som ikke giver et retvisende billede. Jeg har ikke mødt EN kollega, der mener, de eller deres elever får noget ud af den her form for prøve, og jeg undrer mig meget over, hvad der gør, at vi ikke siger stop? Som fagprofessionelle og som forældre. Hvad skal vi reelt set bruge det her til? Hvem gavner det…? Ihvertfald ikke børnene i den danske folkeskole…. og så ender vi måske tilbage ved Jeppe Søe´s indlæg om, at det her er et politisk værktøj, som vi ofrer vores børns ve og vel på en gang om året..

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s