I sort

Jeg har sort på i dag. Det er ellers sjældent. Men det er der, jeg er. Jeg trænger til at have lov til at være…sort. Der er intet så forfærdeligt som ventetid. Intet så ødelæggende som at vente på svar.

Min fars iltoptag svinder… han kan ganske enkelt ikke trække vejret – og de ved ikke, hvorfor, når han spørger på sygehuset. Det er ikke lungebetændelse, for der er ingen infektionstal…og hverken intravenøs antibiotika-pennicillin-hurlumhej eller noget som helst andet hjælper. Han kvæles langsomt, som det er lige nu.

I dag kommer svarene på en helvedes masse tests, og han og mor har været til et par andre samtaler – en hvor lægen frarådede dem at tage til Færøerne og istedet “nyde den tid de har sammen” – hvad fanden det så end betyder, når det “ikke ligner rigtig kræft”… undskyld mig – men findes der forkert kræft, eller hvad betyder det?

Far fortalte, at han så sine CT-billeder, og at der på 2 år er sket en vild forandring. Fra sporadiske små hvide pletter på lungerne, ligner de nu en sommerdagshimmel med cumulus humilis – skyer. Vat-totter spredt over det meste.

Vi var på loppemarked i Helle-hallen går, hvor jeg fandt de smukkeste hårkamme med similisten og en fantastisk lille håndtaske (ja, jeg har nu en rigtig håndtaske)… og efter frokost derhjemme, slog vi mave i sofaen. Vi talte, og jeg fik alt ovenstående at vide. På et tidspunkt rejste min far sig, fordi han lige ville kigge til den der symaskine Kisser har foræret mig, som ikke rigtig vil det, den skal… og så kom jeg til at spørge min mor:

“Hvis I får at vide, det er kræft… gider han så kæmpe mere?”

Mor så træt ud i blikket og svarede, at det vidste hun fantisk ikke, og hun vidste ikke, om hun turde spørge.

Jeg blev pludselig “Maya, 3 år”, så jeg kaldte på min far, mens jeg gik ud til ham og sagde en masse om, at jeg altså var hans lille pige på 3 år lige nu, og derfor havde jeg altså ikke nogle grænser for, hvad der var “ok” at spørge om, så jeg ville egentlig bare gerne vide, om han havde tænkt sig at kæmpe videre, hvis beskeden var, at det er kræft?

Han kiggede ikke på mig, men jeg kunne se, han smilede, for han er indimellem ret glad for, at min indre lille pige ikke lader sig begrænse af “hvad man bør eller ikke bør” sige… modet til at snakke om det svære, er noget, han har dyrket. “Vær ikke så bange… så længe du siger ting i kærlighed”…plejer at være essensen.

“Jeg er ikke sikker på, jeg orker det, så det tror jeg ikke” sagde han…. og jeg kunne mærke min verden styrte i grus, samtidig med jeg mærkede en næsegrus beundring for hans ærlighed. Jeg stod stille ved siden af ham, der i køkkenet og vidste et sekund ikke, hvad jeg skulle svare… men det kom instinktivt, for nu var der brug for voksen-Maya:

“Det forstår jeg fandeme godt, far… Det er i orden. Det kan jeg respektere – selvom jeg synes, det er lidt træls…”

Så det er der, vi står. Der jeg står. Og jeg skal ikke undervise før kl. 10, og jeg kan næsten ikke komme ud ad sengen. Sidder med dynen over mig og en hund, der ligger hen over mig og ikke er til at klistre af mig. Det er så rart og fint…

Mine forældre ved mere omkring kl 9… og jeg har mest af alt lyst til bare at blive her og forsvinde ind i sorgen, hvilket er åndssvagt, når jeg intet ved endnu. Jeg er bare ved at være træt. Jeg gider godt bruge en hel dag på at græde og være lille med tankerne om, at jeg da ikke kan klare mig uden min far, og at jeg vil giftes “NU”, fordi jeg vil følges op ad kirkegulvet og den slags tanker som “fars pige” altid tænker… og jeg tænker på mor. Og på at de her d. 16. februar havde været kærester i 45 år… sgu… og at “han fandeme bare har at holde sig i live, til jeg bliver 40″…og og og… “dommedagstanker ad libitum? Værsågod, døren er der”…

Men jeg skal nok kravle videre, . Jeg har sgu været i bad i dag – og det skal jo ikke gå til spilde, ligesom mit rene, sorte tøj også trænger til at blive brugt… og så savner jeg mine elever, selvom de på mange måder er… oh well… elever. Jeg skal nok komme afsted.