Min tale fra 8. marts. Kvindernes internationale kampdag. Uredigeret.

“Jeg ved ikke, hvad jeg skal skrive, og i virkeligheden er klokken fem minutter i lukketid. Der har været fem-ti-femten halvfærdige taler på papiret, men jeg er aldrig rigtig nået i mål. Det er svært at skrive en tale, som både skal være professionel uden at være ligegyldig og personlig uden at være smurt ind i retoriske patosgreb, der gør det hele lidt – for – kvalmende.

Mit navn er Maya, og jeg er 39 år og mor til en ung mand på snart 18, som jeg har stået alene med siden han var 5 mdr gammel, da hans var valgte at slå mig – for sidste gang. Det var ikke den sidste mand, jeg elskede, som også slog, men i marts i år er det 10 år siden, jeg forlod den sidste mand, der mente at fysisk vold var et brugbart sprog imellem elskende. For jeg elskede – og kan ærligt sige, at jeg stadig elsker dem for det gode de bar i sig. Der manglede ikke kærlighed. Der var bare alt for meget af det andet.

 Jeg vil gerne, indledningsvis, sige, at jeg ikke agter at basere denne tale på et eneste gran af videnskabsbaseret empiri. Mine postulater er mine egne, for jeg nægter helt grundlæggende, at købe en dagsorden der siger, at diskussionen om partner-vold, altid skal være baseret på statistik og viden udover denne, som I skal være velkomne til selv at google jer frem til: Det sker i alle kulturer, alle socialklasser, alle byer, alle lande…

 Hvorfor vil jeg ikke basere min tale på facts og målbare observationer? Fordi jeg vil have lov til at mene, jeg vil have lov til at synes, jeg vil have lov til at føle, og det samme gælder jer. Der debatteres altid statistikker og folk fra alle sider vender og drejer dem og pointerer at lige netop deres synspunkt kan rummes i ”figur 2.3 tredje linje fra højre og ned”. Jeg kunne ikke være mere ligeglad. Som voldsoverlever husker jeg ikke, at en eks lige stak mig et link til Danmarks Statistik, inden han begrundede sit valg af fysisk kommunikationsform.  Det var lidt mere direkte… til sidst.

Vold starter det sted, hvor man ikke opdager den. Sproget. Tidspunktet. Tonen. Man bemærker sjældent den psykiske vold, før den er forankret i forholdet, og følelsen – lige der – i maven gør, at man pludselig bemærker, at noget er galt, uden man kan sætte en finger på, hvad det er, så man bliver. Det er de små ting, som når flirt og forelskelse bliver et ”spil” om, hvem der er mest kostbar og dermed sidder på magten. Det er den skjulte bebrejdelse, når ens kæreste siger; ”du burde…” Det er angsten for et decideret møgfald, fordi man ikke levede op til en forventning. Det er den dybe vejrtrækning, når man ved, der kommer ”et eller andet” lige om lidt, fordi man brugte 10 kroner for meget. Det starter med et prik og breder sig til hele ens eksistens. Det kan godt være, at mærkerne ikke er der, og man derfor slår det hen med, at det nok er en selv, og pludselig tænker man ”jeg burde…” i de evindelige forsøg på at undgå vrede.

 Som voldsoverlever, ved jeg ikke, at man ikke kan undgå vreden i et voldeligt forhold. Der skal nok komme et eller andet uanset hvad. Det er et spørgsmål om magt. Den accept af et andet menneskes magt, har jeg brugt en del tid på at lede efter… 

 Måske er det en lidt brugt kliche, når jeg siger følgende; ”det er samfundets skyld”. Men det mener jeg virkelig, at det er. Når jeg har talt med andre voldsoverlevere, bl.a. da jeg boede på krisecenteret Baltic på Dortheavej i Nordvest, havde vi én ting til fælles. Vi havde alle været lidt uden for normen som yngre.

”jeg var et besværligt barn”, ”jeg gav mine forældre grå hår”, ”jeg var en såkaldt drengepige”. Det lyder umiddelbart ganske normalt, men den måde, vi blev mødt på af omverdenen, når vi strittede udenfor ”rigtig-pige-skemaet”, lærte os, at det vi følte, det vi tænkte, det vi sagde, det vi gjorde… skulle justeres i et eller andet omfang. Det var ikke legalt at være anderledes. Det var ikke i orden at insistere på, at ville stå forrest i køen. Det var uacceptabelt at slå igen, når Jens for tredje gang på en uge, havde slæbt en med ned ad trapperne til biblioteket for at rage en på ”pattahne”, fordi man var tidligt udviklet. Han kunne jo bare lide mig, og rigtige piger slås jo ikke – de kan lide New Kids On The Block, glimmerglansbilleder og heste. Desuden er de søde og milde og elsker at rydde op, og hvis ikke de gør det, så skal de tvinges til at gøre det alligevel. Når du fortæller de voksne, at nogen gjorde noget grimt ved dig, får du som det første at vide; ”men hvad gjorde du selv inden?”.

 Det er min provokerende påstand, at bag hver eneste overgreb et menneske er udsat for uden at kunne sige fra, ligger der en fortid med en lang række af (sikkert velmenende) personer, der har overbevist et barn om, at det tog fejl, da det følte, noget var forkert og reagerede på det. Man lærte at lade som ingenting og fortsætte… i mange år. Sådan var det nu engang bedst for alle. ”Ikke sandt? Er du ikke enig? Kom, jeg giver en is, så bliver det hele meget bedre”. Når man som barn lærer, at det man føler og tænker er forkert, forplanter det sig ud i fremtiden. Grænser bliver sådan noget vagt noget, som kan være svært at mærke før noget gør rigtigt ondt.

 Jeg blev ubevidst og følelsesløst grænseløs…

 Som ung kvinde reagerede jeg ikke, når fremmede mænd tog mig på røven i byen. Jeg kneppede, når andre ville kneppe – fordi … det var bøvlet at sige fra, og så længe vi kneppede, gjorde jeg jo et eller andet rigtigt og høstede ros for min indsats. Jeg solgte sex i min følelsesløshed. Primært for bekræftelse. At prostituere mig selv krævede hurtigt, at jeg tog en halv flaske rødvin – snart en hel, for at lamme den der stemme, der stillede skarpt på de følelser, jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle forholde mig til mens, jeg bildte mig selv ind, at jeg selvfølgelig var en slags lykkelig ”luder”.

  Jeg meldte det ikke, de to gange jeg blev voldtaget, for det var jo nok lidt min egen skyld, fordi jeg var ”fræk og eksperimenterende”.  Til gengæld forsøgte jeg at begå selvmord for at komme væk fra det og slippe på en anden måde – og selv i det, fik jeg skæld ud af læger og sygeplejersker på Herlev hospital, fordi jeg havde valgt den vej.

 Jeg overlevede. Men jeg reagerede stadig ikke. Jeg reagerede ikke, når mine kærester pressede mig længere ud, end jeg ville være med til. Når chefer var urimelige. Når venner og veninder stillede urimelige krav til min loyalitet.

 Vi er mange, der er ubevidst følelsesløst grænseløse. Vi kan nok mærke vrede og blive indignerede på andres vegne, men når det kommer til os selv, er vi ikke vigtige nok til at handle på det. Vi har lært at lade være, fordi vi er blevet adfærdskorrigeret så mange gange, at det der ”av i maven” ikke kan genkendes.  Nu er det ikke alle, der ender helt ude i ekstremerne som jeg gjorde, men… det er tankevækkende, at jeg blandt de fleste af mine voldsoverlevende veninder finder næsten parallelle livsforløb med ikke-anmeldte overgreb, elendig skolegang med mobning og en følelse af aldrig at være god nok.  

 Jo, jeg mødte også kønne og dejlige mænd, som jeg alligevel ikke blev gift med, og hvis børn jeg bar under mit hjerte alt for kort tid, men fordi jeg ikke havde mærket mig selv, var det ikke mig, de elskede. Det var mit forsøg på at leve op til deres forventninger, være nem, være sød, de så. Jeg var formløs.

Det lyder måske mærkeligt, at man kan være taknemmelig for, at nogen har prøvet at slå en ihjel. Men for mig var det en gave, fordi jeg vågnede op. Det skete i 2008.

 ”Du bliver aldrig til noget. Du vil altid være arbejdsløs. Du er en taber, som ingen tager seriøst. Du vil altid være grim og fed”  – er i dag blevet til de smukkeste ord, nogen nogensinde har sagt til mig. For mens han klemte om min hals, og jeg så mig selv udefra, mærkede jeg noget vokse. ”Det kan godt være, du er stærk nok til at slå mig i gulvet, men medmindre jeg dør, rejser jeg mig…og jeg pakker –selv – mine ting”. 12 gange var jeg nede og ligge. 13 gange rejste jeg mig. Jeg anmeldte. Men der blev ikke rejst tiltale, fordi der ikke var nogen vidner.

Det var marts 2008, jeg flygtede ud på gaden med intet andet end min søns og mit tøj, et par fotoalbums og et billede af en lyserød kanin med blå selebukser i en ramme… og min søn. Uden at bruge for meget tid på ham i aften (det kan jeg nemlig ikke uden det koster for meget på den emotionelle konto), så har det kostet enorme mængder af energi og kræfter, at genetablere tilliden hos ham. En mor i et forhold med vold har svært ved at være nærværende – og hun er i hvert fald ikke en, man kan regne med, før hun har bevist sit værd. Så det gjorde jeg. Det gør jeg stadig.

 For to år siden snart, blev jeg færdiguddannet folkeskolelærer med specialpædagogik som bachelorfag. Jeg har heldigvis fået lov til at arbejde i ”yderkanten af normalområdet” med nogle af de børn, der som jeg, altid har fået at vide, at det, de gør, er forkert, selvom de i virkeligheden bare vil have at vide, hvad det er, de gør rigtigt. For det er ikke sværere at ændre et liv end det.

 Heldigvis er jeg vokset op i en familie, der på alle måder har støttet op om mig – også som barn. Så der, hvor samfundet fortalte mig, at jeg var forkert, plantede mine forældre noget, jeg i dag har givet lov til at spire og vokse sig stort. Okay, min mor havde da nok haft nogle andre tanker end jeg skulle blive jysk mester i græsk-romersk brydning som 12-årig, da hun fik en pige, og min far har da også gentagne gange bandet over min stædighed, når jeg som 3-årig skreg og ikke ville have vanter på i frostvejr, og han til sidst satte mig bag på cyklen med ordene ”så må du fandeme også selv om det”… Jeg sad stille uden at sige et ord.. indtil vi kom til børnehaven, og pædagogerne gik helt i svime over mine små blå-hvide fingre, mens jeg med et nik kiggede på min far og sagde ”mig vandt – vanter hjem tak”.

 Det er vigtigt, at vi som er i kontakt med børn, vælger at lytte, når de taler. For hvis ikke vi insisterer på, at de har ret til at være de spøjse, fantastiske, mærkelige, sære, sjove, udfordrende, kreative mennesker, som de er, så kan det ende med, at vi knægter deres evne til at sige fra. Hvis vi køber samfundets normer om, at ensretning ift. uddannelse, hus, villa, volvo og de der 2,1 børn er den eneste måde, de kan blive lykkelige på, og derfor maser på for at få dem til at leve op til det, så begår vi, allerede der, et overgreb, der risikerer at åbne op for flere.

 Jeg kunne i min tale sagtens have valgt et historisk perspektiv og forholdt mig til statistik og kloge ting, som andre har sagt eller gjort. Jeg kunne have kigget ud over min egen næsetip og landets grænser og fortalt om kvinder i andre lande, der lever under helt andre og værre forhold end vi gør herhjemme.  Jeg kunne også have fokuseret på ligeløn og lagt op til debat om kønskvotering. Det er ikke fordi jeg underkender relevansen af at tale om alt dette – og mange andre ting.

 Men jeg blev altså godt gammeldags syrlig, da en fyr – som jeg i øvrigt ikke længere flirter med – skrev følgende om min invitation til i dag: ”Der er ikke noget at kæmpe for  som dansk kvinde. Du skulle i stedet koncentrere dig om middelalderlige mørkemænd.  #metoo er i øvrigt en latterlig manifestation, hvor små forkælede privilegerede skrigeskinker kan angle sig frem til ufortjent opmærksomhed”.

  Det passer mig fint at leve op til andres fordomme, så jeg valgte netop være navle-pillende, fordi jeg tror, vi har brug for kvinder, der tør fortælle deres historier i det her forbandede facebook-insta-snap-filter hvor intet må være lige præcist så ækelt og grimt, som livet nogle gange er.

 Jeg blev så begejstret, da jeg her for et par uger siden opdagede serien ”et hjem uden vold” på DR, hvor kvinder får hjælp til at skabe nye hjem efter et liv med vold. Begejstret… og knust helt inde i sjælen. For jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har set kvinder fortælle så stilfærdigt og ærligt om følelserne omkring det at have overlevet vold. Om smerten ved at miste alt og undre sig over, hvad fanden der lige skete der – og hvor det kom fra? Om tabt kærlighed. Om styrke. Om alt det, der lå forud for det ene sekund, hvor de traf det endelige valg om at forlade den de elskede.

 Vi taler ikke ret meget om partnervold i Danmark. Jo, som statistikker og tal der enten går den rigtige eller den forkerte vej. Det er et af de der tabuer, som det er ubehageligt at berøre, fordi man ikke rigtigt ved, hvorhen man skal kigge, når en volds-overlever fortæller om sin virkelighed før, under og efter. ”Kig mig i øjnene”.  Vi taler heller ikke om voldtægter. Vi taler ikke om overgreb. Andre taler om det – i tv´et eller i radioen, fordi en enkelt sag lige popper op, eller fordi der er kommet en ny rapport… men ansigt til ansigt, der taler vi ikke om det.

 På væggen i børnerummet på det krisecenter jeg boede med min søn i 8 måneder, havde nogen skrevet ”Hvad børn ikke ved, har de ondt af”. Det samme tror jeg gør sig gældende for mange voksne. Det er min faste overbevisning, at vi ofte vælger smerten ved at forestille os en masse om hinanden, frem for den viden der kommer, når vi spørger ind til et andet menneske og dets virkelighed.

 Kvindernes internationale kampdag er overflødig, har jeg læst i avisen i dag. Det samme gælder #metoo kampagnen. Men det er noget fis at fyre af. Jeg tror til gengæld, at kampen om ligestilling starter et helt andet sted, end der hvor mange tror, man skal sætte ind. Kampen begynder ikke ovenfra. Den starter allerede nederst, hvor vi giver børnene ret til at mærke sig selv. Vi skal gribe ind, når andre presser noget ned over dem, som de ikke kan fungere i. Vi skal være det gode eksempel og selv turde være autentiske. Sige til. Sige fra.

  Og hvis vi, fra i dag, lærer vores unger at se hinanden og sig selv som mennesker uden at fokusere på køn, seksualitet, religion, handicap og udseende, og hvis vi reagerer –hver – gang nogen bruger ovenstående til at hævde sig på andres bekostning, tror jeg, vi kan rykke noget. Vi behøver ikke fare ud med bål og brand, hver gang, men kan stilfærdigt stille spørgsmålet: ”er det der virkelig sjovt?” … Jeg regner ikke med, at jeg kan overbevise alle, men som jeg siger til mine elever, behøver de egentlig ikke være enige med mig i, at disse fem ting ikke er noget vi driller hinanden med… jeg er tilfreds med blot at køre dem trætte, så de ikke orker det.

 Jeg ved ikke, om jeg har formået at køre jer trætte… jeg håber det ikke. For det er jer, jeg sætter min lid til, når jeg om lidt sætter mig ned, og giver bolden videre, for at bede jer om at tage handling ift. de unge mennesker i jeres nærhed, ikke først som knap 40-årige kan sige: jeg ved, hvem jeg er, for jeg kan mærke mig. Nu.”

 

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s