I knæ

Papirerne siger, at jeg er rask, men jeg kan godt mærke, at “det er jeg ikke”. Min psyke er i knæ, og for første gang nogensinde, er jeg i tvivl om, hvorvidt det kan fikses ved at bide tænderne sammen. Jeg kan ikke trække vejret frit, og tankerne kører konstant omkring hvordan jeg skal få det hele til at hænge sammen. Jeg kæmper for at blive selvforsørgende, så jeg vimser rundt som vikar, men uden helt at få timer nok. Eller sådan føles det ihvertfald. 40 timer på 8 dage, kan jeg tælle til på torsdag, men det stresser mig ekstremt at skulle tænke; “men hvad så derefter?”.

At leve fra lønningsdag til lønningsdag og samtidig være så usikker på det hele, at jeg er tvunget til fortsat at være en del af kontanthjælpssystemet, fordi jeg ikke er sikret, og derfor skal jeg leve op til div. krav om mødepligt til slave-arbejde under dårlige abejdsforhold og ansøgningspligt giver den konstante følelse af, at jeg skraber knæene mod asfalten, mens jeg slæbes efter en bil, der bare kører videre.

Det er en hård verden at være del af prækariatet, især hvis man er lidt tyndhudet og… jeg vil ikke kalde mig syg, men urask. Der har været så meget de seneste år, og følelserne omkring de ting, der har vejet tungt, gør deres bedste for at brække min nakke helt. Heldigvis evner de kun at gøre mig “lidt svajrygget med behov for smertestillende”, men det er også rigeligt, synes jeg.

Klokken er nat, og jeg burde gå ind i sengen til min kæreste, så jeg kan sove og være frisk til i morgen, hvor jeg skal til Aarhus og spise med min søn. Ham savner jeg godt nok en del.

Jeg fik aldrig skrevet

…om min rejse til USA. Og jeg tror heller ikke, jeg får det gjort. Der er oplevelser fra the land og plenty, som har sat sig store og dybe fodspor i mit hjerte og sjæl. Det er svært at beskrive.

Men bloggen lever endnu. Sit eget lille liv godt nok. For der er masser at berette om.

Så…sgu…det er gjort!

+7000 kr ….Deeet var da også en slags penge, man kunne få lov at smide efter sådan en billet, men nu er det endeligt – jeg rejser! Jeg er selvfølgelig gået i overspringshandle-mode, for det er sådan noget, jeg gør, fordi det er nødvendigt for mine omgivelser. Der er en sær form for panik, en uro, en utålmodighed, en “ikke-lige-nu-tak”-hed… det er rodede tanker og især følelser. Jeg vil godt… men jeg vil ikke….og så alligevel. Det handler måske lidt om angsten for at have for høje forventninger – krydret med angsten for at blive ekstremt overvældet af indtryk og anderledeshed….og så er der lige det med flyvemaskiner og “højt ned”…og at efterlade sønnen og hunden…

Men Texas – jeg kommer! De første dage skal vi være hos Kady´s veninde Christy i Dallas. Så kan de også lige underholde hinanden, mens jeg sover ud efter 33 timers rejse. Vi skal i det der giga indkønscenter og proviantere en masse tøj – og så skal vi i byen en af dagene – i noget, der hedder “Deep Ellum”, som åbenbart er et kvarter dedikeret til lidt “sketchy” byture – hvad end det betyder, når det skal oversættes helt rigtigt? Selvfølgelig går jeg så i tøjpanik, for jeg ejer ikke høje hæle mere, tror jeg? Og jeg gider dem i virkeligheden heller ikke, og skal jeg også medbringe make-up, jeg ikke har – eller… armenaltså! =oD Fuck it – jeg går i byen i blomsterbukser, og flip-flops… så kan jeg være exotisk på sådan en “dansk socialist”-måde =oP

Der er en del, man lige skal huske, når man skal afsted, og mange af de nødvendige informationer er virkeligt godt gemt af vejen, men jeg -tror- jeg har styr på det nu. Mit mastercard er sat op til at kunne bruges i USA, og det koster kun 1% at benytte det – hvis jeg hæver i en automat koster det minimum 30 kr. Det er i orden. Min telefon er tilmeldt udenlandstelefoni, men… jeg kommer ikke til at benytte det uden for EU, kan jeg godt nok lige love jer. Det er pænt mange penge. Enhver kontakt må blive via wifi.

Kady spurgte i øvrigt, om jeg ikke var frisk på at tage med i badeland? Og… det tror jeg, at jeg er… men du fredsens nogle vandrutschebaner! Tjek dem her;

NRH2O badeland

Det kræver selvfølgelig, at vi finder en badedragt i “the Galleria” i Dallas – jeg håber dog, jeg kan få fat i en med enhjørninge eller uhæmmede mængder glimmer.

 

 

 

Texas-listen

Kady´s liste over ting, jeg skal se + mine egne tilføjelser er efterhånden ved at være lang, men ikke desto mindre “rigtig”..

Jeg har besluttet mig for at google listen og lægge billeder ind bare for at få tiden til at gå, for jeg er svært spændt altså.

Ft. Worth stockyards.

Iflg Kady har de “cattledrives” en gang om dagen  gennem byen med cowboys og heste og hele pivtøjet. Jeg er ikke i tvivl om, at det er en lidt kunstig oplevelse, og jeg får lidt ondt af dyrene, men på den anden side – så vinder min lille indre nysgerrighed ift. at se så´n nogle langhornede bæster.

texas1

Kennedy museum, Dallas.

Enhver med en lille smule historisk forståelse, ved, hvilken bygning dette er, og hvad der skete lige uden for. John F. Kennedy blev skudt…og så har konspirationsteoretikerne en masse at sige om det, men… selvfølgelig skal jeg derhen. Det er, som historielærer, et must-see på alle plan.

texas2

Dallas world aquarium

Det skulle være noget helt specielt, og de skulle have formået at gøre en firkantet kasse til en vildt organisk oplevele med vandfald, søer, fisk og alt, hvad der hører sig til. Igen -jeg har det svært med dyr i fangenskab, men Kady er science-teacher og jeg er sikker på, hun har meget at fortælle om det her sted, siden det er på.

texas3

The Cheesecake factory

Det her….det siger vist sig selv. Cheesecake. Og meget af det. Jeg har ingen planer om at komme ud derfra uden en let sur smag i munden, fordi jeg er overproppet.

texas4

Ranching heritage center

Det er på en måde lidt som vores “Den gamle by” i Århus, som jeg har forstået det. Det bliver ret fint, tror jeg. Igen kan min indre historielærer få nogle prik af historien med sig hjem, så jeg kan fortælle levende om duftene, om husene og om følelserne omkring det.

texas5

Prairie dog town

Jeg er helt pjattet med gnavere og små fluffy pelsdyr, så selvfølgelig skal vi da se prairie dogs! Ihihihihihi.

texas6

Galleria mall

Jeg har de sidste måneder sorteret ret kraftigt ud i mit tøj, da der er ret mange huller i det, eller det har pletter, der ikke vil gå væk eller andet. Normalt er jeg ikke til shoppingcentre, men jeg tror, Kady´s ide er at se på størrelsen af det her. I ved – “everything is bigger in Texas”… og alt efter billederne at dømme, tror jeg, det er rigtig nok, så vi tager et par timer i Galleria mall, Dallas, så jeg kan få fyldt lidt op. Planen er, at jeg kun rejser med 3 sæt tøj, og så må vi se, hvad jeg falder over af ting, man kan putte på kroppen. Det gider jeg godt.

texas7

Chimys for margaritas

Fordi jeg ikke har noget valg. Det samme gælder i øvrigt autentisk mexicansk mad. Og barbecued brisket.

texas8

 

Palo duro canyon

DEN her glæder jeg mig vildt til! Natur! Vilde landskaber og følelsen af at være på en anden planet.

texas9

First Friday art trail + windmill museum

texas10

 

Lubbock lake landmark

Jep – jeg skal se en sø, der ikke er der mere. Og jep – det gider jeg rigtig godt. For til gengæld er der en masse forhistoriske fund såsom mamutter og bevis på stenalderbopladser mv. Det ser ret spændende ud, når man er lidt en nørd, ikk´?

texas11

Der er meget mere på listen, men ikke rigtig noget, der er værd at finde billeder på. Selv har jeg sat en mega-kirke-gudstjeneste på planen, fordi jeg vil ud og mærke noget gospel, og så vil jeg se en bomuldsmark – helst mens den blomstrer. Og hvem ved, måske skal jeg også en tur omkring Bobbie og/eller hans familie, hvis han ellers kan magte at kravle ned fra sin panik-pony. Uanset hvad, så glæder jeg mig heeelt vildt til at skulle afsted.

texas12.jpg

Texas here I come!

usa1.jpg

Det tog sin tid, men jeg har nu fået at vide, at jeg får et visum til USA, så jeg endelig kan nå et af mine mål med at tage til USA. Jeg glæder mig SÅ meget! 2 uger har jeg sat af til turen, og Kady har allerede sendt mig en liste med ting, vi skal se/opleve.

Det var ellers noget af en manøvre at få indrejsetilladelse – især når man er ærlig. Jeg har siden lært, at en stor portion af mine bekendte -ikke- er lige så ærlige, og jeg må da tilstå, at jeg lige i det her tilfælde, ville have ønsket, at jeg havde evnen til at lyve – eller i det mindste vide, at hvis jeg lyver, så ville jeg ikke være til at gennemskue, men… jeg ville jo vade gennem kontrollen storsvedende og småpanisk.

Det er ingen hemmelighed, at jeg har ADHD, men hvis man tjekker “ja” i den boks i sin ESTA-approval, (et lynvisa man kan få online med 72 timers varsel), og bekræfter, at man enten har et psykisk handikap og/eller ebola eller andre syrede sygdomme, så ender man altså på en rejse i papir, som er ret vild. Man skal søge rigtigt visa og booke en tid på ambassaden i Kbh (det koster 1040,- bare at få lov til at møde op), man skal også til fotografen og… ja. Men det er ganske ufarligt – selvom ventelokalet på ambassaden lugter mærkeligt og 80´er agtigt. Spørgsmålene er stort set de samme, som man skal besvare online med enkelte variationer. Det føles som lidt spild af penge, men “så´n er det” – og jeg blev godkendt til et visa – så når det kommer med posten (printet i mit pas), kan jeg sådan set bare rejse.

Jeg har fablet om rejsen i næsten 5 år, hvis ikke længere. Om at bevise over for mig selv, at jeg godt kan, at jeg kan spare pengene sammen til det, at jeg kan gøre alt det, som mange siger, at “sådan nogle” som mig ikke kan. Jeg tog en uddannelse – og jeg har arbejdet i to år, og jeg har en knægt, der (så småt) er begyndt at være fornuftig. Det her er endnu en markør. Et bevis på at jeg har rykket mig siden 2008, hvor jeg stod på gaden som hjemløs med min søn. 36527006_10212869900881801_877755044580032512_nJeg var i øvrigt omkring krisecentret Baltic på Dortheavej 71 i går, for jeg havde brug for et billede… af døren… for at mærke hvor jeg kom fra…for at huske min historie og mærke den på samme dag som jeg blev “sådan en”, der rejser til fremmede verdendele. Jeg har godt af at huske min fortid. Det er sundt. Jeg er taknemmelig.

 

Troskab

Du er så vred og du siger det højt

For regeringen betyder det ikke en døjt

Pres og diktater dem skal du jo lystre

For de ser os som faglige krystrer´

Måske har de ret fordi vi gør

Lige det loven siger vi bør

Imod etik og sund fornuft

Stoltheden væk i den tynde luft

Nakken bøjet og et skridt mer´

Din sjæl gør ondt hver gang du ta´r fler´

Hvad er dit valg – vil du lide i fred

Eller til sidst sætte foden ned

Sammen med andre der har det som dig

Som ikke kan andet end sige nej

Til regler, diktat og umenneskelighed

Imod professionel kærlighed

Min troskab til barnet, den unge, den ældre

Ikke til had og til tvang tænkt i kældre

Så sig hvad du mener og sig det med ånd

Sig fra så det larmer og tag min hånd

 

Statsautoriseret overgreb.

Det er knap to år siden, jeg blev færdiguddannet folkeskolelærer, og jeg har heldigvis været forskånet for nationale test… indtil i denne uge, og jeg har stadig en rigtig skidt fornemmelse i maven over at have været med til at begå det, jeg, efter at have prøvet det, kun, med lidt grove ord, kan betegne som et statsautoriseret overgreb.

Måske burde jeg være loyal over for folkeskolen, men det her med nationale tests og måden det foregår på – det kan jeg simpelthen ikke stå inde for, uanset hvor pjattet jeg ellers er med ideen og princippet om den danske folkeskole. Jeg føler måske i virkeligheden også, at jeg ER rasende loyal, fordi mit mål er, at gøre folkeskolen bedre end det jeg lige nu er vidne til og del af.

For et års tid siden skrev Jeppe Søe et brev (læs på folkeskolen.dk her) , da han ønskede sin søn fritaget for nationale test. Dengang var hans argument, at hans søn ikke skulle være del af et politisk projekt med indsamling af statistik for at måle skoler og sammenligne dem… men det er ikke det, som min blog tager udgangspunkt i, uanset hvor enig jeg i øvrigt er med ham i hans analyse og kritikpunkter.

Min anke er ikke del af et større politisk spil, det handler om det nære, og om det her reelt er gavnligt både for barnet – og om det er fagligt forsvarligt.

Jeg gjorde nogle elever ondt, fordi man tvang mig til det, og jeg havde ikke “nosser” nok til at sige fra, og ligesom enhver anden bøddel tænkte jeg: “hvis ikke jeg gør det, så gør nogle andre, og måske kan jeg afbøde faldet lidt, selvom jeg selv trykker på aftrækkeren?”

Heldigvis for mine elever havde jeg glemt alt om nationale tests, indtil jeg skulle melde dem til, men så blev også jeg ramt af panik. Følelsen af ikke at have gjort mit arbejde godt nok, fordi mine elever skulle måles på en standardiseret måde i en ikke-dynamisk ramme, prikkede mig i sjælen allerede inden, testen var afholdt. Jeg vidste, vi havde læst en masse indtil nu, men havde vi læst det rigtige, og havde eleverne egentlig forstået det, de havde læst, og og og…?

Min faglige (u)sikkerhed er dog ikke det vigtigste i den her cocktail. Det er elevernes. For det øjeblik jeg fortalte, at “det var tid”, mærkede jeg en ændring hos mine elever. Den var ikke håndgribelig og definer-bar, men jeg fik i løbet af nogle dage talt med dem, der i sær reagerede. Et af udsagnende var: “Nu skal jeg igen have at vide, at jeg ikke er god nok”.

På selve testdagen fik jeg en rar kollega til at hjælpe mig med at stille computere op en halv time før mødetid, for at være sikker på der var computers til alle – og de virkede efter hensigten. Eleverne kom ind i klassen, og de fik sat sig…

Jeg kan/må/vil ikke gå i detaljer med hvilke elever, der gennemgik hvad, men for de der ikke ved det, kan jeg fortælle, at de nationale test er skruet sådan sammen, at selv en, der ikke kan det fjerneste, kan være heldig og klikke sig vilkårligt frem til et udmærket resultat. Når eleverne i vejledningen får at vide, at de bare skal klikke et vilkårligt sted, frem for at springe videre, hvis de ikke kan svaret, fordi et spring giver en fejl, så er det altså et problem. Det giver altså en fejl, hvis en elev indrømmer, at der er noget, man ikke kan finde ud af. Det er en tankegang, som jeg slet ikke kan rumme på det rent dannelsesmæssige plan. De straffes for at være ærlige. Når man så ovenikøbet lægger det, at man kan risikere at klikke rigtigt, så ens resultat ikke er i overensstemmelse med virkeligheden, så står vi med et system, der belønner nogle for at gætte – og ikke for deres reelle viden. Jeg synes, det er problematisk.

Endnu mere problematisk er det, at eleverne ganske enkelt ikke kan gennemskue, hvad de skal, hvis man ikke har trænet den her prøveform med dem. Jeg bør altså sætte reel undervisningstid af, så mine elever kan blive bedre til at…gå til prøve? Ikke til at blive dygtigere, mere velformulerede, demokratiske, tænkende, kritiske og analytiske… nej… til at blive bedre til at… gå til prøve. Jeg ved, jeg har kollegaer på bl.a. andre skoler, som gør dette, men jeg kan ikke selv forsvare det. For burde mit mål ikke være at se helheden over testen? Hvis man er bare nogenlunde i kontakt med sine elever, så -ved- man godt, hvor de ligger, og hvad de skal arbejde med. En multiplechoice-test gør ikke nogen bedre til noget. Ofte er det lige modsat…

For når jeg sidder med børn, der græder, mens testen står på, fordi de godt ved, de ikke ved, det man har besluttet sig for, at de skal vide på lige netop den dag, så er det -ikke- gavnligt for noget. Når jeg har børn, der i blinde klikker løs, fordi de mentalt ikke kan rumme test-formen, og bare vil være færdige, fordi selve presset over at skulle sidde stille er for meget, så giver det jo ikke et reelt billede. Når jeg ser ellers robuste børn, der læner sig frem og lægger panden i bordet og gemmer deres ansigter, fordi de “ikke kan mere”, så er det ikke okay.

… Og det er SLET ikke okay, at jeg, på baggrund af en eller anden matematisk algoritme baseret på gætterier, skal fortælle dem og deres forældre hvilket niveau barnet nu er målt til at tilhøre.

Men HVIS nu jeg skulle købe argumenterne, der siger, at nationale test er den helt rigtige måde at måle børn på, så går det vældigt over min forstand, at forældre ikke har adgang til alle resultater.

Da jeg sad og tjekkede elevernes resultater online, blev jeg overrasket over, at det ikke var muligt at udprinte den progressionskurve til forældrene, jeg som lærer har adgang til. I min verden er selve resultatet ligegyldigt – men progressionen er ikke, og jeg tror, der sidder rigtig mange forældre, der synes det samme. Måske brød jeg en lov, jeg ikke kender, men jeg valgte altså at vedlægge en håndskreven note, hvor jeg fortalte, hvor barnet havde rykket sig, så selv et resultat i næst-laveste niveau kunne blive til en succes-historie, netop fordi eleven har rykket sig positivt på et eller flere del-områder. Vi er sgu nødt til at dyrke det, der er godt. Bare lidt.

Som lærer ville jeg ønske, at jeg ikke skulle udsætte mine elever for det her igen og igen. For det giver ganske enkelt ikke mening at spilde så mange penge, tid og ressourcer på at måle eleverne på noget, som ikke giver et retvisende billede. Jeg har ikke mødt EN kollega, der mener, de eller deres elever får noget ud af den her form for prøve, og jeg undrer mig meget over, hvad der gør, at vi ikke siger stop? Som fagprofessionelle og som forældre. Hvad skal vi reelt set bruge det her til? Hvem gavner det…? Ihvertfald ikke børnene i den danske folkeskole…. og så ender vi måske tilbage ved Jeppe Søe´s indlæg om, at det her er et politisk værktøj, som vi ofrer vores børns ve og vel på en gang om året..