2019

Så fik vi skiftet 2018 ud, og det har, indtil videre været et fantastisk år. Kæresten og jeg har det SÅ meget bedre, end da vi prøvede at holde os oprejst mens jeg dealede med tabet af min “bror”, Jim. Jeg savner stadig Jim, men… livet går videre. Det har jeg det virkelig godt med. Om lidt starter jeg også i byrådet her i Vejen, og det eneste nederen ved det er, at det låser mig til byen, så når kæresten og jeg skal flytte sammen – så bliver det i Vejen. Ikke i mit hjem – men i noget fælles, noget større, så der er plads til os alle 5 og vores dyr.

Udover eventuel flytning og starten i byrådet, så har vi truffet en aktiv beslutning om, at vi aldrig mere vil købe kød. Een ting er at skralde eller få foræret, men vi kommer ikke til at købe det i nogen butikker, og det har jeg det rigtig godt med på et etisk plan.

I går var jeg i Vojens og købe skraldemad for 25kr – og dette var høsten. Jeg er virkelig tilfreds, og det samme er Kæresten. Det var så fedt, og jeg glæder mig så meget til at komme videre med denne måde at leve på med minimalt madspild og forhåbentligt mere grønt, fordi vi er tvunget til det.

Idag har jeg så lavet første måltid. Blomkålen skulle bruges i dag, og en del af de søde kartofler var også lidt trætte, så det blev til en panderet med blomkål, søde kartofler, løg, hvidløg, stegte kalkunstrimler, salt og peber. Det skal med på arbejde i aften – både hos Kæresten og jeg, så jeg glæder mig vildt til at gumle det i mig. I aftes fik vi flødeboller og gingermuffins, da vi kom hjem og fik benene op.

ringgaardenmad1.jpg

I knæ

Papirerne siger, at jeg er rask, men jeg kan godt mærke, at “det er jeg ikke”. Min psyke er i knæ, og for første gang nogensinde, er jeg i tvivl om, hvorvidt det kan fikses ved at bide tænderne sammen. Jeg kan ikke trække vejret frit, og tankerne kører konstant omkring hvordan jeg skal få det hele til at hænge sammen. Jeg kæmper for at blive selvforsørgende, så jeg vimser rundt som vikar, men uden helt at få timer nok. Eller sådan føles det ihvertfald. 40 timer på 8 dage, kan jeg tælle til på torsdag, men det stresser mig ekstremt at skulle tænke; “men hvad så derefter?”.

At leve fra lønningsdag til lønningsdag og samtidig være så usikker på det hele, at jeg er tvunget til fortsat at være en del af kontanthjælpssystemet, fordi jeg ikke er sikret, og derfor skal jeg leve op til div. krav om mødepligt til slave-arbejde under dårlige abejdsforhold og ansøgningspligt giver den konstante følelse af, at jeg skraber knæene mod asfalten, mens jeg slæbes efter en bil, der bare kører videre.

Det er en hård verden at være del af prækariatet, især hvis man er lidt tyndhudet og… jeg vil ikke kalde mig syg, men urask. Der har været så meget de seneste år, og følelserne omkring de ting, der har vejet tungt, gør deres bedste for at brække min nakke helt. Heldigvis evner de kun at gøre mig “lidt svajrygget med behov for smertestillende”, men det er også rigeligt, synes jeg.

Klokken er nat, og jeg burde gå ind i sengen til min kæreste, så jeg kan sove og være frisk til i morgen, hvor jeg skal til Aarhus og spise med min søn. Ham savner jeg godt nok en del.

Jeg fik aldrig skrevet

…om min rejse til USA. Og jeg tror heller ikke, jeg får det gjort. Der er oplevelser fra the land og plenty, som har sat sig store og dybe fodspor i mit hjerte og sjæl. Det er svært at beskrive.

Men bloggen lever endnu. Sit eget lille liv godt nok. For der er masser at berette om.

Så…sgu…det er gjort!

+7000 kr ….Deeet var da også en slags penge, man kunne få lov at smide efter sådan en billet, men nu er det endeligt – jeg rejser! Jeg er selvfølgelig gået i overspringshandle-mode, for det er sådan noget, jeg gør, fordi det er nødvendigt for mine omgivelser. Der er en sær form for panik, en uro, en utålmodighed, en “ikke-lige-nu-tak”-hed… det er rodede tanker og især følelser. Jeg vil godt… men jeg vil ikke….og så alligevel. Det handler måske lidt om angsten for at have for høje forventninger – krydret med angsten for at blive ekstremt overvældet af indtryk og anderledeshed….og så er der lige det med flyvemaskiner og “højt ned”…og at efterlade sønnen og hunden…

Men Texas – jeg kommer! De første dage skal vi være hos Kady´s veninde Christy i Dallas. Så kan de også lige underholde hinanden, mens jeg sover ud efter 33 timers rejse. Vi skal i det der giga indkønscenter og proviantere en masse tøj – og så skal vi i byen en af dagene – i noget, der hedder “Deep Ellum”, som åbenbart er et kvarter dedikeret til lidt “sketchy” byture – hvad end det betyder, når det skal oversættes helt rigtigt? Selvfølgelig går jeg så i tøjpanik, for jeg ejer ikke høje hæle mere, tror jeg? Og jeg gider dem i virkeligheden heller ikke, og skal jeg også medbringe make-up, jeg ikke har – eller… armenaltså! =oD Fuck it – jeg går i byen i blomsterbukser, og flip-flops… så kan jeg være exotisk på sådan en “dansk socialist”-måde =oP

Der er en del, man lige skal huske, når man skal afsted, og mange af de nødvendige informationer er virkeligt godt gemt af vejen, men jeg -tror- jeg har styr på det nu. Mit mastercard er sat op til at kunne bruges i USA, og det koster kun 1% at benytte det – hvis jeg hæver i en automat koster det minimum 30 kr. Det er i orden. Min telefon er tilmeldt udenlandstelefoni, men… jeg kommer ikke til at benytte det uden for EU, kan jeg godt nok lige love jer. Det er pænt mange penge. Enhver kontakt må blive via wifi.

Kady spurgte i øvrigt, om jeg ikke var frisk på at tage med i badeland? Og… det tror jeg, at jeg er… men du fredsens nogle vandrutschebaner! Tjek dem her;

NRH2O badeland

Det kræver selvfølgelig, at vi finder en badedragt i “the Galleria” i Dallas – jeg håber dog, jeg kan få fat i en med enhjørninge eller uhæmmede mængder glimmer.

 

 

 

Texas-listen

Kady´s liste over ting, jeg skal se + mine egne tilføjelser er efterhånden ved at være lang, men ikke desto mindre “rigtig”..

Jeg har besluttet mig for at google listen og lægge billeder ind bare for at få tiden til at gå, for jeg er svært spændt altså.

Ft. Worth stockyards.

Iflg Kady har de “cattledrives” en gang om dagen  gennem byen med cowboys og heste og hele pivtøjet. Jeg er ikke i tvivl om, at det er en lidt kunstig oplevelse, og jeg får lidt ondt af dyrene, men på den anden side – så vinder min lille indre nysgerrighed ift. at se så´n nogle langhornede bæster.

texas1

Kennedy museum, Dallas.

Enhver med en lille smule historisk forståelse, ved, hvilken bygning dette er, og hvad der skete lige uden for. John F. Kennedy blev skudt…og så har konspirationsteoretikerne en masse at sige om det, men… selvfølgelig skal jeg derhen. Det er, som historielærer, et must-see på alle plan.

texas2

Dallas world aquarium

Det skulle være noget helt specielt, og de skulle have formået at gøre en firkantet kasse til en vildt organisk oplevele med vandfald, søer, fisk og alt, hvad der hører sig til. Igen -jeg har det svært med dyr i fangenskab, men Kady er science-teacher og jeg er sikker på, hun har meget at fortælle om det her sted, siden det er på.

texas3

The Cheesecake factory

Det her….det siger vist sig selv. Cheesecake. Og meget af det. Jeg har ingen planer om at komme ud derfra uden en let sur smag i munden, fordi jeg er overproppet.

texas4

Ranching heritage center

Det er på en måde lidt som vores “Den gamle by” i Århus, som jeg har forstået det. Det bliver ret fint, tror jeg. Igen kan min indre historielærer få nogle prik af historien med sig hjem, så jeg kan fortælle levende om duftene, om husene og om følelserne omkring det.

texas5

Prairie dog town

Jeg er helt pjattet med gnavere og små fluffy pelsdyr, så selvfølgelig skal vi da se prairie dogs! Ihihihihihi.

texas6

Galleria mall

Jeg har de sidste måneder sorteret ret kraftigt ud i mit tøj, da der er ret mange huller i det, eller det har pletter, der ikke vil gå væk eller andet. Normalt er jeg ikke til shoppingcentre, men jeg tror, Kady´s ide er at se på størrelsen af det her. I ved – “everything is bigger in Texas”… og alt efter billederne at dømme, tror jeg, det er rigtig nok, så vi tager et par timer i Galleria mall, Dallas, så jeg kan få fyldt lidt op. Planen er, at jeg kun rejser med 3 sæt tøj, og så må vi se, hvad jeg falder over af ting, man kan putte på kroppen. Det gider jeg godt.

texas7

Chimys for margaritas

Fordi jeg ikke har noget valg. Det samme gælder i øvrigt autentisk mexicansk mad. Og barbecued brisket.

texas8

 

Palo duro canyon

DEN her glæder jeg mig vildt til! Natur! Vilde landskaber og følelsen af at være på en anden planet.

texas9

First Friday art trail + windmill museum

texas10

 

Lubbock lake landmark

Jep – jeg skal se en sø, der ikke er der mere. Og jep – det gider jeg rigtig godt. For til gengæld er der en masse forhistoriske fund såsom mamutter og bevis på stenalderbopladser mv. Det ser ret spændende ud, når man er lidt en nørd, ikk´?

texas11

Der er meget mere på listen, men ikke rigtig noget, der er værd at finde billeder på. Selv har jeg sat en mega-kirke-gudstjeneste på planen, fordi jeg vil ud og mærke noget gospel, og så vil jeg se en bomuldsmark – helst mens den blomstrer. Og hvem ved, måske skal jeg også en tur omkring Bobbie og/eller hans familie, hvis han ellers kan magte at kravle ned fra sin panik-pony. Uanset hvad, så glæder jeg mig heeelt vildt til at skulle afsted.

texas12.jpg

Texas here I come!

usa1.jpg

Det tog sin tid, men jeg har nu fået at vide, at jeg får et visum til USA, så jeg endelig kan nå et af mine mål med at tage til USA. Jeg glæder mig SÅ meget! 2 uger har jeg sat af til turen, og Kady har allerede sendt mig en liste med ting, vi skal se/opleve.

Det var ellers noget af en manøvre at få indrejsetilladelse – især når man er ærlig. Jeg har siden lært, at en stor portion af mine bekendte -ikke- er lige så ærlige, og jeg må da tilstå, at jeg lige i det her tilfælde, ville have ønsket, at jeg havde evnen til at lyve – eller i det mindste vide, at hvis jeg lyver, så ville jeg ikke være til at gennemskue, men… jeg ville jo vade gennem kontrollen storsvedende og småpanisk.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har ADHD, men hvis man tjekker “ja” i den boks i sin ESTA-approval, (et lynvisa man kan få online med 72 timers varsel), og bekræfter, at man enten har et psykisk handikap og/eller ebola eller andre syrede sygdomme, så ender man altså på en rejse i papir, som er ret vild. Man skal søge rigtigt visa og booke en tid på ambassaden i Kbh (det koster 1040,- bare at få lov til at møde op), man skal også til fotografen og… ja. Men det er ganske ufarligt – selvom ventelokalet på ambassaden lugter mærkeligt og 80´er agtigt. Spørgsmålene er stort set de samme, som man skal besvare online med enkelte variationer. Det føles som lidt spild af penge, men “så´n er det” – og jeg blev godkendt til et visa – så når det kommer med posten (printet i mit pas), kan jeg sådan set bare rejse.

Jeg har fablet om rejsen i næsten 5 år, hvis ikke længere. Om at bevise over for mig selv, at jeg godt kan, at jeg kan spare pengene sammen til det, at jeg kan gøre alt det, som mange siger, at “sådan nogle” som mig ikke kan. Jeg tog en uddannelse – og jeg har arbejdet i to år, og jeg har en knægt, der (så småt) er begyndt at være fornuftig. Det her er endnu en markør. Et bevis på at jeg har rykket mig siden 2008, hvor jeg stod på gaden som hjemløs med min søn. 36527006_10212869900881801_877755044580032512_nJeg var i øvrigt omkring krisecentret Baltic på Dortheavej 71 i går, for jeg havde brug for et billede… af døren… for at mærke hvor jeg kom fra…for at huske min historie og mærke den på samme dag som jeg blev “sådan en”, der rejser til fremmede verdendele. Jeg har godt af at huske min fortid. Det er sundt. Jeg er taknemmelig.

 

Troskab

Du er så vred og du siger det højt

For regeringen betyder det ikke en døjt

Pres og diktater dem skal du jo lystre

For de ser os som faglige krystrer´

Måske har de ret fordi vi gør

Lige det loven siger vi bør

Imod etik og sund fornuft

Stoltheden væk i den tynde luft

Nakken bøjet og et skridt mer´

Din sjæl gør ondt hver gang du ta´r fler´

Hvad er dit valg – vil du lide i fred

Eller til sidst sætte foden ned

Sammen med andre der har det som dig

Som ikke kan andet end sige nej

Til regler, diktat og umenneskelighed

Imod professionel kærlighed

Min troskab til barnet, den unge, den ældre

Ikke til had og til tvang tænkt i kældre

Så sig hvad du mener og sig det med ånd

Sig fra så det larmer og tag min hånd