Statsautoriseret overgreb.

Det er knap to år siden, jeg blev færdiguddannet folkeskolelærer, og jeg har heldigvis været forskånet for nationale test… indtil i denne uge, og jeg har stadig en rigtig skidt fornemmelse i maven over at have været med til at begå det, jeg, efter at have prøvet det, kun, med lidt grove ord, kan betegne som et statsautoriseret overgreb.

Måske burde jeg være loyal over for folkeskolen, men det her med nationale tests og måden det foregår på – det kan jeg simpelthen ikke stå inde for, uanset hvor pjattet jeg ellers er med ideen og princippet om den danske folkeskole. Jeg føler måske i virkeligheden også, at jeg ER rasende loyal, fordi mit mål er, at gøre folkeskolen bedre end det jeg lige nu er vidne til og del af.

For et års tid siden skrev Jeppe Søe et brev (læs på folkeskolen.dk her) , da han ønskede sin søn fritaget for nationale test. Dengang var hans argument, at hans søn ikke skulle være del af et politisk projekt med indsamling af statistik for at måle skoler og sammenligne dem… men det er ikke det, som min blog tager udgangspunkt i, uanset hvor enig jeg i øvrigt er med ham i hans analyse og kritikpunkter.

Min anke er ikke del af et større politisk spil, det handler om det nære, og om det her reelt er gavnligt både for barnet – og om det er fagligt forsvarligt.

Jeg gjorde nogle elever ondt, fordi man tvang mig til det, og jeg havde ikke “nosser” nok til at sige fra, og ligesom enhver anden bøddel tænkte jeg: “hvis ikke jeg gør det, så gør nogle andre, og måske kan jeg afbøde faldet lidt, selvom jeg selv trykker på aftrækkeren?”

Heldigvis for mine elever havde jeg glemt alt om nationale tests, indtil jeg skulle melde dem til, men så blev også jeg ramt af panik. Følelsen af ikke at have gjort mit arbejde godt nok, fordi mine elever skulle måles på en standardiseret måde i en ikke-dynamisk ramme, prikkede mig i sjælen allerede inden, testen var afholdt. Jeg vidste, vi havde læst en masse indtil nu, men havde vi læst det rigtige, og havde eleverne egentlig forstået det, de havde læst, og og og…?

Min faglige (u)sikkerhed er dog ikke det vigtigste i den her cocktail. Det er elevernes. For det øjeblik jeg fortalte, at “det var tid”, mærkede jeg en ændring hos mine elever. Den var ikke håndgribelig og definer-bar, men jeg fik i løbet af nogle dage talt med dem, der i sær reagerede. Et af udsagnende var: “Nu skal jeg igen have at vide, at jeg ikke er god nok”.

På selve testdagen fik jeg en rar kollega til at hjælpe mig med at stille computere op en halv time før mødetid, for at være sikker på der var computers til alle – og de virkede efter hensigten. Eleverne kom ind i klassen, og de fik sat sig…

Jeg kan/må/vil ikke gå i detaljer med hvilke elever, der gennemgik hvad, men for de der ikke ved det, kan jeg fortælle, at de nationale test er skruet sådan sammen, at selv en, der ikke kan det fjerneste, kan være heldig og klikke sig vilkårligt frem til et udmærket resultat. Når eleverne i vejledningen får at vide, at de bare skal klikke et vilkårligt sted, frem for at springe videre, hvis de ikke kan svaret, fordi et spring giver en fejl, så er det altså et problem. Det giver altså en fejl, hvis en elev indrømmer, at der er noget, man ikke kan finde ud af. Det er en tankegang, som jeg slet ikke kan rumme på det rent dannelsesmæssige plan. De straffes for at være ærlige. Når man så ovenikøbet lægger det, at man kan risikere at klikke rigtigt, så ens resultat ikke er i overensstemmelse med virkeligheden, så står vi med et system, der belønner nogle for at gætte – og ikke for deres reelle viden. Jeg synes, det er problematisk.

Endnu mere problematisk er det, at eleverne ganske enkelt ikke kan gennemskue, hvad de skal, hvis man ikke har trænet den her prøveform med dem. Jeg bør altså sætte reel undervisningstid af, så mine elever kan blive bedre til at…gå til prøve? Ikke til at blive dygtigere, mere velformulerede, demokratiske, tænkende, kritiske og analytiske… nej… til at blive bedre til at… gå til prøve. Jeg ved, jeg har kollegaer på bl.a. andre skoler, som gør dette, men jeg kan ikke selv forsvare det. For burde mit mål ikke være at se helheden over testen? Hvis man er bare nogenlunde i kontakt med sine elever, så -ved- man godt, hvor de ligger, og hvad de skal arbejde med. En multiplechoice-test gør ikke nogen bedre til noget. Ofte er det lige modsat…

For når jeg sidder med børn, der græder, mens testen står på, fordi de godt ved, de ikke ved, det man har besluttet sig for, at de skal vide på lige netop den dag, så er det -ikke- gavnligt for noget. Når jeg har børn, der i blinde klikker løs, fordi de mentalt ikke kan rumme test-formen, og bare vil være færdige, fordi selve presset over at skulle sidde stille er for meget, så giver det jo ikke et reelt billede. Når jeg ser ellers robuste børn, der læner sig frem og lægger panden i bordet og gemmer deres ansigter, fordi de “ikke kan mere”, så er det ikke okay.

… Og det er SLET ikke okay, at jeg, på baggrund af en eller anden matematisk algoritme baseret på gætterier, skal fortælle dem og deres forældre hvilket niveau barnet nu er målt til at tilhøre.

Men HVIS nu jeg skulle købe argumenterne, der siger, at nationale test er den helt rigtige måde at måle børn på, så går det vældigt over min forstand, at forældre ikke har adgang til alle resultater.

Da jeg sad og tjekkede elevernes resultater online, blev jeg overrasket over, at det ikke var muligt at udprinte den progressionskurve til forældrene, jeg som lærer har adgang til. I min verden er selve resultatet ligegyldigt – men progressionen er ikke, og jeg tror, der sidder rigtig mange forældre, der synes det samme. Måske brød jeg en lov, jeg ikke kender, men jeg valgte altså at vedlægge en håndskreven note, hvor jeg fortalte, hvor barnet havde rykket sig, så selv et resultat i næst-laveste niveau kunne blive til en succes-historie, netop fordi eleven har rykket sig positivt på et eller flere del-områder. Vi er sgu nødt til at dyrke det, der er godt. Bare lidt.

Som lærer ville jeg ønske, at jeg ikke skulle udsætte mine elever for det her igen og igen. For det giver ganske enkelt ikke mening at spilde så mange penge, tid og ressourcer på at måle eleverne på noget, som ikke giver et retvisende billede. Jeg har ikke mødt EN kollega, der mener, de eller deres elever får noget ud af den her form for prøve, og jeg undrer mig meget over, hvad der gør, at vi ikke siger stop? Som fagprofessionelle og som forældre. Hvad skal vi reelt set bruge det her til? Hvem gavner det…? Ihvertfald ikke børnene i den danske folkeskole…. og så ender vi måske tilbage ved Jeppe Søe´s indlæg om, at det her er et politisk værktøj, som vi ofrer vores børns ve og vel på en gang om året..

 

Tankerække

Lige om lidt er det i morgen, og jeg skal på arbejde. Som lærer. I en reddy træls ventetid. De sidste dage har været fyldt med spin, som har været ekstremt dårligt skruet sammen, hvis man har bare en smule analytisk sans. En økonom plæderer for, at løngabet, som Sophie Løhde bruger som argument for ikke at ville give reallønsstigninger, i virkeligheden er større, og SL derfor SLET ikke kan efterkomme ønskerne fra arbejdstagerne… det lyder jo overbevisende, men selvsamme økonom, tager stadig kun udgangspunkt i lønudviklingen gældende fra 2008… og ikke – som man normalt gør – over en 20-årig periode. Dvs…vi igen..diskuterer på helt skæve præmisser, og..igen…diskuterer de samme tal, der dog lige tilsættes et eller andet med nogle DJØF’ere…eller… en masse ord, som man i virkeligheden bare bliver rigtig træt af, fordi det er spin og manipulation, der er skabt for at flytte fokus fra de reelle problemer.

Samtidig kan man så få lov til at læse artikler om, at man er et dårligt menneske, fordi man tillader sig at kritisere, der er folk, der ikke er medlem af en fagforening – men en fagforretning (gul fagforening), og at folk føler sig mobbet, fordi de ikke må deltage i informationsmøder…afholdt af fagforeningerne. Jeg VED godt, jeg har specialpædagogik og således burde være lidt mere rummelig, men det er jeg altså ikke. Bevares, jeg taler da pænt, men jeg har altså ikke tænkt mig at lade være med at diskutere OK18 på lærerværelset og lufte min holdning, når det kommer til det generelle problem i, at folk gerne vil have de goder, der følger med – men ikke betale og stå skulder ved skulder sammen med os, der kæmper for ordentlige vilkår. Jeg kan ikke bruge deres gode ønsker til ret meget andet end et “jo tak skal du da ellers have”. Det skrives her og der, at de føler sig mobbet… nuvel, jeg skal ikke modsige andres følelser, men det er vel netop en del af prisen, når man bevidst stiller sig uden for den faglige kamp, at man ikke er inviteret med i inderkredsen? Og så er det måske også meget naturlig, at de af os, der er villige til at stifte gæld og kæmpe, bliver lidt stramme i smilet, når andre bare lister uden om byrden, men høster udkommet ganske omkostningsfrit…

I morgen skal jeg på arbejde… og jeg venter, ligesom 450.000 af mine kollegaer i det offentlige. Det er ikke en helt fed følelse at starte op på, og lige i aften er entusiasmen ikke overvældende. Jeg savner følelsen af ikke at vente på Dommedag…

Jeg har så også en national test for min 6.klasse klokken 8.00… og udover det er første gang, jeg skal køre dét dyr over, så bryder jeg mig meget lidt om tests som disse. Jeg skal nok, for det siger loven, men årh, hvor jeg bare ikke glæder mig til at skulle presse de elever igennem, som jeg allerede nu ved, skal have en “laaangt under middel”-besked. Jeg HÅBER virkelig, at vores samtaler om hvad tests og karakterer er udtryk for, har kunnet stive nogle af dem lidt af. “Jeg ved, du knokler løs, derfra hvor du står…for MIG betyder det mere, end hvad nogle kloge folk mener, du skal kunne lige præcist i dag!”… det gav lidt ro, og jeg SVÆRGER, jeg kommer til at rose enhver, der har bare ET rigtigt svar… for det er SÅ meget bedre end nul… og der er altså nogle af de her unger, der alt for længe har fået at vide, hvad de ikke kan, og det bliver ikke mig, der kommer til at fodre dét monster…

Vi har læst en del de sidste 3 uger, og alle elever har haft læsebøger med hjem i ferien, og forældrene har fået at vide, de skal træne med deres børn på daglig basis med artikler, læseopgaver online, genfortælling osv… og… ja. Nu må vi se… jeg er nok lige så nervøs, som de er, fordi jeg ved, de generelt ligger under niveau, og min opgave de sidste par måneder, siden overtog dem har været “at få skuldrene ned”, og det er lykkedes ganske udmærket, for nu at undervurdere resultatet… men… alligevel, det har betydet, de halter fagligt. Jeg vil jo gerne have, at de skønne unge mennesker, jeg omgiver mig med og knokler røven ud af bukserne for, får en god oplevelse… Det skal være hyggeligt! Rart! Pokkerme! Jeg tager stearinlys med… og chokolade til bagefter.

Min arbejdssituation er pt. lidt usikker, da mit vikariat udløber 1. August. Jeg har endnu ikke kigget mig oprigtigt omkring efter noget andet, omend jeg har fået et par hints fra kollegaer i både Grindsted, Billund og Haderslev…men jeg har ikke reageret på dem endnu. Det skal jeg jo nok snart til, selvom jeg ikke har lyst. Jeg -har- prikket lidt til mine ledere, men de knokler på med fagfordeling osv… og den tålmodighed, må jeg vel nok finde frem et eller andet sted.

Tanken om potentielt at skulle begynde forfra et nyt sted tænder mig ikke voldsomt. Især fordi jeg er ret glad for mine elever, kollegaer og har en fantastisk ledelse, der “forstår” mig og min til tider meget direkte og uortodokse indgangsvinkel. Hmmm… Jeg er virkelig taknemmelig for, nu hvor jeg lige mærker efter, at jeg har fået lov til at være autentisk – og at det har været helt rigtigt. Så uanset om jeg får lov at blive, hvor jeg er, så har jeg opbygget og afprøvet min egen lærerpersona, som jeg kan stå inde for, og jeg véd, at jeg er skidegod til det, jeg satte mig for, jeg ville kunne, da jeg begyndte at læse i 2011 på trods af advarsler fra folk, der ville have placeret mig på en førtidspension pg.a. min ADHD. Det er måske udansk og ikke populært at være selvfed, men det er jeg altså lige nu.

Heh… det var en god tankerække at komme ind på, det her. Det er det, der bør fylde mest lige nu…det skal overdøve larmen fra OK18… det er de små gaver, jeg får af mine elever hver eneste dag i form af smil, latter, kampe og sejre. Det giver sgu gnist at tænke på. Og selvom jeg er pjattet med at holde ferie og nyder at sove længe, så glæder jeg mig til at skulle tidligt op og gå med hunden, mens fuglene kvidrer… og den der følelse, når jeg sætter mig ud i bilen og kører afsted i morgensolen, mens Queens “don’t stop me now” fylder øregangene, og visheden om, at jeg kan er med til at forme menneskeskæbner i positive retninger rumsterer i sjælen, den er svær at slå.

Lyt med:

Don’t stop me now